Kan man bevise Gud? – Nej!
Har argumenter om Guds eksistens så ingen betydning? – Jo!
Det er ikke så selvmodsigende, som det ser ud til. Faktisk er begge temaer meget, meget vigtige for kristendommen. Vi ser på dem et ad gangen:
1) Hvad vil det sige, at man ikke kan bevise Gud?
Man kan høre kristne sige meget ivrigt, at man ikke skal prøve at diskutere Gud, for tro har ikke noget med fornuft at gøre, og ingen kan alligevel fatte Gud.
Så enkelt er det ikke. Tro har også noget med fornuft at gøre. Der er mere fornuft i at tro på Gud end i ikke at tro på Gud! – Alligevel er der noget om, at man ikke kan bevise Gud:
a. Tro er ikke kun for de klogeste og mest logiske.
At være meget intelligent eller være meget logisk er ikke nogen fordel for troen! Og det er heller ikke nogen ulempe! Det kunne se kønt ud, hvis man skulle have en bestemt intelligenskvotient, eller skulle være specielt følelsesmæssigt skruet sammen for at kunne tro på kristendommen. Det ville være lige så tosset, som hvis man fx skulle være blond eller melankolsk eller sportslig for at være kristen!
Der er ingen, der får sværere ved at tro på Gud, fordi de ikke kan følge et filosofisk gudsbevis. Og samtidigt: Der er heller ingen, der får lettere ved det. Ingen skal fx bilde sig ind, at de har svært ved at tro på Gud, fordi de er alt for kloge eller for logiske til at tro. Til dem, der er gode til at tænke logisk og filosofisk, har kristendommen faktisk et helt læs gode logiske grunde til at tro på Gud. Og de, der er bange for, at de måske ikke kan finde ud af alt det svære i kristendommen, kan være sikre på, at den enkleste tro er fuldt tilstrækkelig til at modtage hele dens rigdom.
Så når det drejer sig om at tro på Gud, gør det altså hverken fra eller til, om man er i stand til at tænke klokkeklart eller fx mere er til oplevelser og intuition. Jesus skal nok møde hver enkelt af os, hvor vi er, og som vi er; og vi skal nok få nok at se til, uanset hvordan vi er indrettet!
b. Der findes ikke noget vandtæt bevis.
Der er virkelig mange gode, logiske grunde til at tro på Gud. Og nedenunder skal du få et par smagsprøver. Jeg tror faktisk, at der er så mange overbevisende indicier på Guds eksistens, at det virker mere ulogisk ikke at tro på ham.
Men der findes ikke noget vandtæt bevis af samme art som en matematisk bevisførelse. Vi kan ikke knibe Gud i armen. Vi har ingen DNA-profil på ham, han kan ikke måles i et laboratorium, og vi kan hverken se ham i et elektronmikroskop eller i Hubble-teleskopet. Der bliver ved med at være mange spørgsmål, så det giver også mening at blive ved med at diskutere dem. Det er bestemt sandsynliggjort, men dog ikke afgjort fx med samme sikkerhed, som at Jorden er rund.
c. Selv det bedste bevis siger meget lidt om Gud.
Én ting er fx at sandsynliggøre, at der må være en Skaber, fordi verden ikke kan være blevet til af sig selv. Noget ganske andet er det at vide noget konkret om denne Skaber! At han er der, siger ikke noget om, hvorvidt han er god eller ond, om han er almægtig eller begrænset, om han hedder Jupiter eller Jahve. Faktisk ved vi intet om det vigtigste, hvis vi bare argumenterer os frem!
(Det vil dog sige: Et af de mest centrale gudsbeviser siger i sig selv også en masse mere om Gud, end at han findes! – nemlig det gudsbevis, der hedder Jesus af Nazaret. Det kommer vi tilbage til).
d. Viden er ikke det samme som tro.
