Når sjælen blir splittet
I Harry Potter og Halvblodsprinsen løftes sløret for noget af hemmeligheden bag den onde Voldemorts magt. Harry finder frem til en skjult erindring hos professor Slughorn fra dengang, han mødte Voldemort som en stor dreng, og indviede ham i en af de frygteligste af alle mørke hemmeligheder.
Den unge Voldemort fortæller professor Slughorn, at han har været inde i bibliotekets forbudte områder, og dér fundet beskrevet en form for magi, han ikke helt forstod: en ”horcrux”.
Slughorn er nu blevet frygtelig bange for denne mærkelige dreng. Og han vælger at lade, som om det er en rent akademisk diskussion – selv om han tydeligvis er klar over, at det er det ikke længere. Så han forklarer med skælvende stemme, at en horcrux er en genstand, hvori et menneske har indesluttet en del af sin egen sjæl.
For at kunne det, må man først splitte sin sjæl og så gemme den udskilte del i en horcrux – det kan være en hvilken som helst genstand, en bog, et kar, en medaljon osv.
Voldemort spørger: ”Og hvordan gør man så det – hvordan splitter man sin sjæl ad i adskilte dele?”
Slughorn hvisker, at ”Det tror jeg godt, du allerede selv ved. Det gør man ved at dræbe. At dræbe flår sjælen i stykker. Det er et overgreb, en krænkelse af selve naturen.”
At dræbe noget i sig selv
Jeg tror, at J K Rowling har ret. Der er noget ved drabet, som gør det anderledes end alle andre former for forbrydelse og overgreb. Man overskrider en afgørende grænse. Man bliver til noget andet: Den, der dræber, dræber også noget i sig selv.
Den unge Voldemort fortsætter ubønhørligt med at udspørge den skrækslagne professor: Men hvor langt kan man gå? Kan man fx splitte sin sjæl i syv dele (hvilket åbenbart ville indebære et nyt drab for hver gang)?
Jeg taler ikke for, at dermed er enhver, som har foretaget eller har fået foretaget en abort, nødvendigvis og altid et splittet menneske.
Men jeg taler for, at en kultur, der bygger på drab, har splittet sig selv op. Og de mennesker, denne kultur sætter til at udføre drabet, står i fare for at miste sig selv, dræbe noget i sig selv.
Der har været megen tale om kulturens ”sammenhængskraft” – og jeg tror, det er rigtigt, som nogen har sagt, at det er et af de ord, der først begynder at blive anvendt, når det, de betegner, er ved at forsvinde. Vi er begyndt at tale om kulturens sammenhængskraft, simpelt hen fordi den ikke hænger sammen længere.
Hvad er der sket med os, vores folk, vores kultur, når vi tillader drab på de mest forsvarsløse: barnet i moderens liv? Vil vi overhovedet kunne hænge sammen?
Og i hvilke genstande har vi placeret vores splittede sjæl? Hvad er vore Horcrux? Hvad er det for en afgørende grænse, vi har overskredet – som kultur, som folk?
In-dividet = det u-delte
Man taler om, at vi lever i en individualistisk tid. Det er sikkert rigtigt fra én side set. Men mere bogstaveligt er det måske netop det individuelle, vi er ved at have sat over styr: Selve ordet in-divid betyder netop u-delt. Det ikke-dividerede. Det ikke-opdelelige. Det samlede, det sammenhængende. Og hvis det er rigtigt, at vi ved at dræbe flår sjælen i stykker, så er det altså ikke kun ufødte fostre, vi splitter ad. Det er også os selv. Det er vores egen sammenhængskraft, vores egen udelthed, vi sætter over styr.
Måske er det i det lange løb slet ikke muligt at være et sammenhængende Jeg, hvis man er en aktiv og handlende del af en kultur, der bygger på drab.
Dermed er det ikke blot konkrete ufødte, vi slår ihjel. Det er vores eget iboende menneskesyn, vi slår ihjel.
Er mennesket et fravælgeligt væsen?
De fleste har oplevet, hvordan det moderne og det postmoderne menneske går i en stadig søgen efter svar på spørgsmålet: Hvem er jeg? Og der er mange gode terapeutiske værktøjer og tiltag, der mere eller mindre kan give mennesker oplevelsen af identitet og sammenhæng tilbage.
