Publisert

Bibelens klarhed – i en postmoderne tid


Ca leselengde:
23 min

Den tidlige lutherdom formulerede sit syn på Bibelen i fire hovedpointer.1 Fordi Bibelen er Guds åbenbaring af sig selv og sin vilje til os mennesker, og fordi det er Guds hensigt, at vi skal forstå Hans åbenbaring, har Bibelen fire kendetegn:

1 Bibelen taler sandt (latin, veracitas scripturae). Vi skal betragte Bibelen som Guds sande og autoritative Ord til alle mennesker til alle tider.

2 Bibelen taler tilstrækkeligt (latin, sufficientia scripturae). Gud har ikke talt udtømmende, for der er meget, Gud ikke har åbenbaret. Det, som Gud ikke har åbenbaret, har vi heller ikke behov for at vide. Men Gud har ikke givet os andre kilder for kristen tro og liv ved siden af Bibelen. Hverken traditionen, nulevende autoriteter eller vores egen fornuft og erfaringer må tjene som erkendelseskilde i den kristne kirke. Her gælder ’Skriften alene’ (latin, sola scriptura).

3 Bibelen taler klart (latin, claritas scripturae). Det ligger i selve begrebet åbenbaring, at noget skjult er blevet afsløret. Det var uklart, men er nu blevet klart. Guds hensigt med at åbenbare sig er, at vi skal forstå, hvad Han siger. Derfor taler Guds åbenbaring klart.

4 Bibelen taler virkningsfuldt (latin, efficacia scripturae). Guds Ord til profeter og apostle er ikke profeternes og apostlenes egne ord. De er Guds Ord. Derfor rummer disse ord den samme virkekraft, som engang skabte hele verden. Denne kraft har Guds Ord, fordi det bringer Gud med sig, så vi virkeligt møder Gud selv i mødet med Guds Ord.

Dette er det klassisk-lutherske syn på Bibelen. Og disse fire elementer hænger nøje sammen. Benægter vi ét af dem, bliver det vanskeligt at fastholde nogen af dem.

Bibelsyn i dag

I årtier har teologisk konservative protestanter stået i en kamp mod den bibelkritiske teologi, hvor vi især har understreget Bibelens sandfærdighed. Imod den historisk-kritiske metodes påståede resultater har vi hævdet, at Bibelen taler sandt i alt, hvad den udtaler sig om. Tilliden til Bibelens fuldstændige ufejlbarhed er i skandinavisk sammenhæng blevet betegnet som ’det ortodokse bibelsyn’. Nogle teologer har dog argumenteret for, at Bibelen ikke nødvendigvis taler sandt om historiske, geografiske og biologiske spørgsmål. Troen på, at Bibelen kun har en begrænset ufejlbarhed er i skandinavisk sammenhæng blevet betegnet som ’det konservative bibelsyn’. Tilhængerne af det konservative bibelsyn indfører – uden at de vil det – en autoritet, der står over Bibelen. Det bliver nemlig op til den dygtige bibelfortolker at fortælle menigheden, hvad i Bibelen der er Guds sandfærdige Ord, og hvad der ikke er Guds Ord. Dermed forsvinder både Skriftens tilstrækkelighed (pkt.2) og Skriftens klarhed (pkt.3). Den dygtige bibelfortolker er nødvendig for at gøre Bibelen klar.

I Skandinavien har vi – som så mange andre steder i verden – i årtier stået i en kamp mellem disse to bibelsyn. På MF i Oslo var der længe repræsentanter for begge syn. Carl Fredrik Wisløff (1908-2004) repræsenterede det ortodokse. Men det var ikke hans syn, der vandt, og som man kunne forvente, har læren om Bibelens begrænsede ufejlbarhed med årene ført til, at stadigt mindre dele af Bibelen betragtes som forpligtende. På grund af det bundløse syndefordærv i mennesket er dette en naturlig udvikling, hvor man forlader Bibelens eget bibelsyn.2 Hvis ikke Gud griber ind med vækkelse og et åndeligt kursskifte, må vi forvente at se MF’s udvikling andre steder. Det er allerede gået sådan for mange andre institutioner og kirker.

