To A-nøgler
I Morten Munchs Det omvendte rige – en bog om Guds rige og kirken skriver han (Munch 2008 s. 14):
”Det var Pannenbergs ønske, at genopdagelsen [af Guds rige] ville sprede sig til andre dele af teologien som en hermeneutisk nøgle.”
Det er det, Morten Munch forsøger at konkretisere i sin bog – ganske udmærket og meget inspirerende; det må jeg virkelig sige. Senere kalder han denne hermeneutiske nøgle for en A-nøgle; gudsriget er universalnøglen til Guds ord.
Da jeg læste det, var der en klokke, der ringede: Det der udtryk ”en hermeneutisk nøgle” var jeg da stødt på før …
… nemlig i Carl Fr Wisløff-antologien Fullfør din tjeneste! – i et foredrag fra 1975.
Men det er en lidt anden ”hermeneutisk nøgle”, Wisløff fremhæver (Wisløff 1993 s. 104ff)! Han henviser til Konkordieformlens formulering, at
”Forskjellen på lov og evangelium … er ’et særdeles herlig lys, som tjener til at Guds ord blir rettelig delt og de hellige profeters og apostles skrifter bliver rett forklart og forstått.’ … læren om forskjellen mellem lov og evangelium grunner seg ikke bare på terminologiske iakttagelser. En kunne snarere si at denne læren er en hermenevtisk nøkkel, dvs. en fortolkningsnøkkel til forståelsen av Bibelen i det hele tatt.”[1]
Okay. Vi har altså to ”hermeneutiske nøgler”. To forskellige A-nøgler!
Som på Bernardo Strozzis ”The Delivery of the Keys to St. Peter” …
Kan man det?! Eller skal man vælge? Udelukker den ene den anden?
Det tog mig ganske lang tid at indse, at noget af energien i denne diskussion simpelt hen kom af, at nogle åbenbart forsøgte at spille de to nøgler ud imod hinanden! – og det gjaldt fra begge sider!
Men hvis man virkelig vil pudse de to tilgange på hinanden, spille dem ud mod hinanden, forudsætter det så ikke, at man har en ret amputeret forståelse af enten den ene eller den anden?!
Som systematiker kan jeg næsten ikke få det over mine læber; men i et emne som dette tror jeg ikke, at ”Djævelen ligger i detaljen”. Her ligger Djævelen i de store linjer! – fordi Helligånden ligger i de store linjer.
Som systematikere forsøger vi os ofte med at finpudse detaljerede formuleringer, fx om gudsriget – og tror, at hvis vi udtrykker os lidt uforsigtigt, så er bogstaveligt talt Helvede løs; men hvis vi nu justerer hårfint på terminologien og på definitionen af gudsriget, så er vi inden for rammerne, vi er på sikker grund.
Jeg tror, at dette er et af de emner, hvor vi måske skal være lidt generøse, når det gælder at bedømme hinandens forsøgsvise, famlende formuleringer – give hinanden lov til at være lidt uforsigtige. Bære over med detaljen, faktisk. For det virkelig vigtige, det er snarere balancen, betoningen, de store linjer. Det er dér, det kan gå rivegalt – og det er dér, der kan ske så meget nyt og fint.
Bare et enkelt eksempel: Bill Hybels’ kendte og kritiserede tese ”Den lokale kirke er verdens håb” (Kristeligt Dagblad 9. nov. 2002). – Og folk protesterer: Jamen ”den lokale kirke” er da ikke hele sandheden om verdens håb. Eller bare den vigtigste sandhed.
Nej, vel er det ikke hele sandheden. Men det er også sandheden; så lad os dog lade det stå som hverken mere eller mindre end det.
Det er en dødfødt disciplin at gennemtrawle monografier og fortolkninger for at kunne slå ned på en enkelt fejlagtig formulering eller en enkelt uforsigtig overdrivelse – i et forsøg på at dokumentere, hvad der sjældent kan dokumenteres! For det, vi i virkeligheden spørger efter, det er jo: Hvor er betoningen, balancen? Hvor ligger lidenskaben, begejstringen?
Jeg vil gerne illustrere dette med et meget bemærkelsesværdigt billede, højre sidefløj af en trefløjet altertavle af Hans Memling, hvor han skildrer Johannes på Patmos, der skuer ind i de himmelske syner:[2]
”Men en af de ældste sagde til mig: ’Græd ikke! For Løven af Judas stamme, Davids rodskud, har sejret, så han kan åbne bogen og dens syv segl.’ Og jeg så et lam stå mellem tronen og de fire levende væsener og de ældste ….”