Det kan lade sig gøre at vide alt det vigtigste om Gud, incl hans væsen, hans frelse, hans kærlighed, hans Ord, hans Søn osv – og alligevel ikke tro på ham! For tro har at gøre med tillid (Hebr 11:1), og det har at gøre med at komme til ham (Joh 6:37). Tro er en personlig relation til et andet Jeg, ikke en teoretisk viden. Selv dæmonerne "tror" på Gud, men har selvfølgelig ikke barnets tillid til Gud (Jak 2:19).
e. Vi er ikke så sandhedskærlige, som vi tror.
Vi mener selvfølgelig helst om os selv, at vi gerne vil kende sandheden og tro på sandheden, uanset om den passer os eller ej. Men det er desværre ikke rigtigt. Mennesker elsker mørket mere end lyset (Joh 3:19); vi er født som fjender af Gud (Rom 8:7). Og derfor kan vi opleve (både hos os selv og hos andre), at uanset hvor indlysende dit eller dat er lagt frem for os, så tror vi kun på det, der passer os.
Så på den måde er det meget rigtigt, at man ikke kan bevise Gud! Men lige så rigtigt og vigtigt er det næste:
2) Hvad skal vi så med argumenter for Gud?
Kan det ikke være ligemeget, hvis vi alligevel ikke kan bevise Gud vandtæt, og hvis vi alligevel ikke er så vilde med sandheden, så det gør noget? – Nej:
a. Argumenter kan måske ikke føre os til tro. Men de kan godt føre os ud af vantroen.
Gode argumenter kan i det mindste bryde vores falske forestillinger ned. De river vores indbildte støtter omkuld. Det kan godt være, at de ikke kan finde ud af at lede os til tro. Men de kan føre os ind i et vacuum – stille os i et tomrum, hvor vi hverken kan finde ud af at tro eller tvivle ordentligt. Derfra må vi så vælge, om vi vil komme til ham, eller vi ikke vil.
b. Argumenter kan fjerne nogle unødvendige vanskeligheder.
Selv om logik og gode argumenter ikke er en vej til Gud, så kan de rive nogle af de falske barrierer op, vi har stillet op mellem Gud og os. Når så efterhånden vore indvendinger (eller de fleste af dem) er sluppet op, og vi ikke har flere grunde til at være skeptiske og vantro – nej, så stormer vi ikke glade og lettede hen til Gud! For tilbage står stadig den største barriere af dem alle: vores medfødte modvilje imod ham. At vi elsker mørket mere end lyset.
Men at få revet de falske barrierer ned, så vi kan se den sidste, den egentlige vanskelighed klokkeklart og tydeligt, er på den anden side heller ikke så tosset. Så ved vi, hvad vi har at gøre med.
c. Argumenter kan svare på nogle af vores spørgsmål.
Gode argumenter kan altså blive til svar på nogle af vores indvendinger imod kristendommen. Vores fornuft (og vores bøger og vores lærere og vores TV) stiller en række gode spørgsmål til den kristne tro. Og nogle af dem kan den faktisk svare på!
Det er ganske vist ikke særlig politisk korrekt nu om stunder at blande fornuft ind i kristendommen. Nogle synes vistnok, at jo mere ulogisk troen er, jo frommere er den. Og det virker på dem som dårlig smag, næsten blasfemisk, at man diskturerer logik og argumenter.
Men fornuft er lige så vigtig en del af vores væsen, som vores følelser og vores vilje er. Den har krav på at blive taget alvorligt. Og det bliver den ikke, hvis man fx besvarer fornuftsindvendinger imod kristendommen med følelsesmæssige appeller eller bebrejdelser. Fornuftsspørgsmål skal besvares med fornuftssvar, så langt som vi overhovedet er i stand til at give dem. Så må følelserne og viljen have de svar, de kan bruge til noget. Så langt som vi kan give dem.
3) Hvad er argumenterne for Guds eksistens?
Der findes en række meget filosofiske "gudsbeviser". Dem vil vi imidlertid ikke tage op her; de kræver meget plads, og de kræver enten stor forhåndsviden eller også en bedre pædagog end undertegnede. Desuden må jeg tilstå, at de ikke altid har virket fantastisk overbevisende på mig.