Kampen for Bibelens sandfærdighed blev i det 20. årh. det særlige kendetegn på den såkaldt evangelikale bevægelse. Teologisk konservative protestanter inden for flere kirkesamfund fandt sammen om at forsvare Bibelen som Guds sande ord og om andre centrale led i den kristne tro. Denne samling om klassisk kristendom er blevet kaldt den evangelikale bevægelse.

Postmodernisme og bibelsyn

Men blandt yngre, evangelikale teologer bredte der sig op mod årtusindskiftet en træthed i kampen for Bibelens sandfærdighed. Hele spørgsmålet om fuld sandfærdighed eller delvis sandfærdighed er irrelevant, mener mange yngre evangelikale. De er desuden blevet trætte af deres ældre kollegers brug af Bibelen nærmest som en lærebog i teologi. Guds Ånd kan da sagtens bruge Bibelen i sin vejledning af os, mener de, uden at Bibelen har én sammenhængende teologi. Det er slet ikke interessant, om Moses og Jesus eller Johannes og Paulus er enige om alle ting, for kirken er ikke en skole, siger de. Den kristne tro er ikke tankemæssig tilslutning til lære. Kristendom er derimod at leve, som Jesus levede, siger disse yngre, evangelikale teologer.

De hævder, at vi netop nu står i et betydeligt åndshistorisk skifte fra modernisme til postmodernisme. Såvel de bibelkritiske teologers kamp mod Bibelens historiske sandfærdighed som de gamle, evangelikale teologers kamp for Bibelens sandfærdighed tilhører en svunden tid, siger mange yngre teologer i dag.

Modernismen er tiden fra renæssancen til slutningen af det 20. århundrede. Denne periode har været kendetegnet af oplysningstidens ånd, hævder de. Alt skulle forstås og defineres rationelt, logisk, tankemæssigt. Det var forstandens tidsalder. Men efter modernismens sammenbrud er vi nu bedre i stand til at læse Bibelen på dens egne betingelser, mener de.

De nye evangelikale understreger dog, at også i en postmoderne tid må Bibelen ligge til grund for al sand kristendom. Kristne har altid været ’Bogens folk’. Og det skal vi fortsat være, siger de. Reformationen hjalp os med at hente Bibelen frem fra glemslen, og det var godt. I stedet for at henvise til de middelalderlige teologers bøger henviste reformatorerne hele tiden til Bibelen. Denne måde at arbejde teologisk på er blevet kaldt ’det reformatoriske skriftprincip’. Men, som to af de toneangivende, yngre evangelikale siger: Det reformatoriske skriftprincip er fælles for alle kristne traditioner.3 Alle kristne traditioner har lagt Bibelen til grund for deres version af kristendom. Derfor er det reformatoriske skriftprincip alment kristent, siger de postmoderne evangelikale. Og derfor er der heller ikke så stor forskel på liberal og konservativ kristendom eller på katolsk, luthersk, reformert eller karismatisk kristendom, hævder de. Guds hellige Ånd bruger nemlig Bibelen til at forme og danne os i de forskellige sammenhænge, som vi hver især står i. Det er den vigtigste grund til, at kirkerne er så forskellige. Det er Guds egen Ånd, der fører kirkerne ad forskellige veje. Men det gør Guds Ånd ved hjælp af Bibelen. Derfor er skriftprincippet alment kristent. Fordi kristendom først og fremmest handler om at leve, som Jesus levede, gør det ikke noget, at kristne kirker er uenige om troslæren. De kristne dogmer (læresætninger) er blot vore forsøg på at formulere den erfaring, som Guds hellige Ånd har givet os i mødet med Bibelen.