Helt exceptionelt har Hans Memling her valgt at skildre Kristus på tronen – og ikke Gud Fader, som det vel var mest logisk. Så helt paradoksalt går lammet, Kristus, hen til kongen, Kristus, for at tage bogrullen af hans hånd.
Om det er en nødløsning for Memling, fordi han ikke kan få sig selv til at aftegne Gud Fader, det skal jeg ikke kunne sige. Men det, han får sagt med det, er: at Kristus både er kongen, altså løven, og lammet i en og samme person!
Det kunne jo så illustrere vore to hermeneutiske nøgler:
Gudsrigets teologi, det er kongens teologi. Det er ærens og styrkens og magtens og herredømmets fortælling. Det er løvens fortælling.
Den klare skelnen mellem loven og evangeliet, det er blodets teologi. Det er forsoningens og afmagtens og skjulthedens og vanærens og dårskabens fortælling. Det er lammets fortælling.
Det dækker ikke helt kongruent; men det vender jeg tilbage til. Indtil da:
Løven er kongen, den brølende, sejrende fyrste.
Lammet er det tavse offer, det blødende, slagtede sonoffer.
Vi har som forkyndere og som kristne ganske vist vænnet os til, at gudsriget er lammets rige, og opfatter det ikke som kontroversielt eller unaturligt. Men lammets fortælling er jo i afsættet egentlig fremmed for enhver kongerige-metafor! Den kommer først ind netop ved den omvending af riget, som Morten Munch er inde på – den gudsrigets skjulthed, som er nerven i Luthers korsteologi.
Og alene dette, at en og samme Kristus er løven og lammet, sikrer, at det hele ikke falder fra hinanden i selvmodsigelser og vrøvl. Det bliver snarere en gotisk kirkebue, der tværtimod holdes oppe ved sin egen indre spændkraft. For de to fortællinger må aldrig adskilles; der må være kommunikation, et ægte communicatio idiomatum, mellem de to fortællinger …
… så at den store hvide flok råber: ”Lammet, det slagtede, er værdigt til at få magt og rigdom og visdom og styrke og ære og lov og pris”! – altså løvens idiomata. Og senere tales der ligefrem om ”lammets vrede”. Klar løve-egenskab!
Hvad vil vi egentlig med denne diskussion?
Her bliver det da en udfordring, hvis man som missionsk eller som luthersk teolog mener, at man allerede har den bedste teologi i verden. For at tro om sin egen teologi, at nu er jeg nået frem, nu har jeg grebet det, jeg er rig, har vundet rigdom og trænger ikke til noget, det er at gøre sig selv til Gud. Det er, som min kone sagde det en dag, at gøre Jesus begribelig og håndterlig.
På den måde kan man faktisk gøre selv Åndens fattigdom til selvros.
På den måde kan selv korsets teologi blive til triumfalisme.
Og man ender med at stå og takke Gud, fordi man ikke er så farisæisk som de andre …
Der skal jo faktisk ikke så meget til, før ”hermeneutisk nøgle” egentlig burde staves ”kæphest”!
I en diskussion, hvor det handler om at få ret, går man let hen over egne svage sider og sætter helst fokus på egne stærke sider. Og man sætter gerne fokus på andres svage sider og går let hen over deres stærke sider.
I den broderlige samtale, hvor det ikke handler om at vinde diskussioner, men om at vinde visdom, har vi ikke råd til den slags. Dér er vi lige så ivrige efter at sætte fokus på egne svagheder og på andres styrker.
Men den store styrke og rigdom her er, at de to fortællinger slet ikke skal spilles ud mod hinanden, men kaster lys ind over hinanden:
Uden lammets teologi bliver vores forkyndelse triumfalistisk og fordømmende. Den bliver til skat uden lerkar. Påskemorgen uden langfredag.
Uden løvens teologi bliver vores forkyndelse defaitistisk og krumbøjet. Den bliver til lerkar uden skat. Langfredag uden påskemorgen.
Og den grå mellemting, kompromiset, bliver en slatten, entonig og tandløs forkyndelse. Vi skal vove at forkynde dristigt, kompromisløst, helt ud til kanten. Flertonigt. Begge modmelodier i kontrapunktet.
