Én ting er, at den Almægtige ikke lystrer vores mindste vink; det er vel OK. Noget ganske andet er, at han (oftest?) ikke besvarer gode, fornuftige bønner. Værre endnu: at han (oftest?) heller ikke hører fortvivlede nødråb fra virkelig lidende mennesker.
Og værst af alt: at han jo netop har lovet os at give os alt det, vi beder om i hans navn!
(Bort)forklaringer
Der er (bort)forklaringer på problemet, jeg personligt uden videre vil kunne lade ligge:
– at NT’s billede af Jesu forkyndelse skulle være falsk,
– at Gud slet ikke er en handlende og undergørende Gud,
– at mirakler og indgriben kun skulle ske på Jesu og apostlenes tid osv.
Jeg tror, at alt dette er alvorlige misforståelser. De ville selvfølgelig løse det hele; men så har vi mildest talt en lang række meget værre problemer. Vores problem er jo netop, at vi synes, at vi ud fra NT kan forvente, at Gud griber underfuldt og aktivt ind i vores liv – i hvert fald i et helt andet omfang end nu.
Bare vi troede noget mere…
Dernæst er der en (bort)forklaring, jeg selv heller ikke køber, men som man måske alligevel knap så hurtigt kan gøre sig færdig med: at Gud ville gribe ind og høre alle vore bønner og gøre os alle raske, hvis vi bare troede noget mere på det!
For der er jo udsagn i NT, der taler om en tydelig sammenhæng med vores tro og Guds indgriben (du nævner selv Mark 11,24 og Jak 5,15). Og der er tale om en "nådegave til tro" (1 Kor 12,9); nogle er "fyldt af tro og Helligånd" mere end andre (Apg 6,5).
Troen “som et sennepsfrø”
Alligevel er det afgørende, at der netop aldrig er tale om, at den store tro oplever det store under! Tværtimod er det troen "som et sennepsfrø", der flytter bjerge – altså den kan simpelt hen ikke være mindre; den er kun lige akkurat til stede. Vi oplever, hvordan en apostel har bedt i 14 år om at blive udfriet fra en Satans engel, en torn i kødet, men uden at få det (2 Kor 12) – ikke fordi han troede for lidt, men fordi det var Guds vilje, at det skulle fortsætte! Endelig oplever vi, at andre bønhøres, selv om de åbenlyst ikke har troet på, at deres bøn skulle gå i opfyldelse: ApG 12,1-16.
Privilegier, bedemåder og bedenåder
Det er også sandt, at vi opfordres til at bede flittigt, til at bede to og tre sammen, til at bede udholdende osv. Alligevel vil jeg nok ikke kalde alt dette for "betingelser". For det foregår jo nok ikke sådan, at når vi beder "to eller tre" sammen, så får vi det hele; beder vi kun hver for sig, får vi kun det halve eller en tredjedel af det …
Ligesom jeg jo også har vanskeligt ved at se for mig, at når vi har bedt flittigt og udholdende i tre år om et eller andet og så på et tidspunkt må hviske, at nu orker vi ikke rigtig mere, nu må han have hørt os, nu må det være op til ham, at så skulle han knipse ærgerligt med fingrene og sige: Årh, hvor var det ærgerligt! To måneder endnu, så havde den været der!
Nej, alle disse forskellige bedemåder: den fælles bøn, den udholdende bøn, den flittige bøn, salvningen af syge osv, det er ikke betingelser han stiller op – det er privilegier, bedemåder, bedenåder, som vi har lov til at benytte os af!
Så vidt jeg kan se det, er den egentlige grund til, at nogle oplever mirakler og andre ikke, at Guds vilje er forskellig for den enkelte! – og at han derfor har lært os at sige: Dog ske ikke min vilje, men din!
Det vil vi se på.
Først og fremst
Et aspekt skal dog først lige nævnes, selv om det egentlig stadig ikke besvarer vores spørgsmål: Vi er jo i vores vestlige verden utrolig meget optaget af velvære og helbred og livsglæde. NT er langt mere optaget af sandhed og kærlighed! – også selv om det så skulle komme til at knibe med velværet og livsglæden!