Men de ældre evangelikale kritiserer nu deres yngre kolleger. De siger: Hvis vi ikke har en klar, tilstrækkelig og sandfærdig norm uden for os selv, som vi kan prøve al teologi af på, ender vi i den rene vilkårlighed. På den måde kan kristendom være hvad som helst. Og i øvrigt er dette bare en gentagelse af klassisk liberalteologi. De ældre evangelikale siger til deres yngre kolleger: I ender i den samme vilkårlighed som liberalteologerne.

Kirken som tolkningsfællesskab

Hertil svarer de yngre evangelikale: Det er sandt, at nogle postmoderne tænkere åbner for vilkårlighed. Men det gælder ikke alle. F.eks. siger amerikaneren Stanley Fish (f.1938), at en tekst ikke kan betyde hvad som helst, men at den i hvert nyt ’tolkningsfællesskab’ kan få en særskilt mening. Enhver tekst rummer nemlig et felt af mulige tolkninger, siger han. Det gælder også for Bibelen. Og vi læser aldrig tekster uafhængigt af hinanden. De andre i mit ’tolkningsfællesskab’ øver indflydelse på min læsning af teksten, så jeg ikke kan få den til at sige hvad som helst.

Desuden: Når vi læser Bibelen i den kristne kirke, bruger Helligånden både teksten og vore fælles erfaringer i sin vejledning af os. Den retning, som bibeltolkningen i øjeblikket bevæger sig i, må vi derfor se som udtryk for Helligåndens vilje. Kirken som ’tolkningsfællesskab’ har en fornemmelse for Helligåndens bevægelser, siger mange yngre evangelikale.

Katolske kristne har ofte talt om en sensus fidelium; dvs. de troendes fornemmelse for Guds røst. En del yngre evangelikale knytter til ved denne forestilling.4 Når vi sammen lytter efter Ånden i vores fælles læsning af Bibelen, vil vi blive ført videre fremad i erkendelse. Vi får ikke den eneste rigtige troslære givet, for den findes ikke, men vi ledes som kirke fremad i vores vandring med Kristus. Sammen med alle de hellige lærer vi Kristi kærlighed at kende, så vi fyldes, ”til hele Guds fylde nås” (Ef 3,18-19). Derfor er bønner, lovsange og liturgier vigtige, når vi skal fornemme Helligåndens røst i dag. Sådan hævder stadigt flere evangelikale i dag. Kirkens ytringsformer må være bestemmende for teologiens indhold, fordi Helligånden også taler til os gennem vores ’tolkningsfællesskab’.

Men hertil må vi sige: Selv om der er tale om et fællesskab, som sammen fornemmer og taler sig frem til en bestemt teologi, så er der stadig tale om en afvisning af reformationens grundlæggende princip: Skriften alene er kilde til erkendelse af kristen tro og liv. Blandt de yngre evangelikale bliver de troendes fælles fornemmelse for Åndens røst, ophøjet som instans ved siden af og i praksis overordnet Bibelen som erkendelseskilde. Der er tale om et direkte opgør med det andet af de fire principper, som jeg indledte med: Skriftens tilstrækkelighed. De mener, at vi må have en instans ved siden af Bibelen for at kunne være sikker på, hvad Gud siger til os. Forklaringen på dette behov er, at de postmoderne evangelikale også har forladt troen på det tredje af de fire principper: Skriftens klarhed. Fordi Bibelen ikke er klar i sig selv, må Guds Ånd komme over dette ord og gøre det klart. Det gør Han ved hjælp af kirkens aktuelle ytringsformer og ’tolkningsfællesskab’.

Angreb på Skriftens klarhed

I god overensstemmelse med postmodernismen retter de yngre evangelikale et fem-dobbelt angreb på Skriftens klarhed. De siger:

Guds tanker er over vore tanker. Derfor må teologi altid være forsøgsvis og prøvende, aldrig proklamerende og sikker.

Gud har givet os kirken som ’tolkningsfællesskab’. Derfor må vi sammen lytte efter, hvad ”Ånden siger til menighederne” (Åb 2,7).

