Publisert

Når der ikke lades sten på sten tilbage af det bibelske Israel Er GTs tekst historisk pålitelig? Ja, veldig!


Ca leselengde:
13 min

Løven, heksen og garderobeskabet

Det bibelske Israel er et litterært monster i en fantasiverden på linie med Narnia. Så bastant udtaler de to danske professorer i Gammel Testamente Niels Peter Lemche og Thomas L. Thompson sig om den historiske troværdighed af Gammel Testamente. Og skal man tage disse påstande for pålydende, så smuldrer fundamentet under det gamle Israel altså i øjeblikket mellem fingrene på arkæologer og bibelforskere.

Med vidtrækkende konsekvenser ikke bare for vores syn på det gamle Israels historie, men også for de politiske og religiøse ‘overbygninger’ på det bibelske Israel, som staten Israel og den kristne læsning af Gammel Testamente er et udtryk for. I nærværende artikel skal vi se lidt nærmere på hvad en sådan minimalistisk eller skeptisk læsning af Gammel Testamente bygger på, og hvilke konsekvenser den har for den almindelige bibellæser, hvis ikke den bliver imødegået.

Først en kort præsentation af den såkaldte Københavnerskole, som ovennævnte to professorer, har lagt navn til.

Fra en historikers synspunkt

Med den hellige historievidenskab i ryggen burde sagen vel være afgjort. For det er netop med henvisning til historievidenskaben, der argumenteres for en sådan skeptisk holdning til Gammel Testamentes historiske troværdighed. Men graver man i skeptikernes eget fundament, viser det sig hurtigt, at det er hér slaget om Gammel Testamentes pålidelighed skal stå.

Det, som gør københavnerskole til skole, er nemlig dens syn på de gammeltestamentlige teksters historiske kildeværdi, hvor teksterne først og fremmest anses for at være kilder til den tid, de stammer fra. Eftersom de ældste hebraiske og græske bibelhåndskrifter skal dateres til det andet århundrede før Kristus kan Københavnerskolen med en vis ret hævde, at de gammeltestamentlige tekster er fra hellenistisk tid (332-27 f.Kr.).

Det springende punkt er imidlertid, om de tillige er at betragte som afskrifter af langt tidligere originaler og dermed pålidelige kilder til de langt tidligere begivenheder de angiveligt beskriver. Hér pålægges teksterne af minimalisterne en slags omvendt bevisbyrde, hvor de er skyldige i historisk utroværdighed indtil det modsatte er bevist. En nedvurdering, der i praksis betyder, at vi kun kan stole på de ‘historiske’ oplysninger i Gammel Testamente, hvis de kan bekræftes eksplicit og utvetydigt af samtidige, arkæologiske kilder.

Og skeptikerne er uhyre konsekvente: Eftersom nordriget Israel først nævnes i de ikke-bibelske, arkæologiske kilder i.f.m. assyrerkongen Salmaneser III’s slag mod bl.a. Israels kong Akab i 853 f.Kr., så vægrer minimalisterne sig ved at tale om et Israel før dette tidspunkt. Endnu værre står det til med sydriget Juda, der først er eksplicit bevidnet i en reference til Juda’s kong Akaz i en inskription fra assyrerkongen Tiglath-pileser III’s tid (ca. 732 f.Kr.).

Al tale om et forenet kongerige under David og Salomo bør derfor ifølge minimalisterne forstumme, og den del af den bibelske israelshistorie, der ligger før ovennævnte bevidnelser, må følgelig betragtes som fantasier, der er blevet til på et langt senere tidspunkt af ideologiske, politiske eller religiøse grunde.

Dobbelte standarder

Nu kan der ikke herske tvivl om, at de gammeltestamentlige tekster har indgået i den politiske diskussion i Palæstina på f.eks. makkabæertiden i det 2. årh. f.Kr. Ej heller, at vi først og fremmest har at gøre med religiøse tekster, hvor guddommelig indgriben spiller en reel rolle. Men skal spørgsmålet om, hvorvidt de tillige er pålidelig historieskrivning besvares, må svaret hentes i den moderne historievidenskab, så der ikke indføres dobbelte standarder, én for Biblen og en anden for alle andre tekster.

Vurderingen af Gammel Testamente som historisk kilde må altså med andre ord foregå på samme måde, som historikere indenfor f.eks. egyptologien og assyriologien behandler deres kilder på. Og skeler vi til disse områder, tages der nok forbehold for de religiøse eller politiske motiver – propagandaen, om man vil – som præger teksterne, men grundlæggende betragtes teksterne som uskyldige i historieforfalskning indtil det modsatte er bevist.

Og underkastes teksterne en analyse ved hjælp af en sådan opdateret, historievidenskabelig tilgang til teksterne, så er det helt anderledes åbne og nuancerede spørgsmål, der stilles, end dem, skeptikerne stiller.