Og helt konkret og aktuelt er jeg altså både begejstret, benovet og udfordret over tidens genfundne tone af radikal efterfølgelse, af lidelsesvilligt discipelskab, af afsavnsvilligt diakonalt liv. I udgangspunktet ligner det næsten regulær vækkelse. Tiden vil så vise, om der også er substans bag.
Jeg har da tænkt lidt på: Når jeg om nogle år går på pension og begynder at blive sur og senil, skulle det her så mon være mit lille fagteologiske testamente:
– at jeg ved hver ny opdagelse, ved hver nyvunden indsigt stiller mig selv to spørgsmål:
1. Afslører denne nye rigdom en hidtidig skævvridning hos mig selv? – eller måske ligefrem en fejl?!
2. Hvad risikerer jeg nu at tabe af syne?
At spørge sådan er nemlig min bedste forsikring imod faktisk at tabe det af syne!
Det behøver nemlig ikke gå galt. Jeg nægter at tro, at vi skulle være styret af sådan en nulsums-teologi, hvor enhver nyfunden rigdom nødvendigvis skal koste et tab et andet sted, fordi summen aldrig kan blive mere end nul!
Så sidder man der med sine homiletiske equalizere og skruer op og skruer ned på sine temaer; for man forestiller sig, at det at forkynde en ny indsigt lidenskabeligt og hæmningsløst, det må nødvendigvis koste en betoning et andet sted; jeg må skrue ned for et eller andet for at få plads til det nye.
Nej; at læse teologi er at gå fra herlighed til herlighed! Det er at vokse i indsigt, i kraft og i kærlighed livet igennem. Det behøver ikkegå galt. Man behøver ikke give køb på en gammel indsigt, hver gang man finder en ny.
Men det kan gå galt. Det er derfor, jeg siger, at den bedste forsikring mod at sætte noget over styr og tabe noget af syne, det er at spørge: Hvad risikerer jeg at tabe af syne?
For at tro, at jeg ved hver ny indsigt aldrig står i fare for at miste andet af syne, det er også at gøre sig selv til Gud.
Så det vigtigste spørgsmål i denne slags samtaler er det selvkritiske: Hvad risikerer vi at tabe af syne?
Er jeg fx bekymret for, at gudsrigesteologien skal løbe af sporet? Er jeg bekymret for, at den skulle tabe et andet centrum i gudsordet af syne? – at prisen skulle blive for høj? At ekklesiologien som en anden gøgeunge skulle skubbe soteriologien ud af reden og tage dens plads?
Det er jeg egentlig ikke bekymret over – hvis den vel at mærke selv er lidt bekymret. Men hvis den overhovedet ikke selv er bekymret, så kan det da godt være, jeg skulle begynde at blive det …
Men meget længere end denne spørgende bekymring kan man faktisk heller ikke komme i sådan en samtale om teologiske koder og hermeneutiske nøgler. For i virkeligheden ved vi jo ikke ret meget om, hvordan vi hver især faktisk forkynder, og hvilken vægt de forskellige temaer har hos os hver især. Fordomme kan i hvert fald ikke afgøre sagen!
Galaterne troede, de med den nye, judaistiske lovopfyldelse bare føjede noget nyt til – men de stod ikke værn om det syn af Kristus og af nådens frihed, som først var blevet aftegnet for øjnene af dem. Så satte de nådens rigdom over styr.
Det behøver ikke gå sådan; men det kan gå sådan. Det er naivt at tro andet. Hvad værre er: Det er selvretfærdigt at tro andet.
Den konkrete prædiken
Jamen jeg kan da ikke blive ved med at fordoble længden på mine prædikener, fordi jeg skal føje mere og mere til; jeg bliver jo aldrig færdig!
Arrrh, men det er jo bare et spørgsmål om håndværk.
Det er da sandt, at man efterhånden får mange bolde i luften; og risikoen for, at man taber en af dem, vokser naturligvis (eller er det ikke sommetider næsten kørende motorsave og tændte fakler, vi jonglerer med?). I særdeleshed, fordi vi altid må tilstræbe det enkle, det klare! Næsten det værste, vi kan gøre, er at gøre evangeliet kringlet og knudret og indviklet. – Som Ole Grünbaum for nylig skrev i en anmeldelse af en forfærdelig svær bog om Gud: ”Det guddommelige og hovedpine burde ikke høre sammen.”
Men enkelhed og klarhed er ikke det samme som ensidighed og snæversyn.