Så vi tager et par af de mere praktiske "gudsbeviser":
a. Hvor stammer universet fra?
Populære udgivelser og udsendelser og fysiklærere går ud fra, at mysteriet om universets tilblivelse er løst med teorien om Big Bang. Det er ikke så tit, vi får åbent at vide, at det univers, vi faktisk lever i, med dets elementarpartikler og fysiske love, er rent usandsynligt. Allerede tilblivelsen af tid, stof og stråling ud af ingenting, har ingen kunnet komme med noget bud på. Og at alt dette af sig selv, tilfældigt, endda skulle opstå i så perfekt en balance, at der kunne blive et funktionsdygtigt univers til, er så usandsynligt, at det af bl.a. astrofysikeren Trin Xuan Thuan er blevet sammenlignet med en golfspiller, der står på Jorden og slår hole-in-one i et hul på Mars.
Et par eksempler til den mere videnskabeligt interesserede (de er formuleret af den legendariske fysiker Stephen Hawking, der selv tror på et Big Bang):
- Var forholdet mellem neutronens, protonens og elektronens masse ikke blevet præcist, som det er, ville de forskellige grundstoffers atomer være en umulighed.
- Var protonens masse blevet lidt anderledes, ville stjerner ikke kunne opstå.
- Hvis universets oprindelige udvidelseshastighed efter Big Bang var bare lidt større eller lidt mindre, end den blev, ville enten stjernene aldrig kunne være dannet, eller universet ville være faldet sammen igen, inden de kunne nå at dannes.
- Hvis universets tæthed bare ét sekund efter Big Bang havde været en billiontedel større, ville universet være faldet sammen igen efter ti år; hvis den havde været en billiontedel mindre, ville universet have været stort set tomt efter de første ti år. At det skulle have ramt så usandsynlig en balance fra starten, er fuldstændig ubegribeligt.
Stephen Hawking siger ligefrem selv:
“Det ser faktisk ud til, at hverken begyndelsesbetingelserne eller teoriens parametre er vilkårlige, men at de på en eller anden måde er blevet valgt og udset med stor omhu”.
Men da han ikke kan få sig selv til at overveje, om det måske var en Skaber, der havde "valgt og udset" disse begyndelsesbetingelser, gætter han i stedet på en uendelighed af Big Bangs, en ubegrænset mængde af universer, hvoraf så for katten da i det mindste ét måtte kunne blive funktionsdygtigt …
Der er selvfølgelig ingen videnskabsmænd, der prøver på at bevise, hvordan universet er blevet til; det lader sig ikke gøre. Det, mange ikke er klar over, er: De kan faktisk ikke engang formulere et sammenhængende forslag til, hvordan det skulle være gået til! Deres eneste argument er: Universet findes jo faktisk; så det må jo alligevel være gået til på en eller anden måde …
Men hvis man skal gå efter, hvad der er mest logisk og sandsynligt, så er det nok: at Universet er blevet designet af en, der vidste, hvad han havde med at gøre. Tror man hellere på, at det er blevet til af sig selv, så er det, fordi man (af helt andre grunde) har valgt at forkaste den mest sammenhængende forklaring.
Det betyder selvfølgelig ikke, at folk, der fravælger den forklaring, er dummere. Man kan have meget stærke andre grunde til at forkaste tanken om en Gud: Man er måske dybt skuffet over de kristne; man kan være vred på en Gud, der ikke hører ens bøn, eller på en Gud, der tillader så megen vold og nød i verden; eller man kan ikke leve med troen på en evig fortabelse osv. Alle disse grunde skal også tages alvorligt, og de kræver deres egne svar. Pointen her og nu er blot: Den fordom, at det er mest logisk at tvivle på en Skaber, mens det er naivt og godtroende at tro på ham, holder ikke en meter!
b. Hvor stammer livet fra?
Egentlig var det ikke så mærkeligt, at man for over 100 år siden troede, at liv kunne opstå af sig selv. For man havde nogle meget enkle forestillinger om den levende celle. Man kunne godt forestille sig, at lidt skum i en kemisk suppe kunne blive til "enkle" celler, for man anede intet om DNA og RNA og alle de andre usandsynligt komplicerede bestanddele og processer i selv den enkleste celle.