Det kan måske betyde, at når NT taler så uforbeholdent om at give os det, vi beder om, og fx lover, at "enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for" osv, så handler det for NT først og fremmest om det evige liv, om Guds rige, om sandhed og kærlighed, det der varer til evig tid – men fordi vi er vesterlændinge, tænker vi først og fremmest på at få løst vore problemer her og nu. Det er Bibelen bestemt heller ikke ligeglad med; men det kalder den for "tilgiften"! – den egentlige gave handler om Guds rige, om nåden og syndernes forladelse osv.
Det , der virkelig betyder noget
For at sige det lidt plat: Jeg kan egentlig godt se for mig, at når vi nu på Den Nye Jord kommer til Jesus med alle vore skuffelser fra dette liv og bebrejder ham, at han ikke holdt sine løfter, så kigger han forbløffet på os og udbryder: Jamen kæreste venner, jeg snakkede da virkelig om det, der virkelig betyder noget –alt det, jeg gav mit liv for. I snakker, som om det var dét, der var tilgiften…
Det er i hvert fald en tanke, jeg sommetider må minde mig selv om, når jeg bliver for vestlig og for verdslig og for optaget af det, der gør ondt og skuffer mig i denne verden: Husker jeg nu lige, hvad der er op og ned i Guds rige?
Men det besvarer selvfølgelig stadig ikke vores spørgsmål; for NT er jo trods alt heller ikke ligeglad med "tilgiften"; Jesus brugte faktisk enormt mange ressourcer på at helbrede og trøste og på at høre folks bønner om dette liv og denne verdens sorger. Og nogle af NT’s løfter handler konkret om fx at helbrede, at lægge hænderne på syge og gøre dem raske osv.
Så vi må videre:
Bønnesvar og nogle “forbehold”
Der er nogle skriftsteder, der taler uden forbehold om bønnesvar, og der er andre, der taler med et vist forbehold. Men dette "forbehold" er for mig ikke forbundet med visse betingelser, Gud stiller op, og som vi skal opfylde – der er kun dette forbehold: Dog ske ikke min vilje, men din.
Det er sandt, at det nævnes ikke overalt og hver eneste gang; og det er dét, der får det til at se ud, som om NT modsiger sig selv. Men jeg forstår det snarere sådan, at der er så mange steder, der slår det fast, at det ganske enkelt ikke behøver blive gentaget hver eneste gang, Jesus og de andre er inde på løfterne om bønhørelse!
Så til Jak 5 – her ser det jo ud, som om løftet om bønhørelse er uden forbehold: "Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask" – sådan! Der er ikke noget forbehold; og det ser jo ud, som om vi her loves, at hver eneste gang, vi bliver syge, skal vi bare salves, så vil vi blive raske …
Men da overser vi, at han allerede i 4,13ff har indført netop dette forbehold:
“Og nu I, som siger: ‘I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge’ – I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: ‘Hvis Herren vil,så skal vi leve og kan gøre det eller det’.”
Her handler forbeholdet ligefrem om overhovedet at forblive i live! – og det er altså dette forbehold, han har med sig ind i kap 5, så at han ikke behøver nævne det endnu engang.
Efter hans vilje
Tilsvarende i 1 Joh 5,14-15:
“Og dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje,hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om.”
– Ja, der står i v. 15, at han hører os, hvad vi end beder om – men det skriver han på baggrund af forbeholdet i v. 14: at det gælder, hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje …
Denne tekst er specielt vigtig, fordi den afklarer en anden tanke, der har ført mange bedende mennesker i trældom og fortvivlelse:
“Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det”. Mark 11,24
Mange har nemlig fået det ud af Markus-teksten, at så skal man fx tro, at man allerede er blevet rask eller allerede er blevet rig eller allerede har fået et arbejde osv, såskal man nok få det! Men det er en katastrofal misforståelse, der har ført mange ud i psykisk og åndelig tvang, fordi de har forsøgt at overbevise sig selv om noget, der helt åbenlyst ikke er sandt – og som de heller aldrig er blevet lovet! For vi er virkelig aldrig blevet lovet, at vi alle altid skal være rige, raske, glade og gift! Derfor kommer 1 Joh ind med en næsten enslydende forjættelse, men med det forbehold tilføjet, at det gælder, hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje.