Vi kan ikke bare føje gudsriget til forkyndelsen af lov og evangelium og så smække det oven i det, vi plejer at prædike. Der følger en voldsom udfordring med: Hvordan er relationen mellem dem? Hvordan udfordrer de hinanden, og hvordan belyser de hinanden?
De to hermeneutiske nøgler har hver sin dialekt. De har hver sine konnotationer, de har helt bestemt hver sine ikoner. Hvilket alt sammen er i orden. Måske endda til dels hver sin subkultur, hvilket straks er mere betænkeligt.
Hvordan kaster gudsriget lys ind over forkyndelsen af lov og evangelium?
Ved at frisætte den fra den rene individualisme.
Ved at tænde håb om forbedring og kraft.
Ved at forpligte til efterfølgelse.
Ved at danne et folk, sammensmedet og samvirkende som et legeme.
Ved at forfremme os fra uduelige til Guds medarbejdere.
Ved at forpligte den på det sociale, det diakonale, det profetisk-politiske.
Ved at skabe håb om kirkens kulturtransformerende kraft.
Ved at understrege vigtigheden af det dennesidige liv.
Hvis nogen vil indvende, at det er de alt sammen allerede fuldt opmærksomme på, det behøver de virkelig ikke nogen moderigtig gudsrigesteologi for at blive mindet om, jamen så fred være med det. Vi er måske andre, der stadig ikke har vores på det tørre …
Hvordan kaster så den klare skelnen mellem lov og evangelium lys ind over forkyndelsen af gudsriget?
Ved at skærme den mod naiv triumfalisme.
Ved at modvirke selvretfærdig lovgerningskristendom.
Ved at minde om gudsrigets skjulthed, at det ikke kan peges ud og iagttages.
Ved at fastholde den enkeltes ensomhed over for Guds dom og nåde.
Ved at fastholde forkyndelsens sjælesørgeriske målsætning.
Ved at lade dommen, nåden og forpligtelsen lyde uafkortet og samtidigt.
Ved at fastholde nådens ubetingede frihed.
Ved at indrømme Guds folk en bred margen for fejlbarlighed og svigt.
Ved at fremholde den eskatologiske alvor.
Ved at skelne mellem skabelse og genløsning.
Ved at skelne mellem Guds to måder at regere på, de to regimenter.
Før jeg fortsætter ad hovedsporet, vil jeg lige indskyde om de to sidste punkter:
Jeg ville ønske, at jeg havde meget mere tid til at gå ind på dette emne. For dette at skelne mellem skabelse og genløsning, og at skelne mellem de to regimenter, det er intet mindre end en udløber, et derivat af den grundlæggende skelnen mellem loven og evangeliet. Og det er en af de stående udfordringer til gudsrigesteologien:
1. når gudsiget gøres til kode for alt Guds værk og virke i verden. Alt, hvad der er godt og rigtigt, al sejr over uret og ondskab regnes for et udtryk for Guds rige. For man skelner ikke mellem skabelsens værk og genløsningens værk.
Men at tillægge gudsriget alle gode kræfter i verden er i virkeligheden at underkende Skaberens magt og vilje. Han er til stede og handler overalt i verden og ikke blot i gudsriget. Som Skaber handler han ikke blot i en kristen kamp i Sydafrika imod apartheid; han handler også i en buddhistisk kamp i Tibet imod kolonialisme og imperialistisk undertrykkelse. Men at regne en buddhistisk kamp for et udtryk for gudsrigetsfrembrud, giver ingen mening – uanset hvor sand og god den så er. Det er slet heller ikke nødvendigt, for Gud er til stede og handler overalt i verden og ikke blot i gudsriget.
At erklære alt godt og sundt i verden alene for gudsrigetsprærogativ er i mine øjne en slags gudsriges-imperialisme.
For Guds værk i verden rækker ud over gudsriget!
2. når gudsrigets radikale etik rodes sammen med den interims-etik, Gud lader gælder for verden og for samfundet. Hensigten er fin nok; man ønsker at tilskynde samfundet til at adoptere et højt menneskesyn og andre kristelige værdier; man håber på at virkeliggøre kirkens kulturtransformerende kraft.
Og det er en sund og rigtig hensigt; Guds rige kan faktisk være en kulturforandrende magt. Og det er noget, jeg er meget udfordret af, for det ligger ikke lige til mit teologiske højreben. Men historien viser det: ophævelsen af slaveriet, kampen mod børnearbejde, humanisering af straffesystemer, kirkens bidrag i kampen mod apartheid etc.