I dag er der faktisk ingen, der prøver på bare at komme med forslag til, hvordan det skulle blive til af sig selv. For husk på: Så længe cellen ikke er fuldt færdig og funktionsdygtig, kan den ganske enkelt ikke "udvikle sig". Den dør i løbet af få minutter. Den skal være komplet og fuldt udviklet fra første øjeblik for at kunne optage næring, udskille affaldsstoffer, duplikere sine egne bestanddele og dele sig osv osv. Og uanset hvor gunstige startbetingelser man måtte udtænke, kan stof, tid og tilfældighed altså ikke sammensætte sådan en biomaskine! Ikke, når der endnu ingen "udviklings"-styrende mekanismer er til stede. Det var lettere at forestille sig, at min pc var opstået af sig selv ved en bombeeksplosion i Silicon Valley …
Har du forøvrigt lagt mærke til, at der sommetider popper en løjerlig alternativ forklaring op? I visse artikler og romaner (og fx i den fede film Mission to Mars) erkendes det, at livet jo faktisk ikke kan opstå på den måde! Men så er det måske kommet ude fra rummet? … – som om den forklaring løser noget som helst; den gør jo ikke andet end at flytte samme uløselige problem ud i rummet!
c. Hvordan udviklede livet sig?
En enkelt celle gør det ikke! Selv om den så skulle være blevet til pr tilfælde, så skal den jo på et tidspunkt holde op med bare at dele sig og dele sig; den skal begynde at udvikles – til flercellede dyr, til højerestående liv, til fisk, krybdyr, pattedyr og hele molevitten.
Men hvordan? "Den stærkestes overlevelse" kan da forklare mange mikro-udviklinger: at en art bliver bedre rustet til at klare sig i kampen for tilværelsen. Men så snart der skal opstå makro-udviklinger: nye organer (øjne! – blodomløb! – lever! – kirtler! – livmoder!), nye instinkter, nye arter osv, så kommer selv den stærkeste til kort.
Et eksempel: Som helt ung (og evolutions-troende) læste jeg en populær gennemgang af evolutionshistorien og om dinosaurer. Vældig spændende for en stor knægt. Mod slutningen stod der noget i retning af: "Det var omkring dette tidspunkt, de første bittesmå pattedyr begyndte at vise sig" – og jeg husker, hvordan jeg studsede: Det måtte jo være rigtigt … men hvordan i alvideste verden forestillede de sig, at noget så revolutionerende som pattedyr bare skulle "vise sig"?! Var de krøbet fuldt færdige ud af et dinosuaræg? – som komplette sæt af fuldt færdige og funktionsdygtige mutationer (og forresten med en han og en hun i samme udgave og samme øjeblik og samme område osv)? Eller skulle de være udviklet langsomt over årmillioner (med kvart-, halv– og trekvartfærdige udgaver af fx moderkagen: uanvendelige, men alligevel stadigt udviklende sig over hundredvis af generationer)?! Eller troede forfatterne måske, at de havde løst problemet ved at skrive "bittesmå" pattedyr …
Læs mere på http://www.kristen.dk/origo/
Jeg påstår selvfølgelig ikke, at skabelsestro og gudstro kan svare på alting. Jeg siger bare, at alternativet: at der ikke er nogen Skaber, efterlader os med mindst lige så mange / langt flere (man kan selv vælge) halve svar. Alligevel stiller mange sig tilfreds med ateismens halve og kvarte svar …
4. Hvem var Jesus egentlig?
Det her er mit yndlings-"gudsbevis". For det første er det et af de mest overbevisende. For det andet siger det ikke blot, at Gud findes. Det siger også alt det afgørende om, hvem han er! Og for det tredje er det noget mere personligt og nærværende end filosofi og naturvidenskab.
