Introduktion
Beretningen om babelstårnet er en af de mere kendte fortællinger i Gammel Testamente, og for en umiddelbar betragtning er dens pointe da også ligetil: Babelstårnet står som et symbol på oprøret mod Gud og sprogforvirringen som et udtryk for Guds straf.
Men hvad er lige pointen med at skabe kommunikationsproblemer for menneskeheden? Hvad har Gud at indvende mod, at mennesker for en gangs skyld kan enes om at samarbejde og skabe noget stort sammen? Er den almægtige Skaber modstander af kultur, civilisation og teknologiske fremskridt? Og hvad ligger der i, at menneskene vil bygge et ”tårn, der nåede op til himlen” og ”skabe sig et navn”?
Svaret på disse spørgsmål finder vi ved at se på den litterære, historiske og teologiske sammenhæng beretningen indgår i.
En realistisk fortælling
Fortællingen indeholder en række detaljer som forankrer den i tid og rum. Detaljer, som giver beretningen et både autentisk og realistisk skær.
Landet Sinear er en betegnelse for området mellem Tigris og Eufrat syd for det moderne Bagdad, og set fra en overordnet sociologisk eller demografisk synsvinkel vidner beretningen om den urbaniseringsproces, som fandt sted i Mesopotamien i slutningen af det 3. årtusind f.Kr.
At der blev bygget en by med et tårn, er f.eks. en rammende beskrivelse af de byer, som fra slutningen af det 3. årtusind f.Kr. blev bygget med det såkaldte ziggurat eller tempelpyramide som byernes visuelle og religiøse vartegn. Der er fundet over 30 sådanne tempelpyramider, som varierer i størrelse fra 20 til 90 meter i grundplanets sidelængde. Bygningen var ofte opkaldt efter byens guddom og havde som regel et alter på toppen, der fungerede som et mødested mellem guddommen og byens indbyggere.
At tempelpyramiden blev bygget af brændte teglsten og asfalt-mørtel hjælper os også med at tidsfæste begivenheden, eftersom denne byggeteknik først er bevidnet fra omkring 3100 f.Kr.
En anden historisk oplysning er informationen om at ”hele jorden havde samme sprog og samme tungemål.” I det foregående kapitel 10 får vi et indtryk af det billede forfatteren havde af ”hele jorden”: Den nordlige gærnse udgøres af folkene omkring Sortehavet (10,2). Den sydlige grænse markeres ved folkene i den sydligste del af den Arabiske Halvø (10,7). Den østlige grænse udgøres af Elam, dvs. det moderne Iran (10,22). Den vestlige grænse angives som Tarshish, som andre steder refererer til Tartessos i Spanien, men som i 1.Mos 10 sandsynligvis skal lokaliseres i Sardinien, Tunis eller Kartago.
Forfatterens verdensbillede er altså med andre ord en ellipse på omkring 3900 km i bredden og 1900 km i højden. Teksten indikerer dermed at forfatteren var uvidende om eksistensen af Fjernøsten, Australien og Amerika, hvor der er fundet tegn på forskellige sprog så tidligt som 5000 f.Kr.
Når det drejer sig om den ovenfor nævnte ”ellipse,” så er det imidlertid netop i perioden fra c. 3500 f.Kr. og fremefter semitisk udvikler sig til forskellige og efterhånden indbyrdes uforståelige sprog. Alt sammen informationer, der altså placerer begivenheden i Mesopotamien i sidste halvdel af det 3. årtusind f.Kr.
Vi ved ikke, hvornår fortællingen er blevet nedskrevet, men eftersom Moses formentlig er den, der har samlet fortællingerne og sat dem sammen til den urhistorie, som senere blev kanoniseret, er det sandsynligt, at den i sin nuværende kontekst er blevet til i slutningen af det 2. årtusind f.Kr.
En polemisk fortælling
Med til fortællingens historiske forankring hører også, at den er skrevet i en bestemt genre, som er nødvendig at være opmærksom på, hvis man skal forstå dens politiske og teologiske polemik mod samtidens gudsbilleder og virkelighedsforståelse.
To af de centrale motiver i fortællingen finder vi således også i anden litteratur fra den gamle Orient. Det gælder tårnbyggeriet, som er et velkendt motiv i f.eks. den babyloniske tekst Enuma Elish fra begyndelsen af det 1. årtusind f.Kr.
Teksten nævner Babylons to tempelpyramider Esagila, som betyder ‘tempel for the raising of the head’, og Etemenanki, som betyder ‘tempel of the foundation of heaven and earth,’ og hvis den bibelske beretning i sin nuværende form er blevet til i slutningen af det 1. årtusind er det derfor indlysende, at den har vakt associationer i samtiden til særdeles velkendte motiver.