Når der reageres over for toregimentelæren, er det ofte, fordi man kun har et overfladisk billede af den – man identificerer den med et tidehvervsk misbrug eller lignende. Og det kan ikke nægtes, at den er blevet misbrugt til social ligegyldighed.
Men kan man ikke skelne mellem regimenterne, kan man heller ikke skelne mellem gudsrigets radikale etik, hvor uretfærdighed skal tåles og tilgives, sådan som det udtrykkes i Bjergprædikenen, og samfundets interimsetik, hvor uretfærdighed skal bekriges. Resultatet bliver et mærkeligt misk-mask, en grå, ubestemmelig mellemting, hvor hverken det ene eller det andet kommer til at stå soleklart og i egen ret. I praksis får man en opskruet og principiel retorik, der bare ikke får gang på jorden i konkret hverdag.
Derfor er jeg bange for, at opgøret med toregimentelæren kan ende i præcis det, den ville gøre op med: en nedtoning af gudsrigets radikale etik, hvor vi skal vende den anden kind til, tale godt om vores fjender, give mere til den, der stjæler fra os – fordi ingen jo alligevel i praksis forsøger at virkeliggøre den som samfundsetik! Så ender man i præcis det, man vendte sig imod: en radikal retorik – og en kompromitteret praksis.
Er den hellige prædiken nu vel forvaret?
Men tilbage til det væsentligere, det med gudsrelationen, det hovedspor, der umiddelbart jo ser mindre kontroversielt ud: alt det her med nådens frihed, alt det med dommens, nådens og forpligtelsens klarhed – hovedsporet i den klare skelnen mellem loven og evangeliet.
Og her vil jeg sige: Hvis nogen vil indvende, at det er jo indlysende alt sammen, det klarer de da alt sammen med venstre hånd; det taber vi da aldrig af syne – så vil jeg bare sige: Det tror jeg ikke en pind på.
Lad mig lige anvende en illustration fra et andet fag: Sidste år skrev pædagogisk forsker Sten Clod Poulsen en kronik (Poulsen 2010), der gav helt usædvanligt genlyd: Undskyld – vi tog fejl …
Han fortæller heri, hvordan han og to andre pædagoger i 70’erne gjorde op med den sorte skole, med udenadslære, overhøring, eksamen og lektieterperi og erstattede det alt sammen med tværfaglig projektpædagogik. De havde lagt et helt nyt spor for pædagogik i Norden. Det blev faktisk startskuddet for projektpædagogikkens sejrsgang.
Og så skriver han:
”Men i dag står jeg – nu ikke som forsker, men som pædagogisk konsulent – i de samme klasseværelser og kan se de katastrofale omkostninger, som den ensidige begejstring for ’tværfaglighed og projektarbejde’ har medført: Lærerne ved ikke, hvordan elever og kursister kan tilegne sig fundamentale, faglige basiskundskaber på en sådan måde, at de er præsente og brugbare!
Vi har nemlig fortrængt hukommelsens betydning for læring. Vi har smadret Den Sorte Skole og smidt barnet ud med badevandet og triumferet bagefter. Det er en katastrofe.
Når det kunne komme så vidt, så skyldes det, at vi, der indførte projektpædagogikken, selv havde gået i en skole, hvor vi havde fået kundskaber. Dem tog vi for givet, fordi vi selv havde gået i den.
Men vores hadefulde opgør med den vidensorienterede skole var så succesrig, at den i dag er fuldstændig udraderet.”
Det er noget af det modigste, jeg har læst. Hvor mange tør æde sin egen succesrige fortid i sig på den måde? – jeg synes endda næsten, han er for hård ved sig selv; men pointen er:
Vi kan meget vel risikere noget ganske tilsvarende, når det gælder gudsrelationen og den klare skelnen mellem loven og evangeliet: Vi synes, det er en given ting, at Jesus er synderes ven, at Gud tager imod mig, uanset hvordan jeg er og hvem jeg er; og det kan da umuligt forsvinde for os; it’s kids’ stuff; det ligger vel rent selvfølgeligt i os, næsten som et instinkt – og så viser det sig måskealligevel om nogle år, at vore tilhørere og vore menigheder roder fortvivlet rundt i det mest elementære og grundlæggende:
De aner intet om den frie nåde, om retfærdiggørelsen af tro, om Åndens fattigdom og den frie adgang til Gud i bøn. De bliver trælbundne og glædesløse galatere, eller de bliver selvglade og kødelige korintere, for de har intet at stå imod med, når forfalskningen af evangeliet bryder løs.
