Det er ganske rigtigt, at man umiddelbart ville tænke, at vi vel måtte være til bedst gavn i Guds rige, hvis vi aldrig tvivlede!
Er tvivl det motsatte av tro?
Det skal da også stå ganske klart, at troen er altafgørende både i livet med Gud og i tjenesten for Gud. Og umiddelbart ville man jo netop tænke, at tvivl må være det modsatte af tro – og derfor være en alvorlig katastrofe.
Men sådan er det ikke. Lige så lidt som det lader sig gøre i dette liv at få en fuldkommen kærlighed, så vi aldrig synder, lige så lidt lader det sig gøre at få en fuldkommen tro, så vi aldrig tvivler.
Der er ganske vist stor forskel på, hvordan vi tvivler, hvor meget vi tvivler, og hvad vi tvivler på. For nogle melder tvivlen sig som en forbigående usikkerhed
”Er nu min bøn / min tro / min anger egentlig i orden?” – for andre er den et næsten permanent mareridt; og man tvivler måske ikke bare på sin egen tro, men endda også på selve kristendommen – ”Er Kristus egentlig i orden?”.
Nogle har fået en særlig nådegave til tro, siger Paulus i 1 Kor 12,9 – alle kristne har fået gaven til at tro; men nogen har åbenbart fået en særlig nådegave, så de mere end os andre hviler i vished og stoler på Gud og sjældent tvivler ret meget.
Ingen kristen slipper helt for tvivlen.
Selv om man aldrig skulle komme til at tvivle på Kristus, kan vel ingen synder helt undgå usikkerhed om fx ens egen anger eller ens egen bøn. Det er i virkeligheden et alvorligt faresignal, hvis man stoler helt og holdent på ens egen evne til at være kristen! Det er farisæerens selvsikkerhed og kaldes faktisk i salmebogen for sikkerhed (Den Danske Salmebog 183,6; 418,2; 589,5; 605,2) – altså ikke den sunde vished og hvile i troen, men farisæerens skråsikkerhed. Det er den ”tro”, som Jakobsbrevet kalder for den døde tro, dæmonernes ”tro”.
Så det afgørende er altså ikke, hvad man nu tvivler på, hvor meget man tvivler eller hvor ofte man tvivler, men: Hvad gør jeg med min tvivl? Stiller jeg mig tilfreds med den; har jeg det i virkeligheden ret godt med min tvivl? – eller render jeg til Kristus og beder ham fortvivlet om hjælp imod tvivlen? Det er dét, der afgør, om man er et troende menneske.
“Kommer til mig!”
”Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”, siger Jesus, Joh 6:37. Det er for så vidt ligegyldigt, hvorfor vi kommer – eller hvad vi kommer med – eller med hvilke følelser vi kommer, eller hvor stor overbevisning vil kommer: Hvis vi kommer til ham, så viser han os ikke bort. Det siger Jesus som forklaring på løftet i v. 35: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”
Så ”tro” består altså af flere dele: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”, Hebr 11:1 – selv om det godt kan gå op og ned med overbevisningen, så er tilliden altid mulig: at jeg kommer til ham i tillid til, at han ikke viser mig bort.
Troendes tvivl
Den troendes tvivl er altså noget helt, helt andet end den vantros tvivl. Den troendes tvivl er altid fortvivlet og beder Jesus om hjælp imod den – den vantros tvivl er veltilfreds og selvtilfreds og ønsker det ikke anderledes.
I det Gamle Testamente har vi masser af eksempler på troende mennesker, der gribes af tvivl: Abraham, Job, Jeremias, David osv. Og selv om det fylder mindre i det Nye Testamente, finder vi også mange eksempler dér: faderen til den månesyge dreng, der udbryder: ”Jeg tror, hjælp min vantro”, Mark 9:24 – og selv om han dømmer sig selv for hårdt og kalder sin tvivl for ”vantro”, så er det faktisk ikke vantro, men troens bøn om hjælp!
Om disciplene på selve himmelfartens dag, hvor de ser den opstandne for øjnene af sig, står der sandelig: ”Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede”. Matt 28:17
Jeg holder særlig meget af beretningen om Johannes Døber, der fra sit fængsel sender bud til Jesus og spørger: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” – han spørger altså ikke, om hans egen tro nu er i orden, men: Er Jesus nu overhovedet i orden?! Og alligevel sukker Jesus ikke bare: ”Nå, der røg så Johannes – det var ellers fint, så længe det varede; men nu faldt han altså fra …” Tværtimod siger han til skaren: ”Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber”. Matt 11:3-11
Den tvivlende Thomas bliver irettesat af Jesus, fordi han ikke stolede på de andres vidnesbyrd – men han bliver ikke fordømt som en vantro og frafalden! Tværtimod siger han tydeligere og tidligere end nogen anden discipel: ”Min Herre og min Gud” – det er helt ufatteligt, at en jøde kan sige sådan til et andet menneske, selv om han har set ham opstanden fra de døde; men han ser altså klarere end nogen anden, at denne opstandne Jesus er Gud selv! Joh 20
Det lille Judas’ Brev slutter af med en vidunderlig formaning til menigheden, Jud 1:22: ”Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler”. Det er nemlig Guds eget sindelag over for dem, der tvivler: Det er barmhjertighed! Det sindelag skal også hvile over Guds menighed.
Den sunde vished
Så vi beder om vished! ”Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv”. 1 Joh 5:13
Vi stræber ikke efter skråsikkerhed, men efter den sunde vished, der hele sit liv kommer til Gud i bøn om tilgivelse for tvivlen og hjælp imod tvivlen.
Hvem er til størst gavn i Guds rige? Det er ikke farisæere, som aldrig tvivler – det er dem, hvis tro slås med tvivl, og som hele tiden kommer til Kristus og klynger sig til hans barmhjertighed.