Læren om Skriftens klarhed og Skriften alene (latin, sola scriptura) fjerner fokus fra kirken som det rum, hvori Guds Ord når os. Det er derfor bedre at formulere det reformatoriske skriftprincip som prima scriptura. Skriften kommer først, men kan ikke stå alene.

Læren om Skriftens klarhed lægger for stor vægt på Bibelens guddommelige side og overser dens menneskelige side. Fordi Bibelen er skrevet af mennesker på bestemt tid og sted, er dens formuleringer bestemt af den historiske og kulturelle situation. Al menneskelig erkendelse er lokal, spontan og foreløbig.

Hvis Bibelen virkelig var klar, burde vi vel ikke nå frem til så mange forskellige og indbyrdes modstridende opfattelser af den? Bibelen lærer selv, at den ikke er klar! Når Jesus lover sine disciple Helligånden, der skal vejlede dem i sandheden (Joh 16), siges det i hvert fald indirekte, at Bibelen ikke selv er tilstrækkeligt klar.

I mødet med disse fem postmoderne argumenter mod Bibelens klarhed kan vi for det første sige: Der er intet nyt under solen! Det er i hvert fald højst variationer over et kendt tema.

Erasmus af Rotterdam (ca.1469-1536) indledte i 1524 sit angreb på Martin Luther (1483-1546) med et angreb på Luthers lære om Skriftens klarhed.5 Erasmus pegede på fire ting:

Paulus siger:

Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje. Rom 11:33

Vi farer vild som i en mørk hule, hvis vi vil udforske denne visdom, siger Erasmus. Gud har reserveret mange erkendelser til himlen. Foreløbig erkender vi stykkevis, men i himlen skal vi kende fuldt ud. Vi skal ikke kræve den himmelske erkendelse på forskud.

Der er emner, om hvilke Gud slet ikke har åbenbaret noget. Det gælder f.eks. tidspunktet for vores død og tidspunktet for dommedag. Der er også emner, som Gud kun har antydet noget om. Det gælder f.eks. forholdet mellem de tre guddommelige personer, forholdet mellem guddommeligt og menneskeligt i Jesus og ’den utilgivelige synd’. Kirkens lærere har forskellige opfattelser af disse emner, hvilket viser, at vi skal betragte emnerne i andægtig tilbedelse, men ikke opstille nogen fast lære om dem. Der er dog også emner, som Gud har talt klart om, siger Erasmus. Dette gælder især reglerne for den gode moral.

Når Erasmus tog fat på dette spørgsmål, skyldtes det, at Luther lige fra reformationens begyndelse havde lagt en klar og tilstrækkelig Bibel til grund for sin kritik af Romerkirken. I 1520 truede pave Leo d.10. (1513-21) med at lyse Luther i band. Den trussel svarede Luther på ved at sige, at traditionen og kirken skal bedømmes ud fra Bibelen. Det er ikke Bibelen, der skal bedømmes af traditionen og kirken. Luthers begrundelse lyder:

Skriften er … i sig selv sikker, let at forstå, klar og sin egen fortolker. (latin, Scriptura sui ipsius interpres).6

Martin Luther om Skriftens klarhed

I sin udlægning af Davids Salme 37 siger Luther: ”Hvis nogen kommer til jer og siger: … ’Skriften er dunkel’, så skal I svare: ’Det er ikke sandt. Der er ikke skrevet nogen klarere bog på denne jord end Den hellige Skrift. Den er mod alle andre bøger ligesom solen mod alle andre lys.’ … Det er en gruelig stor skændsel og synd mod Den hellige Skrift og mod hele kristenheden, hvis man siger, at Den hellige Skrift er dunkel og ikke så klar, at enhver kan forstå den, lære og bevise dens tro. Bemærk dette: Ville det ikke være en stor skændsel, hvis jeg eller du skulle kaldes en kristen uden at vide, hvad jeg tror? Jeg ved dog, hvad jeg tror! Ligeledes ved jeg, hvad der står i Skriften, for Skriften har ikke andet end Kristus og den kristne tro i sig. Derfor, når troen bare hører Skriften, så er den så klar og lys for troen, at denne uden alle fædres og læreres tilføjelser siger: ’Det er sandt. Det tror jeg også.’”