Der kan være mange grunde til ikke at tro på nogen Gud. Man kan synes, at det er et uvidenskabeligt og primitivt verdensbillede; man kan mene, at Gud er for tavs og for ligeglad; man kan tænke, at religionerne er for uenige (eller for ens!), og at fortabelsen er vanvittigt urimelig osv. Det er altsammen væsentligt – men Jesus af Nazaret kan det være nærmest umuligt at komme udenom! Der skal i hvert fald en stærk tro til at bortforklare ham …
Det sker, at man taler med mennesker (både kristne og ikke-kristne), som synes, det er forfærdelig svært at "tro", og de ved ikke, om de overhovedet kan regne sig selv for at være "troende". Men hvis man så (lidt drillende, hvis samtalen er i dét hjørne) spørger: "Nåeh, hvad er da din alternative forklaring på Jesus af Nazaret?", så kigger de på én, som om man er gået fuldstændig til frokost. For "forklaringer" har vel ikke noget med tro at gøre?
Jo, det kan de have. Det, der gør mig til kristen, er ikke, hvad jeg kan regne mig selv for. Det, der gør mig til kristen, er, hvad jeg regner Jesus af Nazaret for. Hvis jeg regner ham for at være Guds søn, og hvis jeg kommer til ham, så er jeg kristen. Uanset, hvor "troende" jeg føler mig.
Spørgsmålet om kristendommen er et historisk spørgsmål, længe før det bliver et personligt spørgsmål …
a. Jesus har levet.
Der var ganske vist en periode for 100-150 år siden, hvor nogle skeptikere prøvede at foreslå, at Jesus måske aldrig har eksisteret – at han er en myte eller en sagnfigur på linje med Jupiter eller Jason. Argumentet var bl.a., at der jo er flere lignende figurer i andre religioner – Odin lod sig hænge i et træ; Herkules var en mellemting mellem en gud og et menneske; Dionysos tog til dødsriget og tilbage igen; den babyloniske gud Tammuz døde og opstod osv. Så er det jo nærliggende: Når noget lignende siges om Jesus, må han vel være en sagnfigur som de andre.
Men der er næppe mange i dag, der vil påstå, at Jesus aldrig har eksisteret. I dag ved fx også skeptikerne udmærket, at evangelierne i det Nye Testamente blev skrevet, mens øjenvidner stadig levede! For 100-150 år siden var de tidligste afskrifter af NT, man kendte til, flere hundrede år yngre end de originale tekster; men i dag kender vi afskrifter, der kun er få årtier yngre!
Man kunne lettere slippe afsted med at påstå, at Cæsar aldrig har eksisteret. For Jesus er helt anderledes end de mange sagnfigurer: Hans scene er ikke en mytologisk gudeverden, men en lille romersk lydstat i Mellemøsten; han lever ikke i en fjern urtid, men på Augustus’ og Tiberius’ tid; hans liv og død foregår ikke bare i fjerne landsbyer eller fjerne ørkener, men delvist midt i en lille snoldet hovedstad.
Da Paulus blev forhørt af kong Agrippa (ApGern 25-26), sagde han bl.a.:
“Kongen er jo bekendt med dette, så jeg taler frimodigt til ham. Jeg tror nemlig ikke, at noget af det kan være undgået hans opmærksomhed. Det er jo ikke sket i en afkrog”. Paulus
Det Nye Testamente påstår, at det er sket inden for øjenvidners levetid. Det påstås at have sat byen og myndighederne på den anden ende, det påstås at have udløst alternative rygter om opstandelsen, "som er i omløb blandt jøderne den dag i dag", det påstås at have udløst en masseomvendelse i samme mindre hovedstad få uger efter. Altsammen påstande, der ville være dybt godnat, hvis skeptikere med den ene hånd på ryggen bare kunne grine det hele væk, fordi "jeg / min far / min tante har boet i Jerusalem hele livet; der er jo ikke sket en pind af den slags".
