Publisert

Sjælesorgen og sjælen


Ca leselengde:
9 min

Handler sjælesorg mon også om sjælen?

Spørgsmålet er ikke så tåbeligt, som det ser ud til. Traditionelt handlede sjælesorg jo mere om åndelige emner, end den handlede om psykologiske emner (sjæl = psyke). Traditionelt gik man til sjælesørgeren med emner om Gud og tro og bibel og bøn og den slags. Ikke med emner om selvværd, livskvalitet og livskriser, trivsel på arbejdspladsen, kærligheds- og kærestesorger osv. De emner hørte til terapeutens eller psykologens bord.

I gamle dage (dvs. sådan ca. til og med min ungdomstid), var der et ret skarpt skel mellem terapi og sjælesorg. Og det var både fra psykologiens side og fra kristendommens side, man lagde det skel.

Enkelte sjælesørgere regnede nok simpelt hen ikke rigtig psykologiske emner og psykiske problemer for at være vigtige emner overhovedet. Men de fleste anerkendte trods alt, at det var store og vigtige spørgsmål – de var så bare ikke sjælesørgerens bord!

Nogle psykologer og psykiatere regnede på deres side ikke rigtig religiøse problemstillinger for noget vigtigt: Religion var nærmest noget, man skulle helbredes for. Der var efter deres mening slet ikke ressourcer i troen, kun problemer! Men andre psykologer og psykiatere anerkendte nok trods alt, at der også var ressourcer i tro og religion – det var så bare ikke deres bord, men præstens!

Sjælesorg og terapi

I dag ser det ret meget anderledes ud. I dag er man begyndt at lære af hinanden. Og enda respektere hinanden. Selvfølgelig skal præsten eller missionæren ikke fuske som psykolog, og man skal ikke begynde at behandle psykiske sygdomme, som om de var åndelige kriser. Men det bliver gevaldig meget til gavn, hvis man som sjælesørger har sat sig tilstrækkeligt ind i psykologiske og psykiatriske emner til, at man i det mindste kan skelne mellem dem og åndelige emner.

Så er der større chance for, at man håndterer åndelige emner som åndelige emner og psykologiske emner som psykologiske emner, i stedet for at bytte rundt på dem og forveksle dem. Måske tager sjælesørgeren ligefrem en terapeutisk tillægsuddannelse; men under alle omstændigheder kan almindelig menneskelig snusfornuft og almindelig menneskeindsigt og livserfaring gøre en uvurderlig forskel.

Tilsvarende bliver det gevaldig meget til gavn, hvis psykologen, terapeuten og psykiateren har sat sig tilstrækkeligt ind i troens emner til, at man respekterer dem som vigtige og konstruktive og lytter til dem med respekt.

Når det knager

Første eksempel: En mand vil gerne snakke med præsten, fordi han er begyndt at tvivle på Gud. Da han var ung, gik i skole og tog en uddannelse, bed kammeraternes indvendinger imod troen ikke rigtig på ham. Men nu på det sidste er han begyndt at spørge, om kammeraternes indvendinger måske alligevel var sværere at svare på end som så. Og der er begyndt at snige sig en alvorlig tvivl ind.

I gamle dage ville præsten måske uden videre tage ham på ordet og nøjes med at snakke med ham om Gud. Det er jo dét, manden har taget hul på, så må det også være dét, vi snakker om.

Det er skam også rigtigt. Præsten skal ikke sidde dér og vide bedre end folk selv, hvad deres dagsorden er! – Men det kan ske, efterhånden som samtalen skrider frem, at de to sammen begynder at ane, at der også ligger andet bag: Det er måske i forholdet til konen eller kollegerne, det knager, snarere end i forholdet til Gud. Tvivlen på Gud og konflikter i bønnen er måske i dette tilfælde lige så meget et symptom på konflikter med mennesker. Og er det sådan, det forholder sig, så hjælper det faktisk ikke ret meget bare at sidde og snakke om Gud og om bøn.

At beskæftige sig med sjælens emner

Så i dag er der altså sket det spændende, at sjælesorg også er begyndt at beskæftige sig med sjælens emner! Man kunne osse sige, at det vel egentlig var sprogligt logisk og endda på høje tid …

Det bliver det jo ikke lettere af. Tværtimod: Nu skal man ikke bare vide noget om troen og om Bibelen. Man skal også vide noget om det at være menneske! Endda på sider, som Bibelen ikke direkte er inde på.

En sidegevinst ved denne udvikling er, at det holder sjælesørgeren ydmyg, skal jeg hilse og sige. Man kommer oftere til kort, når man ikke bare kan sidde og kloge sig på bibelord. Og det kan sagtens tænkes, at den anden ved meget mere om de psykologiske og fællesmenneskelige emner, der så også må op på disken.

Men samtidig med, at det godt kan kræve mere af sjælesørgeren, er der også større chance for, at sjælesorgen bliver til gavn. Vi oplever jo sommetider, at selv om der egentlig intet er at udsætte på hverken vores bibelord, vores teologi eller vores fremlæggelse, så gør det nu og da frustrerende lidt forskel. Det når ikke frem, og det vinder ikke genklang! Det kan i mange tilfælde have at gøre med, at man ikke havde øje for meget fællesmenneskelige og meget jordnære aspekter, men kun havde bevæget sig i religiøse og åndelige luftlag.