Alligevel fortsætter Luther sin udlægning af Sl 37: ”Det er ganske vist sandt, at enkelte udsagn i Skriften er dunkle... [Men] i disse udsagn findes intet andet, end hvad vi andre steder finder i klare og åbenlyse udsagn.”7 Her ser vi, hvad Luther mente, da han skrev: Skriften er sin egen fortolker. Hvad den siger mindre klart ét sted, forklarer den for os andre steder.

I sit svar til Erasmus udbygger Luther, hvad han mener med dunkle udsagn i Bibelen. I virkeligheden er det bibellæseren, der er dunkel, og ikke Bibelen, siger Luther.

Naturligvis medgiver jeg, at der findes mange steder i Skriften, som er dunkle og utilgængelige – ikke fordi sagen er så ophøjet, men fordi vi mangler kundskab om ordene og grammatikken. Men disse steder er på ingen måde til hinder for, at vi kan forstå hele sagen i Skriften… Hvis ordene er dunkle et sted, er de klare et andet sted. Martin Luther

Luther skelner her mellem Skriftens sag og Skriftens begreber. Sagen er klar nok. Bibelen handler nemlig om Kristus og om syndernes forladelse ved troen på Ham. Som Luther fortsætter samme sted: ”Tag Kristus bort fra Skrifterne – hvad vil du så mere finde i dem?”8 Men det er ikke alle steder lige klart, hvordan Skrifterne forkynder Kristus. I de tilfælde må vi lade Skrift tolke Skrift.

Trods disse begrænsninger er Skriftens klarhed ifølge reformatorerne en ganske omfattende sag. Vi skal gå til Bibelen med den forventning, at Gud vil undervise os detaljeret om, hvem Han er, hvem vi er, hvad vi skal tro, og hvordan vi skal leve. Vi kan bare ikke forvente, at Gud altid vil forklare os, hvordan det kan være eller hvorfor det skal være sådan. Han siger, at det er sådan, og så forventer Han, at vi holder Ham for Gud og tror Ham på Hans Ord.

Skriftens dobbelte klarhed

Men det vil vantroen ikke. Og her nærmer vi os en vigtig sondring hos Luther. ”Der er to slags klarhed i Bibelen”, siger han, idet han skelner mellem dens indre og ydre klarhed.9 Men hvad mener han med den indre klarhed?

Den ydre klarhed indebærer, at hvem som helst kan danne sig et overblik over Bibelens indhold. Både troende og vantro kan læse og forstå Bibelen. Men når vi kommer til Skriftens hovedsag, så er den en forargelse og en dårskab for vantroen (1.Kor 1:23). Det ugenfødte menneske kan ikke tro denne hovedsag. De vantro ser en korsfæstet mand dø i afmagt, men de ser ikke den sejr, Han vinder netop ved at dø. De hører og ser Hans disciple vidne om disse ting, men de ser ikke Satan og de onde åndsmagter blive trængt tilbage overalt, hvor dette Ord vinder frem. De ser heller ikke alt dette beskrevet side op og side ned i Det gamle Testamente. Først når Guds Ånd fjerner det slør, der ligger over hjerterne, ser de den korsfæstede og almægtige Kristus i hele Guds Ord (2.Kor 3:14-16). Hvor Helligånden får lov at skabe troen i hjertet, bliver Skriftens ydre klarhed også til en indre klarhed; nemlig inde i det troende hjerte.

Mødet med Bibelens budskab som lov og evangelium er et virkeligt møde med Gud selv (jf. den sidste af de fire pointer: Bibelen taler virkningsfuldt). I dette møde åbner Guds hellige Ånd vore øjne for en virkelighed, som vore naturlige forudsætninger ikke tillader os at se. Dette sker, allerede før vi kommer til tro. Det ugenfødte menneske kan ikke uden Helligåndens hjælp sætte sig ud over sine egne forudsætninger.