Men man kan spørge, om alle de terapeutiske tiltag måske altid kun vil være midlertidige lappeløsninger, hvis man samtidig er blevet oplært i og har fået hamret ind i hovedet, at man altid har været et fravælgeligt væsen. Hvor dybt kan det egentlig synke ind, at man er af uendelig værdi osv, hvis man samtidig har fået ørerne tudet fulde af, at man lige så godt kunne have været en abort, at man ikke har været værd at kæmpe for, at det kun var et tilfælde, at man ikke blev valgt fra?
Sådan en størrelse som et ”menneskesyn” er jo ikke kun en filosofisk konstruktion. Det afspejler, hvordan jeg ser på mig selv. Hvilken værdi jeg tillægger mig selv. Og hvilken værdi min omverden tillægger mig.
“Far, de vil til at slå os ihjel.”
Det er klart, at dette spørgsmål også er affødt af de store livssyns sammenbrud: De klart definerede værdier og livssyn, der engang kunne fortælle mig, hvem jeg er, er flydt ud i informationssamfundets og globaliseringens kaos.
Men er det i virkeligheden også affødt af evolutionismen? Hvis jeg har fået hamret ind som et dogme, at jeg i virkeligheden kun er et dyr, så kan jeg meget vel være vokset op i trygge, kærlige rammer, og alligevel være permanent usikker på, hvem jeg er!
Jeg husker, da vores ældste dreng Stefan, der var dværg, som stor dreng lå på gulvet og så tv-avisen sammen med mig, da der pludselig kom et indslag om endnu et videnskabeligt fremskridt: Man havde nu fundet det kromosom, der gav dværgvækst; der ville derfor sikkert om få år ikke blive født flere dværge.
Og jeg husker hans ansigt, da han bestyrtet vendte sig om mod mig og udbrød: ”Far, de vil til at slå os ihjel.”
“Prochoice?”
Ved en demonstration for fri abort viste en stolt kvinde sin flotte, gravide mave frem. På den var der skrevet med meget omhyggelig skrift: My baby is prochoice (Min baby er pro-valg, altså går ind for kvindens ret til at vælge abort. Billedet kan nemt googles).
Og min tanke var: – Nå, så det tror hun. Og hvorfra ved hun så, at hendes ufødte baby går ind for fri abort?
Hvis jeg forsøgte at lægge en gravid aborttilhænger den slags ord i munden, så ville jeg sandsynligvis blive hængt ud som ekstremist og skamskænder.
Men her er det ikke noget, jeg skyder hende i skoene. Hun påstår selv med rene ord; hun har malet det på sin mave – uden noget forbehold! – at hvis hun pludselig skulle fortryde, hvis hun pludselig ville vælge om, hvis hun fandt ud af, at hun alligevel ikke vil tage det bøvl og det ansvar, hvis hun alligevel hellere ville have det krævende job og den krævende karriere, end hun ville have sin baby, så ville hendes baby bakke hende op og sige: Jamen kom bare med knivene og sprøjterne. Bare slå mig ihjel; jeg vil sandelig ikke stå i vejen for din selvudfoldelse.
Hvem har ret til at leve?
Jeg kan faktisk godt forstå, hvordan fortvivlede, bange og ensomme piger kan vælge at få en abort. Jeg er ikke enig med dem; men min uenighed vil være meget lavmælt og lyttende, for jeg kan godt forstå dem.
Jeg kan faktisk til nød også forstå, hvordan folk, der ikke har babyer og graviditeter og fødsler på tæt hold, og som udelukkende forholder sig teoretisk og matematisk til det, kan have et inkonsekvent forhold til abort.
Men jeg kan ikke få ind i hovedet, hvad der får en vordende mor til stolt at proklamere, at sådan ser hun altså på sit barns ret til at leve.
Gad vide, om det vil være et foto, hun om ti år vil være stolt af at vise sin datter?
Jeg kan ikke se andet, end at her må et politisk program have været i stand til at dræbe et af de mest elementære instinkter i et menneske. Jeg har vanskeligt ved at se andet for mig, end at her er noget gået i stykker inden i denne smilende, stolte, selvpromoverende mor. Noget, hun tilsyneladende ikke engang selv er klar over, at hun har mistet.