Og det kan gå forbløffende stærkt– sådan som Paulus undrer sig over, hvor forbløffende stærkt det gik i Galatien.
Noget tilsvarende kunnefor øvrigt en dag også ske med individualismen. Her står ikke nær så meget på spil; og individualismen er i dag så overvældende og styrende; derfor nuancerer gudsrigesteologien den glimrende med sit fokus på gudsfolket og det kollektive. Men den individualitet, Søren Kierkegaard tilkæmpede sig, så blodet flød, er i dag måske netop så selvfølgelig, at den ikke længere værdsættes og beskyttes.
Og så kan den måske en dag tabes på gulvet, uden vi opdager, hvilket væsentligt fokus der også ligger i det individuelle. Der er vi overhovedet ikke i dag, det erkender jeg; måske er individualismen i dag too big to fail. Men en dag kan vi måske have tabt nogle af de indsigter, individualiteten trods alt indebærer.
Også på det punkt kan ting gå utroligt hurtigt. Vi, der er gamle nok til at huske de mere syrede halvfjerdsere, hvor det kollektive var en spændetrøje på en måde, man knap kan forstå i dag, vi vil måske værdsætte det individuelle på en helt anden måde.
Og tilsvarende kunne vores forældres og bedsteforældres generationer fortælle et og andet om den rædsel, der også kan ligge i en rendyrket kollektivisme – fx i fascismen, hvad enten den er rød, sort eller brun fascisme. Eller kirkelig, sekterisk fascisme.
Tilbage til hovedsporet: Jeg kan fx godt tænke mit, når jeg hører meget unge og ivrige forkyndere næsten give det indtryk, at det der med gudsforholdet, med at skelne mellem loven og evangeliet, det er det rene barnemad; det er søndagsskolestof; nu må vi videre til det der med hverdagslivet, dét er det svære. Dét er det spændende!
Jamen efter mange år som både prædikant og homiletiker kæmper jeg selv stadig for at forvalte den rette skelnen mellem loven og evangeliet … – og jeg plumper stadig i.
Den ”rette skelnen” er på én gang det mest elementære og det vanskeligste overhovedet at forvalte i konkret praksis.
Jeg har oplevet menigheder og medmennesker prædiket i sænk ved en uklar forkyndelse af loven og evangeliet – en nulsums-forkyndelse, hvor man hele tiden skruer op og ned på equalizeren for sine temaer, fordi summen aldrig kan blive mere end nul:
Man tør ikke knalde volumenskyderne helt op for fuld skrue; man tør ikke forkynde dommen helt ud til kanten, uafkortet, nådesløst og kompromisløst, for man kender ikke nådens ubetingede frihed – og man tør ikke forkynde nådenubetinget og uafkortet, for så er man bange for at berolige folk og gøre dem slappe og ugidelige og dovne i tjenesten. Og til syvende og sidst tør man heller ikke formane og forpligte folk efter Bjergprædikenens radikale etik, men må skrue den ned til noget opfyldeligt, uskadeligt og overkommeligt.
Eller et andet eksempel: Jeg har set det igen og igen i en egentlig meget logisk måde at forkynde på: Først udmaler man, hvor galt dette og hint er iblandt os eller i vores liv eller i menigheden – og så, fuldstændig logisk, går man derfra videre til det næste punkt: Derfor må vi nu gå ud og gøre det bedre …
Det er en model, jeg støder på i næsten alle sammenhænge. Og det er fuldstændig logisk og indlysende, men ganske enkelt katastrofalt!
Nej, først erkender vi, hvor galt dette og hint er iblandt os eller i vores liv eller i menigheden – så går vi til Kristus og lægger det frem for ham i bøn om tilgivelse, lægger det ind under hans sonende blod. Og først derfragår vi ud og gør det bedre …
Man skal faktisk være meget bevidst for ikke i forkyndelsen at gå den fuldstændig logiske, almenreligiøse vej. For den nemme vej, genvejen, der smutter uden om vejen til Kristus og hen til det, der skal gøres, det er den logiske, indlysende vej. Men vi er, som Morten Munch siger det, ”det omvendte rige”!
[1]Olav Skjevesland spidsformulerer det endog: ”Dialektikken mellom lov og evangelium er den hermeneutiske hovednøkkel ved all bibelutleggelse …” (min fremhævelse, Skjevesland 1997 s. 250)
[2]kan findes på www.hansmemling.org