Det samme gælder sprogforvirringen, som vi kender fra den sumeriske tekst Enmerkar and the Lord of Aratta, som omtaler en tid, hvor alle talte samme sprog, og som forudsiger en tid, hvor alle igen skal tale samme sprog og hvor både mennesker og dyr skal leve i harmoni med hinanden.
Ingen af disse tekster kombinerer imidlertid motiverne som 1.Mosebog gør det, og hver for sig anvender de ikke-bibelske tekster desuden motiverne til at skabe helt andre pointer end det er tilfældet i den bibelske komposition.
Mens fortællingen i 1.Mosebog har som udgangspunkt, at der kun er én Gud, som er himmelens og jordens skaber, og som har skabt hele skaberværket med et bestemt formål, så er handlingen i de mesopotamiske beretninger bestemt af modstridende polyteistiske interesser.
Hvor 1.Mosebog beskriver menneskets planer om at bygge en by og et tårn som et tilbageslag for menneskeheden, står de f.eks. i Enuma Elish som er udtryk for et menneskeligt fremskridt.
Mens 1.Mosebog beskriver Guds indgriben som et konstruktivt forsøg på at standse mennesket på deres vej væk fra ham, så beskriver den sumeriske tekst sprogforvirringen som religiøs uhensigtsmæssig, eftersom sprogforvirringen forhindrer mennesket i sammen at dyrke storguden Enlil.
Samtidig står Guds spektakulære indgriben i den bibelske beretning i stærk kontrast til de guddommelige manifestioner, som fandt sted i de lukkede helligdomme på toppen af tempelpyramiderne. Til forskel fra Enlil, Marduk og alle de andre såkaldte guder, åbenbarer Gud sig ved både at tale og handle, så ingen er i tvivl.
Vi finder altså en særdeles bevidst polemik mod samtidens mytiske og polyteistiske teologi i den bibelske tekst, hvor sidstnævnte står som korrektion til et perverteret gudsbillede og menneskesyn.
Historien om de autonome
Set med litterære briller er beretningen om babelstårnet en del af den såkaldte urhistorie i 1.Mos 1-11. En række grundfortællinger om de livsvilkår Skaberen oprindelig skabte mennesket til at leve under (1.Mos 1-2), og om de perverse forhold mennesket nu må leve under, fordi det gjorde oprør mod sin Skaber (1.Mos 3-11).
Kapitel 10 og 11 står i denne litterære sammenhæng som det negative klimaks på fortællingen om hvordan den første menneskehed stræbte efter at blive som Gud, så det selv kunne bestemme, hvad der var godt og hvad der var ondt, og om Guds reaktion på dette oprør. En beskrivelse, med andre ord, af verdens første autonome og Ordensmagtens måde at tackle dem på.
En af de både litterære og teologiske pointer i fortællingen er dén perversion, som menneskets stræben efter autonomi forårsagede af de oprindeligt skabte livsforhold under Skaberens velsignelse til det modsatte under Skaberens forbandelse.
Harmonien mellem mand og kvinde og mellem mennesket og resten af skaberværket forvandles til splid, udnyttelse og herskesyge (1.Mos 2-3). Broderkærlighed bliver til brodermord (1.Mos 4). På det kosmiske plan perverteres Guds gode skaberværk ved at gudssønner indgår ægteskab med menneskedøtre (1.Mos 6). Og selv ikke en ny begyndelse efter vandfloden kan hindre, at Guds velsignede gaver perverteres til forbandelse.
Noa, den éne retfærdige, som Gud udvalgte til at give menneskeheden en ny begyndelse, drikker sig fuld og blotter sig i sin beruselse for sin søn (1.Mos 9), og den nye menneskehed gør kollektivt oprør mod Gud ved ikke længere at ville påkalde Herrens navn (jf. 1.Mos 4:26) men skabe sig selv et navn, som kunne påkaldes, og ved ikke længere i ydmyghed overfor Skaberen at ville opfylde sit kulturkald til at blive talrige, opfylde jorden, og underlægge sig (1.Mos 1:28) men at samle sig i en by og gøre kollektivt krav på eksistentiel selvstændighed:
Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden. 1.Mos 11:4
Straf eller sjælesorg
At Gud griber ind ved at forvirre menneskets sprog og sprede dem ud over hele jorden, kan for en umiddelbar betragtning godt tage sig ud som en decideret straffeaktion. I lyset af den sammenhæng teksten indgår i, tegner der sig imidlertid et noget mere nuanceret billede af Guds indgriben som en slags sjælesørgerisk kartoffelkur.
At Gud ikke er modstander af hverken civilisation, kommunikation, teknologi og kulturelt fremskridt i det hele taget, understreges med al ønskelig tydelighed af selve skabelsesberetningen, hvor mennesket netop kaldes til at fremme alle disse ting.