Disse forudsætninger handler først og fremmest om troen på egen godhed og egne evner. Det sidder dybt i det vantro menneske, at vi både kan og skal gøre os fortjent til frelsen. Lige så dybt sidder det i det vantro menneske, at virkeligheden er sådan, som vores fornuft og vore sanser fortæller os. Men i lovens møde med Gud rystes denne tro på egne evner. Allerede før genfødslen kan det blive klart for en bibellæser, at Bibelen ikke deler vore grundlæggende forudsætninger.

Her bliver religiøsiteten stillet på hovedet: Vore gode gerninger er i virkeligheden dødssynder. Når Gud vil føre os til livet, fører Han os ind i døden.

Den sande teologi kender Gud så at sige ’bagfra’ gennem kors og lidelse. En sådan ’bagvendt’ teologi kalder Martin Luther for ”korsteologi”.10 Fordi Gud vil, at vi skal tro og ikke se, skjuler Han troens genstand for os. Men når Gud skjuler sin herlighed og kraft under elendighed og svaghed, øver Han os i at tro Ham på Hans Ord. Troen lærer på denne måde at holde sig til det nøgne Ord og foragte sine sanseindtryk og erfaringer.

Som jeg forstår Luther, kan den ugenfødte bibellæser godt nå frem til at se denne bagvendte virkelighed i Bibelen, men ikke uden Helligåndens hjælp. Og så længe en bibellæser er ugenfødt, vil han ikke tage denne teologi til sig og gøre den til sin egen. Han har fortsat ikke den indre klarhed, selv om han ved Åndens hjælp har fået større lys over Skriftens ydre klarhed.

Guds Ords virkekraft

Fordi Guds Ånd er i Guds Ord, rummer det en mægtigt virkende kraft (Hebr 4,12). Men troen på Ordets virkekraft er et specifikt luthersk element i bibelsynet (jf. pkt.4: Bibelen taler virkningsfuldt). Mange ikke-lutherske evangelikale hævder også Skriftens sandhed, tilstrækkelighed og klarhed, men når det kommer til Skriftens virkekraft, kan de ikke være med længere. Guds Ord er ikke et sted, hvor vi virkeligt møder Gud selv, mener de. Guds Ånd virker ved siden af eller sammen med Den hellige Skrift, siger de ikke-lutherske evangelikale. Denne virkekraft findes ikke i Skriften selv, hævder de.

Det er derfor ikke helt forkert, når de postmoderne kritiserer megen evangelikal teologi for at reducere kirken til en skole, Bibelen til en lærebog i systematisk teologi og troen til en lektie, der skal læres udenad. Og så spørger de: Hvad med realiteter og erfaringer? Hvor møder vi Gud? Er troen bare intellektuel tilslutning til lære? Mange ældre evangelikale ved ikke helt, hvad de skal svare.

Men disse spørgsmål rammer ikke klassisk luthersk teologi med samme kraft. Det forudsætter bare, at vi fastholder alle fire elementer i vores eget syn på Guds Ord. Den lutherske realisme i beskrivelsen af nådens midler (Ordet, dåben og nadveren) har noget at sige til en postmoderne tid. Når mange i dag spørger efter det virkningsfulde og autentiske – ikke bare efter formelle sandheder – så har Ordet, dåben og nadveren noget at give, som man sjældent finder i en ikke-luthersk sammenhæng.11 Men vi må fastholde, at Guds åbenbaring i Bibelen har to sider:

Dels er åbenbaringen en formulering af konkrete og urokkelige sandheder. Gud åbenbarer sagsforhold, som Han ønsker, at vi skal forstå. Derfor kan vi forpligte os selv og hinanden på en bekendelse, der ikke er lokal, spontan og foreløbig, men gælder til alle tider.