Skulle evangelisterne opfinde hele Jesusbiografien from scratch, ville de nok lettere slippe godt fra det ved at henlægge hele molevitten til en fjern egn, en fjern fortid eller noget andet sikkert. For skal man hævde, at Jesus aldrig har levet, er man på det nærmeste nødt til at hævde, at kong Herodes, kong Agrippa, Pilatus, samtlige apostle, ypperstepræsterne, Gamaliel osv aldrig har levet – og at Paulus ikke skrev sine breve, at der ikke var nogen kristen menighed i Jerusalem det første århundrede osv. Man er nødt til at hævde, at Hebræerbrevet er skrevet længe efter år 70 (selv om brevet helt indlysende forudsætter, at templet står intakt). Osv osv.
b. Jesus af Nazaret var Guds søn.
– Dét kan man da ikke begrunde! Er det ikke bare en påstand?!
Jo, det er det da. Sådan da. Det er ganske vist en påstand; men det er til gengæld en påstand, der kun indeholder to muligheder: Enten er den sand – eller også er Jesus splittergal!
Aftenen før Jesu død sagde disciplen Filip til ham: "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os." Og det kommer vel at mærke ikke fra en hindu, for hvem Gud er i alle og er ét med alt, eller fra en mystiker, der gerne vil have en religiøs oplevelse. Det kommer fra en jøde! – dvs fra en, for hvem Gud er så ophøjet og så frygtelig, at han knap tør udtale hans navn. Og Filip ville aldrig kunne møde ham ansigt til ansigt uden at gå til grunde. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er Jesu svar: "Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?"
For Jesus taler igen ikke som den østlige guru, der mener at være Gud i den forstand, alle kan være Gud. Han taler som jøde til jøder – og påstår altså, aftenen før han skal dø, at han er identisk med den Skaber, der har skabt Himmelen og Jorden, og som ingen kan se uden at gå til grunde.
Det er ikke let for vor tid at indstille sig på, at den i kristendommen står over for en religion, der bygger på historiske kilder: tekster fra Jesu egen samtid, skildrende en Gud, der ikke har handlet i mytiske scenarier i en hinsidig gudeverden, men har gået rundt på mellemøstlige landeveje – ikke som endnu en lærer om Gud, dem har der været tusinder af, men som en godt trediveårig tømrer, der påstår at være Gud selv.
Hvor horribel denne påstand har været, illustreres bedst af hans modstandere. Da han siger i al offentlighed: Jeg og Faderen, vi er ét, "samlede jøderne sten op for at stene ham" – dødsstraffen for gudsbespottelse! På et tidspunkt siger han til skarerne, at "Jeg er, før Abraham blev født" (hvorved han ikke blot påstår, at han er fra evighed, men endog bruger Guds eget navn om sig selv: Jeg Er); og igen vil de slå ham ihjel.
Det er på denne baggrund, man begynder at forstå, hvor rystende det har været for tvivleren Thomas (der efter Jesu opstandelse først ikke ville tro, at han virkelig var blevet levende igen) at udbryde, da han endelig ser ham: "Min Herre og min Gud." Havde han været en nyreligiøs holist, var det måske ikke så rystende; men i en jødes mund er det chokerende ud over alle grænser: Du mand, der ligner os andre, og som vi har fulgtes med i tre år, og som vi har set blive træt og græde og spise og snakke, og som vi så blive pisket og tornekronet og korsfæstet og dræbt – du er min Gud. Du er Universets Konge, du er Himmelens og Jordens Skaber!
Det er sommetider dem, der har tvivlet bedst, der kommer til at tro bedst.