En kopi er en kopi er en kopi

Minimalisterne har selvfølgelig ret i, at det udgør et problem, at vi ikke har de originale bibeltekster, men kun en række sene, overleverede kopier. Men i stedet for i udgangspunktet at afvise disse tekster som pålidelige kilder, så stiller den moderne historievidenskab en række afklarende spørgsmål til teksterne.

Når en kilde giver sig ud for at være en kopi af en betydeligt ældre original, så er et af de afgørende spørgsmål om det er sandsynligt, at den er blevet overleveret gennem så mange århundreder, og i givet fald hvor nøjagtigt den er blevet overleveret eller kopieret. Eller for at blive lidt konkret, når Kongebøgerne i Gammel Testamente beretter, at kong Salomo byggede et tempel til Herren, er det så sandsynligt, at en skriver i det 1. århundrede f. Kr. havde adgang til en pålidelig beretning om dette byggeri? Vi taler trods alt om en begivenhed, som ligger omkring 800 år tilbage i tiden i forhold til det ældste eksisterende manuskript?

For at besvare spørgsmålet, må man nødvendigvis overveje en lang række forhold. Men skeler vi til hvordan andre værker fra den samme periode i den samme kulturkreds er blevet overleveret, viser det sig hurtigt, at hvis vi overhovedet skal anse nogen håndskrifter fra denne periode for at være pålidelige kopier af originalen, så må det i hvert fald omfatte de bibelske skrifter.

Der er relativt mange eksempler fra oldtiden på skrifter med samme tidspand mellem tidspunktet for den antagede tilblivelse af originalen og den ældste eksisterende kopi. Og mens der i mange tilfælde er ganske få eksisterende kopier af andre skrifter, så skiller både de gammeltestamentlige skrifter og de nytestamentlige skrifter sig ud ved at foreligge i et stort antal kopier.

Ser vi dernæst på dateringen af kopierne, så kunne man jo forvente, at der over en periode på omkring 1000 år ville være sket store fejl i kopieringen, så at der var stor forskel på de forskellige afskrifter.

Tager vi f.eks. Shakespeares forfatterskab, så er der i forskellige kopier af hans 37 værker hundredvis af variable læsninger, som stadig diskuteres indædt af historikere og litterærkritikere med hang til Shakespeare. Da man fandt en fuldstændig kopi af Esajas’ Bog blandt Dødehavsrullerne  - og dermed fik en kopi, som var 1000 år ældre end den hidtil ældste kopi – var mange overbevist om, at et lignende antal alternative læsninger, ville komme for dagen, og at man dermed kunne mane al tale om en pålidelig eller ‘kanonisk’ bibeltekst i jorden. Også her er det imidlertid slående, hvor få ‘varianter’ der i virkeligheden er.

Efter omhyggelige sproglige analyser har det nemlig vist sig, at over en kopieringsperiode på næsten 1000 år, så er over 95% af teksten i overensstemmelse med den tidligste kopi. Dertil kommer, at de sidste 5% mestendels består af ord, der er stavet forskelligt, åbenlyse skrivefejl eller andre forskelle, som ikke har med selve indholdet at gøre.

I parentes bemærket kan vi nævne, at det tilsvarende tal for Ny Testamentes vedkommende er ikke mindre end 99,5%, mens tallet for Homers Illiade er 95%. Ser vi derfor på antallet af manuskripter, dateringen af manuskripter og antallet af variable læsninger, er både Gammel Testamente og Ny Testamente blevet overleveret med en nøjagtighed, som er uden sidestykke for den pågældende periode.

Hvis vi dernæst kigger på hvilken type information, vi har overleveret i Kongebøgerne, så finder vi et måske endnu stærkere argument for, at overleveringen er pålidelig. Studier af både mundtlig og skriftlig overlevering blandt Israels nabofolk i den gamle Orient har nemlig vist, at når det drejer sig om det, vi kunne kalde identitetsrelateret viden, så var man meget omhyggelige med ikke at forvanske informationerne. Informationer, der betød noget for ens selvforståelse, værnede man om!

I det gamle Mesopotamien finder vi således en litterær kanon med tekster, der blev overleveret næsten uden variationer gennem mere end 1000 år. Når det gælder mundlig overlevering i den gamle Orient har vi af indlysende grunde ikke adgang til den idag, men eftersom studier i mundtlig overlevering i moderne, analfabetiske stammesamfund – f.eks. blandt Balqa-bedouiner i Jordandalen – har vist, at man er i stand til pålideligt at huske informationer op til 13 generationer tilbage, så må den samme vilje og evne til at huske slægstavler, begivenheder m.m., som var af stor betydning for selvforståelsen, i endnu højere grad have været til stede i det gamle Israel.

Lakmusprøven                                   

Når det er sandsynliggjort, at f.eks. Kongebøgerne indeholder pålideligt overleverede historiske informationer, så er det tid til at udsætte dem for historikerens ultimative lakmusprøve: Indeholder teksterne anakronismer i forhold til den tid og de begivenheder, de beretter om, eller falder oplysningerne i tråd med det, vi i øvrigt ved om denne tid og disse begivenheder? Også hér består teksterne prøven!