Dette forbehold nævnes ikke hver gang. Men det er for mig at se så bærende et fortegn i NT’s lære om bøn, at vi nok bør tage det med i betragtning overalt, hvor vi i øvrigt undervises om bøn.
Dog ske ikke min vilje, men din!
Alt dette har vi ikke alene fra visse tekster om bønhørelse, der udtrykkeligt fremhæver forbeholdet – vi har det først og fremmest fra den bedende Jesu forbillede i Getsemane have: "Dog ske ikke min vilje, men din"!
At selv Guds søn i sin fortvivlede bøn må tage dette forbehold med, endog om bare at slippe fra det med livet,det siger os mere end mange forklarende tekster, at også vi må have dette forbehold med i al vores bøn.
Derfor har han også lært os det som en integreret del af alle bønners moder, Fadervor: "Ske din vilje på jorden som i himmelen".
Guds fremmede vilje og Guds egentlige vilje
Alt dette er jeg egentlig selv ret sikker på. Jeg tror endda, det holder.
Det, der så for mig står tilbage, er gåden: Hvordan kan det så overhovedet være andet end Guds vilje, at vi bliver raske, glade og gift? Vil en kærlig Gud ikke altid have det som sin gode vilje? Vi kan jo se i Jesu liv, at han lider med de lidende, græder med de grædende, at han ynkes over de forkomne og sætter alt til side for at helbrede, lindre og trøste. Hvordan kan så hans vilje være anderledes i dag? Vil en kærlig Gud ikke fortsætte ad det spor; det er da det, der giver bedst mening?
Det fører os ind i endnu et voldsomt emne, som ligger tæt op ad dit spørgsmål: spørgsmålet om Gud, Satan og lidelsen. Eller som jeg selv gerne ser det (med en formulering, hugget fra Luther): spørgsmålet om Guds fremmede vilje og Guds egentlige vilje:Guds egentlige vilje er virkelig glæden og helbredelsen; det er det, der er hans hjertesag – men i denne syndens og dødens verden må selv den Almægtige have en fremmed vilje; han må ville det, der egentlig er fremmed for ham, og ofte sige Nej til sin gode apostel og til sin egen søn. Og til os. Dette er hans grædende vilje.
Dette er så voldsomt et emne, at det må vente til en anden gang. Men jeg har skrevet to bøger om det, der begge er oversat til norsk: Gud, hvorfor sover du? og Jamen bad jeg da for lidt? Den sidste er mest overkommelig og ligger tættest på det vort spørgsmål.
At kende Gud i Jesus Kristus
I dette som i alt andet kan jeg ikke dy mig for at runde af ved at vise hen til Jesus: Så længe vi kun taler om "Guds" vilje og "Guds" svar og "Guds" godhed og "Guds" løfter osv, så kører vi i ring. Det bliver til religiøs spekulation, og det bliver meget let til overtro. Det afgørende i alt dette er, at vi kender Gud i Jesus Kristus.
“Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk” Joh 1,18
– Gud er usynlig og ubegribelig; men så har han givet os en oversætter, en tolk, der kan oversætte hans ubegribelige og tilsyneladende kolde og ligeglade sprog til kærlighedens og omsorgens sprog.
Vi kender ikke Gud direkte, og vi forstår ikke Gud direkte. Vi kan ikke regne ham ud. Men det betyder ikke, at han er ukendt for os; han er kommet os i møde som et menneske i kød og blod. Guds kærlighed kan virke meget principiel og teoretisk på os; men i Jesus møder vi Gud som en grædende Gud. Som en Gud, der selv lider og græder og er forladt af Gud og får Nej af sin himmelske far. Men som alligevel fastholder, at Gud er hans far og kun er kærlighed.