Det giver sig selv, at Ny Testamente dermed er én lang påstand. Dens påstande om Jesu guddommelige natur kan aldrig i sig selv udgøre noget argument. Men man må gøre sig klart, af hvilken rækkevidde denne påstand så også er:
Enten er Jesus virkelig helt og holdent den, han påstår at være. Eller også er han splittergal. Noget tredje gives ikke. Det er det valg, Jesu selvforståelse stiller enhver af os over for. Over for en selvforståelse som denne giver det ingen mening at hylde Jesus for religiøs genialitet og original lære, og så i forbifarten lige tilføje: – Så er der ganske vist den detalje, at han påstår at være ét med Gud selv; det er nok lige i overkanten, jeg regner ham blot for en vismand, et forbillede, en inspirator eller andet respektabelt …
Nej, enten er han Guds søn, Gud selv i menneskeskikkelse, præcis som han hævdede det. Eller også er han grænsepsykotisk eller skizofren på linje med de indespærrede, der tror, at de er Napoleon eller Jesus selv. – Det er da muligt, at Jesus var gal. Rent logisk. Til gengæld er det også den eneste anden mulighed, medmindre jeg vil bøje mig for ham og sige: Min Herre og min Gud.
Og tyder Jesu visdom og undervisning på, at han er splittergal? Skal man ikke stå ret tidligt op for at erklære ham for grænsepsykotisk?
Engang havde jeg en religionstime på et seminarium. Jeg var blevet bestilt til at sige noget om "Kristus‑myten"; og jeg fremlagde så dette argument: at Jesu påstande om sin egen guddommelighed var så dramatiske og dristige, at de sprængte enhver anstændighed; der var faktisk kun to muligheder – enten var Jesus fuldstændig sindssyg, ellers også var det virkelig sandt! Klassen var selvfølgelig ikke meget for at erklære Jesus for sindssyg (de havde også kort forinden hyldet hans religiøse genialitet). Men en kvik elev fandt på en tredie udvej: Der var da også den mulighed, at Jesus var en kynisk svindler; han havde fundet ud af, at det gav bonus at påstå, at han var Guds søn! – Naturligvis påpegede jeg, at det næppe gav mening at lade sig korsfæste for noget, man selv vidste var et svindelnummer; men eleven var ikke tabt bag af en vogn: "Der skete da ikke noget ved at lade sig korsfæste; han vidste jo, han ville stå op tre dage efter" …
c. Jesus opstod fra de døde.
Kristendommen står og falder med dette: Gik Jesus ud af graven, opstanden og udødelig? Eller var det et hysterisk rygte? Ligger hans skelet endnu og smuldrer i sin grav i Jerusalem?
Kristentroen kan angribes på mange punkter. Men dens store enten-eller er dette: Opstod Jesus af Nazaret i stedet for at blive pænt liggende som et ordentligt lig? – Ret beset er det nemlig fløjtende ligegyldigt, hvor megen livskvalitet eller livsglæde, man kan få ud af at være kristen; hvis Jesu lig stadig ligger i sin grav, lever den kristne på en løgn.
Og omvendt: Det er fløjtende ligegyldigt, hvor let eller svært kristendommen kan have ved at besvare alle kritikkens indvendinger; hvis han opstod fra de døde, så er han Gud. Så er han Vejen, Sandheden og Livet. Og så tager kritikken fejl. Så lever skeptikeren på en løgn.
Og det er vel at mærke "opstandelse" i den allermest primitive, rå og kropslige betydning: Manden var blevet gennemboret af nagler og spyd og gennemrystet af kramper og udmattelse. Han døde simpelt hen af smerter og kvælning. Liget lå fra fredag til søndag morgen i en klippegrav; åndedrættet var standset, hjertet gået i stå, hjernen død; kroppen var en overgang stiv som et bræt. Forrådnelsen var så småt begyndt. Men pludselig begynder han at ånde, hjertet begynder at slå; han rejser sig op og går ud af graven og kan aldrig mere dø. Derefter viser han sig for den ene forsamling efter den anden. De genkender ham som den, der var blevet dræbt få dage forinden. Til sidst farer han op til Himmelen og lever nu hos sin Fader.
Dette er, hvad påstanden om opstandelsen går ud på. Der er ikke noget symbolsk eller billedligt ved den. Den påstår at være lige så historisk og bogstavelig som mordet på Cæsar.
