Publisert

Hvad er håp?


Ca leselengde:
7 min

For et par uger siden opdagede jeg en lille håndskrevet seddel, som var lagt ovenpå bøgerne på præsteværelset herinde bag prædikestolen. Jeg ved ikke hvor den stammer fra eller hvem der har skrevet den – det er heller ikke vigtigt - det vigtige er de tre ord, som stod skrevet på den: ”Giv mig håb.” Altså en bøn om at få håbet tilbage eller at blive styrket i håbet, og en tillid til at det kan ske når vi samles her i menighedens fællesskab. Og hver gang jeg er gået ind på præsteværelset og har set disse ord er det blevet mig en påmindelse om at påsken, Kristi opstandelsesfest mere end noget andet er det der kan give os håb.

Hvad er håb? Håb er tillid til fremtiden. Ikke en tillid som består i at vi ved hvad der kommer, ikke tilliden til at alting nok bliver ved det gamle; heller ikke en tillid til sig selv og sin egen evne til at maneuvrere gennem livets udfordringer. Nej, håbet er bekendt med livets skrøbelighed; det ved at alting er omskifteligt at alt det vi besidder i dag kan være mistet i morgen, men håbet frygter ikke fremtiden, men går den roligt i møde i tillid til at intet vil kunne unddrage sig Guds endelige herredømme.

Og håbet viser sig ofte stærkest der hvor menneskelivets muligheder synes at være opbrugte: Ved en sygeseng, ved et dødsleje. Der hvor det menneskelige øje ikke kan se en vej, men blot må overgive sig til Guds forsyn, til Kristus. Håb er at sige, som der står i en af kollekterne i trinitatistiden: Vi ved ikke hvad der kommer, men vi ved hvem der kommer.

Bent Melchior, den tidligere overrabiner her i byen, fortalte engang en beretning fra en KZ-lejr, hvor en jødisk families levede under grusomme forhold. Den daglige madration var så beskeden at de aldrig rigtig blev mætte. Så lagde sønnen mærke til at Faderen hver uge tog en lille del af den meget sparsomme magarine-portion til side som han så endelig samlede og brugte som brændstof til en lille lampe, da jødernes lysfest Hanukka kom. Sønnen spurgte sin far hvorfor han dog anvendte de livsfornødne fødevarer som brændstof til et lys. Og faren svarede: ”Et menneske kan leve længe ude noget at spise, man kan end dog leve nogle dage uden at få noget at drikke, men uden lys går det ikke.”

Men hvordan får vi håbet ind i vores liv, så at vi ikke bare lever ud fra vore egne ressourcer, og lever i tillid til vores egen evne til at lykkes og succes. Jeg ved ingen bedre vej end at gentage de tre ord som vi indledte vores gudstjeneste med: Kristus er opstanden. For i denne ene sætning ophæves hele håbløshedens indre logik. Vel kan døden synes fjern og underlig uvirkelig så længe man er ung og har en nogenlunde intakt tillid til sig selv. Og dog gælder det for hver eneste en af os, ung som gammel, at døden en dag kommer, og når han kommer, bliver der lukket og slukket. Det er døden som er kilden til den følelse af nyttesløshed og formålsløshed, som i klare øjeblikke kan besætte os. Det et døden der får et menneskeliv til at tage sig ud som et flygtigt bølgeskvulp ved stranden, så flygtigt så ubetydeligt.

Men nu er Kristus opstået fra de døde, og det betyder at der er brudt vej igennem døden, at den yderste grænse ikke er en grænse mod det ukendte eller intetheden, men det er grænsen til vores hjemland. ”Gud og Satan stiller sig bag hinanden i en uendelige række, men bagerst står Gud,” som en engang har sagt. Måske nogle af os kommer til at opleve en del lukkede døre i vores liv; måske nogle af os må se at der er håb med rødder der langt tilbage i vores barndom, som langsomt visner hen og efterlader os golde og ufrugtbare. Men Kristus er opstanden og det betyder at når vi kommer til det yderste, der hvor intet menneske længere kan følge os, der hvor vi må slippe de kæres hænder og gå alene, der vil Kristus tage vores hånd og sige: Kom min ven nu går vi to hjem. Han er den eneste der kan gå den vej med os, for det er ham som har overvundet døden. Det er dette håb som ligger i Kristi opstandelse: Bagerst står Gud. Det gør han på det store kosmisk plan: Når denne verden engang er slidt op og går under, da er Gud den samme. Og det gør han på det individuelle plan: Når vores livsløb er gennemløbet, da er det ham som vil stå for enden.

Men kan man så indvende, betyder det kristne håb ikke at vi bliver uvirksomme og verdensfjerne. Hvis håbet i sidste ende har at gøre med det som kommer på den anden side af døden, er det håb så i grunden noget værd i forhold til vores daglige liv? Og svaret er ja. For opstandelse handler ikke bare om noget der sker når livet engang er forbi; opstandelse er et fortegn for det liv vi lever her og nu i verden. Det gør en forskel når man står ud af sengen om morgenen om den dag som ligger foran en er en del af en hjemrejse eller en bortgang. Opstandelsen sættes os fri fra at skulle demonstrere vores egen udødelighed, gennem berømmelse eller ved at sætte os fodspor i andre menneskers liv. Vi er ikke ude i en kamp mod døden, den overlader vi til Kristus. I stedet må vi øver os i at gå med Kristus, dvs. at leve i tillid til ham og hans kærlighed, og at se os selv forbundne med hinanden som brødre og søstre på vejen hjem. For vi er et folk på rejse.

Og så kan der være tider hvor det er som om håbet er ved at miste sin magt i os. Hvor vi føler at alting lukker sig omkring os, og det er svært at se vejen frem. I sådanne perioder må vi lade andre håbe for os. Der er et begreb som hedder stedfortrædende håb. Det bruges vist mest i forbindelse med psyksisk sygdom, hvor den syge i perioder bliver helt modløs og fuldstændig mister troen på at der er en vej frem. Så er det vigtig at være omgivet af mennesker som kan håbe for en, og være med til at fastholde det perspektiv som det kan være vanskeligt selv at holde fast i, at bagerst står Gud. Det er en vigtig del af kirkens arbejde idag at kunne være et sted for der er stedfortrædende håb. Hvor mennesker der af den ene eller anden grund ligesom synes at have mistet evnen til at håbe kan komme. Og det kan godt være at de har svært ved at tage imod de ord der bliver talt, men de kan få lov at ind gå i et fællesskab som er båret at opstandelsestroen ind til håbet engang igen kan begynde at spire i deres eget sind.


 

Relatert



Støtt foross.no
Ca leselengde
7 min
Ressurstype

  Livet

Forfatter
forfatter_fotoSkrevet av: Niels Nymand- Eriksen.
  Niels Nymand-Eriksen er sogne- og indvandrerprest ved Apostelkirken i København. Han er gift med Mette og er far til to barn.
   Ressurser av Niels Nymand- Eriksen
Vil du støtte foross.no?

  Du kan gi via kredittkort

  Du kan benytte Støtt foross via Vipps! med Vipps-nummer: 70979

  Mer info og andre alternativ finnes på siden STØTT OSS.

Dagens bibelord i fastetiden 25/04/19 – Jona 2,1-11