Om at “placere sympatien”
Vi var mange, der våndede os ved chokket, da skuespilleren Robin Williams begik selvmord. I dag kender alle hans mørke virkelighed bag den smittende latter: et liv med depressioner og misbrug.
Men tv-værten Shepard Smith fra Fox News havde en egenartet kommentar: "Det er svært at forestille sig, at man kan elske sine børn så højt, se dem vokse op, blive inspireret af dem, og alligevel er der noget inde i én, der er så grumt, eller man er sådan en kujon, eller hvad grunden nu er, så beslutter man at ende det."
Han forsøgte senere at undskylde sit ordvalg. Men det kunne ikke fjerne indtrykket af et menneske, der har haft svært ved at begribe magten i sindets mørke.
Søren Høy, filmanmelder i BT, greb anledningen til at skrive mere generelt om selvmord i Hollywood: "Vi tager kun stilling til det nemme og det åbenlyse; nemlig stjernernes karriere som vi kanoniserer efter deres selvvalgte død. Hvad med de efterladte? Måske placerer vi sympatien et forkert sted?"
Men hvad er det overhovedet for et menneskesyn, der "placerer sympatien" enten det ene eller det andet sted?!
Fordømmelse i samfund og kirke
Her har vi to eksempler på en moderne, verdslig udgave af den fordømmelse af selvmorderen, som desværre også i århundreder har hærget kirken: Man tænkte, at selvmorderen stod uden for Guds nåde og blev derfor begravet uden for indviet jord.
Helt op i 20. årh. – selv hos teologer, som jeg ellers sætter højt – har man kunnet møde spekulationer om, at selvmorderen jo ikke har kunnet nå at bede om tilgivelse og derfor ikke kan være kommet indenfor i Guds nåde efter den synd, som selvmordet jo er.
Leve i nåden
Men denne spekulation afslører et overfladisk syn både på synden og på Guds nåde: Jesus har sagt, at "den der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort" – og selvmorderen er jo meget ofte i sit mørke "kommet til Jesus" i bøn og fortvivlelse, men kan blot ikke selv se lys i mørket.
Det gælder os alle: Troen og nåden er ikke noget, man ryger ind i og ud af, alt efter om man nu har gjort noget forkert og nået at bede om tilgivelse. Troen og nåden står jeg i 24 timer i døgnet, selv når jeg har gjort noget forkert! – selv midt i det forkerte, jeg gør!
Man falder ikke ud af nåden ved at falde i synd (men ved at forhærde sig i synden). Og man er ikke dømt til mørket, fordi man ikke selv kan se lys.
Når det kommer tæt på livet
Vi har i vores egen familie haft spørgsmålet tæt på livet. Både som fuldbyrdet selvmord og som forsøg på selvmord. Eleonoras mor tog sit eget liv efter dyb psykisk sygdom. Hængte sig, ganske som Robin Williams. Hun kaldte ustandseligt på Gud, men havde ikke selv noget håb.
Hvordan får man så formidlet til menigheden og til landsbyen, at vi stoler på, at hun nu hviler i Guds favn, og vi skal se hende på den nye jord? – familien satte ordet fra Rom 8,1 på hendes gravsten: "Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus".
I sit råb og sin fortvivlelse kom hun til Kristus. Og hun blev ikke vist bort.
I bogen Ung sorg (2006) skriver Eleonora: "Det var synd for min mor. Hun havde hele livet været flittig, kreativ og mere kærlig mod andre end mod sig selv. … Men det var også synd for os andre, at hun hadede sig selv og frygtede livet så meget i det syge mørke."
Man skal ikke vælge, om man skal "placere sin sympati" hos selvmorderen eller hos de efterladte! Man skal kunne rumme begge. Ligesom Gud kan rumme begge.
Vår reaktion?
Der er heller ikke nogen "rigtig" og "forkert" reaktion for de efterladte: Der kan både være en næsten entydig vrede og en næsten entydig medfølelse over for den, der gav op. Og der kan være et kaos af begge dele, der skyder op og overvælder én på skift. For nogle er medfølelsen den første reaktion gennem mange år, og først meget sent mærker man, at der også underneden har ligget stor vrede. Eller omvendt.
For nogle efterladte er der også tale om skam. – Jeg blev noget chokeret, da Kristeligt Dagblad sidste år i en serie artikler kunne fortælle om, hvordan mange selvmordsramte familier undgår kontakt med kirken; for de frygter kirkens fordømmelse! Og desværre er det ikke bare en fordom. For der har virkelig ofte været tale om en uklog, ukærlig og ubibelsk måde at møde den selvmordsramte familie på.
At være tæt til stede – og finne nåde hos Gud
Mange venner undgår også – måske af misforstået hensyn og berøringsangst – at være tæt til stede og være der for de efterladte, sådan som de ellers ville være ved et dødsfald. Og dermed forstærkes skammen.
Kom, hjælp mig, Herre Jesus,
nu kan jeg ikke mer.
Mit liv er mig for mægtigt,
og intet lys jeg ser …
(Holger Lissner, Den Danske Salmebog 660,1)
Bibelen kender godt til, at mennesker ikke magter livet: Både Elias og Jonas beder Gud tage deres liv; og Job klager over, at Gud lader ham leve fortsat. Paulus ser frem til at måtte komme hjem til Gud (men finder sig dog i at skulle leve videre, så længe Gud vil det).
Men de tog vel ikke deres eget liv? – Nej; og selvmord er mord. Og man efterlader ikke blot sin familie og sine venner med sorgen og savnet, men også med en oplevelse af, at vi var ikke værd at blive hos. Man må lige så lidt tage sit eget liv, som man må tage andres liv.
Men Bibelen kender også til, at mordere finder tilgivelse: Både en Moses og en Paulus havde taget andres liv, men fandt nåde hos Gud.
Holger Lissner fortsætter sit salmevers:
… Men du har sagt, at ingen nat
kan skjule mig for dig,
så kom, og lad mig mærke,
du holder fast i mig.