Når Gud skaber sprogforbistring og spreder menneskene ud over hele jorden, er det fordi disse oprindeligt gode ting ikke længere står i en god sags tjeneste, men bruges som midler til at realisere en perverteret tankegang i menneskets stræben efter autonomi.
På samme måde som Gud sendte de første mennesker ud af Edens Have for at det ikke også skulle række hånden ud og spise af livets træ (1.Mos 3:22), altså for at det ikke skulle falde endnu dybere i deres stræben efter selvbestemmelse og dermed bevæge sig endnu længere væk fra sin Skaber, sådan må vi også forstå Guds indgriben i forbindelse med babelstårnsbyggeriet som en i bund og grund sjælesørgerisk handling, der havde til formål at standse mennesket i dets bestræbelser på at løsrive sig fra sin Skaber, så Han igen kunne blive herre i deres liv og definere den velsignede anvendelse og udvikling af civilisation og tekonologi.
En understregning af den tålmodige kærlighed, som Gud på trods af menneskets oprør stadig har til mennesket, og som først ved vandfloden, nu i forbindelse med babelstårnsbyggeriet og siden et utal af gange har fået ham til ikke at udslette mennesket, men til selv at gøre, hvad der skal til for at mennesket igen kan have fællsskab med sin Skaber og dermed komme til at leve det oprindeligt velsignede liv.
Hele den efterfølgende fortælling om Guds løfte til Abraham om at alle jordens slægter – altså hele menneskeheden – skulle velsignes gennem hans afkom og frem til evangeliernes beretning om opfyldelsen af dette løfte i Jesus Kristus, handler om hvordan Skaberen genløste sin skabning.
Og når Lukas fortæller i Apg 2 om sprogunderet på pinsedagen, så er en af pointerne tydeligvis, at dén pervertering af menneskets evne til at kommunikere, som babelstårnsbyggeriet var udtryk for, nu kan konverteres tilbage til sit oprindelige formål, nemlig ved at folk af alle stammer og tungemål bliver forenet i troen på Jesus Kristus som frelser og herre, så alt – blandt andet kommunikationsteknologiske fremskridt – bruges i lydighed mod Ham.
Fodspor i glastrappen
En af de bedste kommentar til beretningen om babelstårnet, jeg har læst, er uden tvivl Fodspor i glastrappen, hvor Magnus Malm anvender babelstårnet som gennemgående metafor til at beskrive menneskets evige forsøg på at skabe en verden med sig selv som Gud.
Magnus Malm peger på vores begejstring for det grænseløse potentiale i den moderne kommunikaktionsteknologi som symptom på det dybereliggende problem, at vores tankegang er gennemsyret af gnostiscismen, som har dualisme og elitetænkning som sine to grundpræmisser.
Dualisme betyder, at det kropslige, jordiske og menneskelige anses for at være mindreværdigt eller direkte ondt, mens det åndelige, guddommelig og himmelske er godt. Og dette må for mennesket om at frigøre sig fra materien fører ifølge Magnus Malm til en elitetænkning med slagord som ”Mere!”, ”Hurtigere!”, ”Højere!” og som er karakteriseret ved sin grænseløshed, kropsløshed og samvittighedsløshed. Eller med nogle nøglecitater fra bogen:
Gnosticismen er Babelstårnets åndelige inderside. Menneskene bygger et tårn, og klatrer for at skaffe sig et navn og en egen identitet, gennem teknologi og kundskab, til forskel fra den identitet de fik i skabelsen. De nægter at acceptere deres plads og deres grænser, og vil selv være guder.
En grænse er en påmindelse om menneskets begrænsning, i sidste ende dets dødelighed, og det er det sidste det moderne menneske vil mindes om.
Myten om vores grænseløshed narrer os til at tro at vi er guder.
Internet, sattelitovervågning og anden trådløs kommunikation er altså ikke problemets kerne, men det måske tydeligste symptom på den perverterede ”babyloniske” tankegang, og i en moderne anvendelse af babelstårnsberetningen handler det derfor om at genoverveje hvem der er herre i vores liv og hvordan vi derfor bruger de gaver – herunder ikke mindst den moderne kommunikationsteknologi – som Gud har givet for at vi kan gøre fyldest i den opgave han har kaldet mennesket til, nemlig at være forvaltere af hans skaberværk i harmonisk fællesskab med Ham og med hinanden. Vel at mærke med bevidstheden om at det på ”vores” side af pinsebegivenheden er muligt igen at blive en del af dette fællesskab, ved at vi skiller os ud fra andre mennesker ved ikke længere at leve for os selv, men for Kristus. Som Paulus udtrykker det i 1.Kor 10:3-5:
Nok lever vi som andre mennesker, men vi kæmper ikke som verdslige mennesker. Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus.