For det første optræder både de egyptiske og mesopotamiske konger i præcis den rækkefølge og i den tid, som vi véd fra andre kilder, de skal placeres i. For det andet kan det påvises, at de assyriske kongers navne er stavet på præcis den måde, de blev stavet på i deres egen samtid.

Pointen er her, at en forfatter i det 2. århundrede f.Kr. ikke ville have en kinamands chance for at vide, hvordan disse kongers navne skulle staves på en assyrisk dialekt, som var århundreder gammel og som ingen længere kendte noget til, og at teksterne med disse navne derfor være blevet overleveret pålideligt fra gammel tid. De kan simpelthen ikke være blevet fabrikeret af en litterær fantast på så stor afstand af begivenhederne. Lægger vi dertil det faktum, at en række oplysninger i f.eks. Kongebøgerne direkte bekræftes af såvel egyptiske som assyriske og babyloniske kilder, så bliver det efterhånden historievidenskabeligt uholdbart at opretholde en grundlæggende skepsis overfor de oplysninger i Kongebøgerne, som ikke bekræftes direkte af eksterne kilder.

Med andre ord: Når meget i Kongebøgerne synes at passe med hvad vi i øvrigt ved, så er det højst sandsynligt, at også resten holder stik! Fra en metodisk opdateret historikers synspunkt!

En akademisk diskussion?

En ting er imidlertid et ønske fra de pågældende bibelske forfatteres side om at henvise til historiske begivenheder, men hvad betyder denne forankring for indholdet? Også her har vi både eksplicitte og implicitte svar.

Det mest eksplicitte finder vi hos Paulus i 1 Kor 15, hvor hele den kristne tro gøres afhængig af hvorvidt opstandelsen har fundet sted som historisk begivenhed. Ifølge Paulus argumentation, er frelsen alene mulig på baggrund af visse historiske handlinger. “Er Kristus ikke opstået,” argumenterer Paulus overfor de kristne i Korinth, “så er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.”[1]

Og i sin tale til athenerne på Areopagos siger han, at budskabet om, at Kristus skal vende tilbage på dommens dag for at dømme levende og døde har Gud “gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.”[2] Troværdigheden i Ny Testamentes forkyndelse af Kristus – dvs. det didaktiske eller teologiske indhold - er altså forankret i historiske handlinger og teksterne mister derfor deres autoritet og sandhedsværdi, hvis disse handlinger ikke har rod i virkeligheden.

Der er en uadskillelig sammenhæng mellem det, Gud siger, og det, Gud gør! Eller med andre ord: Det, der gør Gud levende og dermed anderledes end alle de andre guder, som var repræsenteret på Areopagos, er, at han gør hvad han siger!

Gammel Testamente tegner præcis det samme billede af Gud. Da Gud kaldte Moses til at stå i spidsen for befrielsen af sit folk var Moses forståeligt nok interesseret i at kunne argumentere for troværdigheden i sit budskab. “Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?” Og selvom Guds svar umiddelbart kan virke en anelse gådefuldt, så tyder alt i sammenhængen på, at han netop kæder autoriteten i sine ord sammen med det han gør! “Jeg er den, jeg er!” svarede Gud.  “Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer. Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt”[3]

Gud viser tilbage til kendte historiske begivenheder og understreger på den måde, at på samme måde som der var sammenhæng mellem det, han sagde, og det, han gjorde, overfor deres fædre, sådan vil der også fortsat være det. Gud er den, han viser sig at være, og hver gang Gud gør, som han har sagt, er det et vidnesbyrd om det autoritative og troværdige i hans ord. “Jeg vil vise min herlighed på Farao og hele hans hær. Så skal egypterne forstå, at jeg er Herren.”[4] Israelitterne skal med andre ord gøre den samme erfaring som fædrene, nemlig at han er Herren, deres Gud.


[1] 1 Kor 15,14-19

[2] Acta 17,31

[3] Ex 3,14-15

[4] Ex 14,4;17


 

Relatert



Støtt foross.no
Ca leselengde
13 min
Ressurstype

  Aktuelt

Skrifthenvisning

  1. Kongebok  

Forfatter
forfatter_fotoSkrevet av: Jens Bruun-Kofoed.
  Jens er doktor i teologi og er Dansk. Han er professor i Det gamle testamentet på Fjellhaug Internasjonale Høgskole, lærer ved Dansk Bibel- Institut og underviser i multimedier tilknyttet teologi ved Aalborg universitet.
   Ressurser av Jens Bruun-Kofoed
Vil du støtte foross.no?

  Du kan gi via kredittkort

  Du kan benytte Støtt foross via Vipps! med Vipps-nummer: 70979

  Mer info og andre alternativ finnes på siden STØTT OSS.