En anden sidegevinst ved denne udvikling er, at sjælesørgeren måske i mindre grad fristes til at sidde og blive snaksom: Når man beskæftiger sig med psykens almentmenneskelige emner, vides horisonten så meget mere ud. Der er simpelt hen så mange flere sammensatte muligheder forude. Og her ved man måske ganske enkelt ikke så meget.

Derfor spørger man mere, lytter mere. Og godt det samme: Det er som bekendt en af sjælesørgerens værste faldgruber, at man forelæser og underviser i stedet for (fx. gennem gode spørgsmål) at lokke den nye erkendelse frem fra den andens eget indre.

Tro og depression

Andet eksempel: En ung kvinde sidder og snakker med en konsulent, fordi hun bliver mere og mere trist og træt. Bønnen var engang et hvilested; men nu er Gud langt borte, og freden er fortid. Konsulenten har imidlertid selv for år tilbage haft en fødselsdepression; og nu genkender hun mange af tankerne og mønstrene fra dengang. Så mens hun understreger, at hun også gerne vil snakke videre, foreslår hun samtidig, at kvinden desuden går til sin læge og bliver testet for en depression.

Næste gang, de snakker, har lægen diagnosticeret en alvorlig, klinisk depression. Og der er indledt medicinsk behandling. Kvinden har altid været lidt skeptisk over for psykologisk og psykiatrisk behandling, derfor bruger de to nu en del samtale for at komme omkring denne skepsis.

Ulemper og farer?

Men er der så slet ikke nogen ulemper ved denne udvidelse af horisonten? Er der ingen farer ved denne åbning over for det psykologiske?

  • Jo. For det første er der som sagt risikoen for at fuske: Uden erkendelse af, hvor lidt man faktisk ved, forsøger man at putte alle slags sammensatte situationer ind under den meget interessante terapeutiske artikel, man tilfældigvis lige har læst (det er for øvrigt en fristelse, der også lurer på fagpersoner!).
  • For det andet risikerer vi, at de åndelige emner, som kristendommen regner for centrum i Guds rige, reduceres til interessante emner blandt andre: Livskvalitet og livsglæde bliver lige så påtrængende emner som spørgsmålet om evig frelse og om Guds nåde. Og livsglæde og livskvalitet er virkelig livsvigtige emner! Men de er ikke af evighedsbetydning.

Jeg kender mennesker, der tilsyneladende har haft meget lidt gavn af deres kristne tro. De kan være lige så umodne, psykisk skrøbelige eller ulykkelige, som ikkekristne kan være det. Alligevel tænker jeg ofte, at det stadig er dem, der har fat i den inderste sandhed om det at være menneske. Også selv om de aldrig ville komme til at stå som reklamesøjler for den kristne tro.

  • For det tredje kan vi fristes til at glemme, at indsigt i evangeliets centrum slet ikke ligger i noget menneske på forhånd, eller som en erkendelse, man kan spørge sig frem til eller lokke frem fra den andens eget indre! Det er en indsigt, der altid vil være fremmed for såvel sjælesørgeren som for alle andre. Den kan kun erkendes ved Guds indgriben.

Det har altid været et problem for kristen sjælesorg, at vi let glemmer, hvor stødende og fremmedartet evangeliet er. Og nu, hvor vi lykkeligvis har fået en videre horisont for sjælesorgen, og den er kommet på talefod med psykologien, er det for så vidt blevet endnu værre: Det er blevet endnu mere fristende at anse evangeliet for blot at ligge pænt i forlængelse af almindelig, psykologisk indsigt! Vi har fx endelig indset, hvor vigtigt det er at arbejde med selvværd og anerkendelse – men så bliver det måske så vigtigt, at det opsluger og overdøver evangeliets centrum om Guds forsonende og tilgivende nåde …

Når Guds ord og Guds nåde må tage over

Tredje eksempel bliver derfor: En kvinde er begyndt på en række samtaler med en terapeut. For hun er knuget og ulykkelig i forholdet til sine voksne børn.

Samtalerne bliver til god hjælp. Men der er et sted i kvinden, de ikke kan nå helt ind, nemlig i længslen efter tilgivelse og forsoning. Og det viser sig, at dér må Guds ord og Guds nåde tage over. Det,

der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham. 1. Kor 2:9


Artikkelen har tidligere blitt publisert i Indre Missions Tidende, Danmark.


 


Støtt foross.no
Ca leselengde
9 min
Ressurstype

  Livet

Skrifthenvisning

  1. Korinterbrev  2: 9

Forfatter
forfatter_fotoSkrevet av: Leif Andersen.
  Leif er gift med Elonora. Han er teolog og ansatt som reiseprest i Dansk Indremisjon og som lektor på Det danske Menighetsfakultet.
   Ressurser av Leif Andersen
Vil du støtte foross.no?

  Du kan gi via kredittkort

  Du kan benytte Støtt foross via Vipps! med Vipps-nummer: 70979

  Mer info og andre alternativ finnes på siden STØTT OSS.

Dagens bibelord i fastetiden 20/03/19 – 1. Tim 4,4-11