Hvorfor er det næsten aldrig her, kristendommen angribes? Om så vi kunne bevise Bibelens pålidelighed fra ende til anden, om så vi kunne bevise Guds eksistens og undernes realitet, om så vi kunne bevise troens uovertrufne terapeutiske virkning osv, så er det altsammen til grin, hvis Jesus ikke opstod. Så det ville da være genialt at afsløre, at påstanden om opstandelsen ikke holder … – men det er der næsten ingen skeptikere, der forsøger på at begrunde!
“Så kom Peter og den anden discipel [Johannes] og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde.”
Dette er en øjenvidneberetning. – Johannes beskriver ikke bare det mærkelige syn af en tom grav. Han fremhæver præcis den detalje, der overbeviser ham: Liget var ikke bare blevet fjernet med ligklæder og det hele; linnedklæderne, der havde været rullet om liget og smurt ind i næsten 30 kg salve, lå stadig på deres plads. Som om de bare var blevet liggende tilbage, efter at Jesus havde rejst sig op.
Hvad skete der egentlig med liget af Jesus af Nazaret? – Det skete jo ikke i en afkrog. Det skete midt i en mindre hovedstad, i al offentlighed og midt i den jødiske påskefest. Bare en detalje: Mattæus-evangeliet (hvis målgruppe er skeptiske jøder!) henviser til rygtet om, at Jesu disciple stjal hans lig, mens vagterne sov – og føjer til: "Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag"! Det giver sig selv, at Mattæus aldrig ville slippe godt fra at påstå dette over for en målgruppe, der hovedrystende kunne indvende, at dét rygte har de virkelig aldrig hørt om (for slet ikke at tale om, at de aldrig skulle have hørt om nogen "Jesus", der skulle have sat Jerusalem på den anden ende og være henrettet offentligt det og det år!) …
Der er kun to muligheder – der begge er umulige: Enten fjernede disciplene liget, eller også fjernede fjenderne det (her ser vi bort fra de endnu mere håbløse forslag, som at disciplene tog fejl af graven, eller at Jesus havde lært en teknik, der hensatte ham i en tilstand af skindød!).
Hvis fjenderne havde fjernet liget, ville der næppe være gået mange dage (hvor rygtet om opstandelsen lavede endnu større ballade end hans død), før de skyndte sig at afsløre, at de skam stadig havde liget. Eller i det mindste at det var dem, der havde fjernet det; han var skam ikke spor opstanden. Men fjenderne (romerne og jødernes ledere) vidste ikke, hvor det var!
Og hvis disciplene havde fjernet liget, ville de næppe gå til verdens ende, udstå forfølgelse og pinefuld henrettelse for at hævde en opstandelse, de selv vidste var fup.
Desuden mødte de ham lyslevende. – Og var det så ikke kun ønsketænkning og hallucinationer? Nej; sådan fungerer hallucinationer bare ikke. De havde ikke det desperate håb på forhånd, som kunne føde sådan et selvbedrag. Og møderne med Jesus udviser ingen af de karakteristika, der normalt kendetegner tvangsforestillinger. Dertil kommer igen, at fjenderne naturligvis ville skynde sig at lægge liget på lit de parade, så snart de hørte, at de skøre disciple var begyndt at fable om, at gudsbespotteren var begyndt at gå levende rundt igen!
Nej, det er ikke så let at forklare opstandelsesberetningerne på anden vis end den enkleste: at han faktisk opstod. Og at han dermed virkelig var den, han påstod at være: Gud selv.
5. Jesus viser mig, hvem Gud er.
Hvis det er rigtigt, at Jesus virkelig var alt det, han sagde om sig selv, så ved jeg pludselig en hel masse mere om Gud, end bare at han findes: Jeg ved, at han er Jesu Kristi far. Jeg ved, at han er sådan, som Jesus siger, han er. Jeg ved, at han har talt troværdigt gennem Bibelens forfattere (for det siger Jesus, at han har). Jeg ved, at han elsker mig. For det kan jeg se i Jesu Kristi person, at han gør. Også, selv om der er så meget, der ser ud til at modsige det.
Hvis Guds søn siger, at denne usynlige Gud i Himmelen elsker mig, og at han er levende tilstede i verden og i mit liv, så kan jeg godt tro på det!