Dels er åbenbaringen et virkeligt og derfor virkekraftigt møde med Gud selv. Dette møde er givet i og med Ordet, for Gud er selv til stede i sit Ord. Han dræber og Han gør levende ved dette Ord.

Tro på andre virkemidler

Desværre er troen på såvel Bibelens klarhed som dens virkekraft under betydeligt pres i dag. Dette pres kommer ikke bare fra de bibelkritiske teologer på vore universiteter. Det er i stigende grad evangelikale teologer og andre kirkelige ledere både internationalt og i Skandinavien, der nedtoner eller betvivler, at Bibelen i sig selv skulle være klar, og at den i sig selv rummer den virkekraft, som kirken og missionen har behov for.

Men i samme grad vi forlader troen på Bibelens klarhed og tilliden til dens iboende virkekraft, mister vi også Bibelen som Guds Ord. Vi får behov for andre virkemidler. Det er den væsentligste forklaring på den popularitet, som strategi og markedsanalyse, kommunikationsteori, sociologi og psykologi har fået blandt især yngre teologer og kirkeledere. Der er ikke noget galt med at interessere sig for disse emner – heller ikke i den kristne kirke. Men tendensen er i øjeblikket, at man stadigt mere sætter sin lid til, hvad disse rent menneskelige værktøjer skal udrette i kirkens og missionens tjeneste. Det skyldes, at man har mistet tilliden til Bibelens klarhed og virkekraft.


[1] Robert D. Preus: The Theology of Post-Reformation Lutheranism Vol.1. A Study of Theological Prolegomena, St. Louis, MO: Concordia Publishing House 1970, 309-403.
[2] Se mere om dette i min bog Bibelens syn på sig selv, København: Dansk Bibel-Institut & Luthersk Mission 2015.
[3] ”In some sense the Protestant principle belongs to the common heritage of all Christian traditions” (Stanley J. Grenz & John R. Franke (2001): Beyond Foundationalism. Shaping Theology in a Postmodern Context, Louisville, KY: Westminster John Knox Press, 64).
[4] Clark H. Pinnock (1996): Flame of Love. A Theology of the Holy Spirit, Downers Grove, IL: InterVarsity Press, 241.
[5] Desiderius Erasmus: On the Freedom of the Will, i: E. Gordon Rupp & Philip S. Watson eds. (1969): Luther and Erasmus. Free Will and Salvation. The Library of Christian Classics, Philadelphia, PA: The Westminster Press, 38-40.
[6] Martin Luther: Assertio omnium articulorum, Weimarer Ausgabe (WA) 7,97.
[7] Martin Luther: Der 36. (37.) Psalm Davids, WA 8,236.
[8] Martin Luther: De servo arbitrio, WA 18,606. Jf. norsk udgave Martin Luther: Verker i Utvalg bd.4, Oslo: Gyldendal Norsk Forlag 1981, side 125-126.
[9] WA 18,609. Jf. norsk udgave, side 127.
[10] Martin Luther: Disputatio Heidelbergae habita, WA 1,363 (tese 24). Jf. norsk udgave Martin Luther: Verker i Utvalg bd.1, Oslo: Gyldendal Norsk Forlag 1979, 292.
[11] De ikke-lutherske protestanter benægter som regel dåbens og nadverens iboende virkekraft på samme måde, som de benægter Skriftens virkekraft.


 


Støtt foross.no
Ca leselengde
23 min
Ressurstype

  Aktuelt

Forfatter
forfatter_fotoSkrevet av: Peter Olsen.
  Peter er ekstern lektor på Dansk Bibel-Institut i København, førsteamanuensis på Fjellhaug Internasjonale høgskole og Bibelunderviser i Luthersk Mission.
   Ressurser av Peter Olsen
Vil du støtte foross.no?

  Du kan gi via kredittkort

  Du kan benytte Støtt foross via Vipps! med Vipps-nummer: 70979

  Mer info og andre alternativ finnes på siden STØTT OSS.