Publisert

Rosenius’ teologi med særligt henblik på hans syn på helliggørelse


Ca leselengde:
9 min

Resumé: Artiklen præsenterer Carl Olof Rosenius' opvækst blandt de nordsvenske nylæsere, hvor Luthers skrifter havde en central placering. Dernæst omtales Rosenius' samarbejde med den engelske metodistmissionær George Scott, inden han fremstod som den åndelige leder for den voksende vækkelsesbevægelse.

På baggrund af Rosenius' forståelse af syndefaldet og forsoningen gives en fremstilling af hans syn på helliggørelsen. Til sidst drøftes i kort form, om der findes en teologisk udvikling i Rosenius' syn på helliggørelsen, og om Rosenius altid var teologisk enig med Luther.

Indledning

Hensigten med denne artikel er, på baggrund af den lutherske påvirkning Rosenius mødte i sin opvækst og hans forståelse af syndefaldet og forsoningen, at skitsere Rosenius' syn på helliggørelsen. Især skal det undersøges, hvad der efter hans opfattelse er den største hindring for menneskets helliggørelse, hvilken plads loven har i helliggørelsen, og hvad der giver kraft til at leve et helliggjort liv.

Rosenius' opvækst og vejen til hans livsgerning

Carl Olof Rosenius blev født den 3. februar 1816 i Nysätra (mellem Skellefteå og Umeå), hvor hans far Anders Rosenius (1780-1841) var præstelig medhjælper (komministeradjunkt) fra 1814 til 1817. Hans mor var Sara (1786-1870), født Norenius. Af deres syv børn var Carl Olof nummer tre ([Moberg og Sandell] 1868, 8).

Fra begyndelsen af 1800-tallet brød en vækkelse frem i egnene omkring Piteå, Luleå og Skellefteå, som dels var præget af den mere lovbundne pietisme og dels den mere evangeliske herrnhutisme. Derfor skelner man mellem to hovedretninger inden for de vakte kredse i Nordsverige − de gamle læsere og de nye læsere. Gammellæserne var mere pietistisk orienteret, mens nylæserne var mere præget af herrnhutismen (Lodin 1933,73-117; Rodén 1942; Holmgren 1948; Lodin 1956,7-16).

Rosenius' far var en evangelisk vækkelsespræst, og hjemmet stod især i forbindelse med nylæserne, der samledes i hjemmene, hvor man læste Bibelen, Luthers (1483-1546) Kirke-Postille og Store Galaterbrevskommentar, Johan Arndts (1555-1621) Den sande Christendom, Christian Scrivers (1629-1693) Sjæle-Skat, Erich Pontoppidans (1698-1764) Troens Spejl og Anders Nohrborgs (1725-1767) Den fallna Menniskans Salighets-Ordning.

Dette lutherske vækkelsesmiljø, som  Rosenius voksede op i, var baggrunden for hans personlige udvikling og hans gerning som forkynder og forfatter og dermed for den indflydelse, han fik og det præg, han satte på den senere folkevækkelse.

I 1830 kom Rosenius til at læse Pontoppidans Troens Spejl.[1] I hans egen beskrivelse 15 år senere kom læsningen af bogen til at betyde, at han "genom Christi kärlek blef frigjord och mycket lycklig, glad och salig" ([Moberg og Sandell] 1868, 11). I et brev den 6. december 1844 til den finske præst og vækkelsesleder Fredrik Gabriel Hedberg (1811-1893) skrev Rosenius, at det var ved den lejlighed, at han "framkom till nåden" (Westin 1930, 58).

Dette var det afgørende tidspunkt i Rosenius' åndelige historie. Pontoppidans bog fik betydning for Rosenius' fremtidige opfattelse i betoningen af, at den levende tro har sine kendetegn. Ved fremstillingen af disse kendetegn ligger dog tyngdepunktet hos Rosenius mere end hos Pontoppidan på det, som står i umiddelbar sammenhæng med forsoningen i Kristus.

At der var sket en forandring med Rosenius, mærkede også hans kammerater i skolen. Når de kaldte ham "den lille reformator" eller "den anden Luther" (Lodin1956, 37), var det næppe udtryk for en stor popularitet i  kammeratflokken. Næst efter Bibelen læste Rosenius især Luthers skrifter (Lodin 1956, 38).

Rosenius var nu overbevist om, at han skulle være præst i Svenska Kyrkan, og han begyndte derfor på gymnasiet i Härnösand. Det blev kendt, at Rosenius kom fra læserkredse, og han indbød sine kammerater til regelmæssige sammenkomster, hvor bibellæsning og bøn stod centralt (Lodin 1956, 45-46).

Efter at Rosenius havde afsluttet undervisningen i Härnösand i 1837, arbejdede han det næste år for at tjene penge til studierne. Som det var almindeligt for kommende stud.teol.er, fik han hos biskoppen tilladelse til "viatisering", det vil sige en lønnet opgave som uordineret "predikobiträde" med adskillige prædikeopgaver i et nærmere angivet område inden for stiftet. Det var en begunstigelse fra stiftets biskop, hvor den begunstigede fik ret til i visse menigheder at optage kollekter til den kommende uddannelse.

Året som "predikobiträde" bragte Rosenius i kontakt med mange grupper af læsere, og samtidig fik han mulighed for at fordybe sig i Luthers skrifter. Men Rosenius kom ikke til Uppsala, da efterårssemestret begyndte i 1838, fordi han blev syg. Han var sandsynligvis ramt både af depression og en alvorlig legemlig sygdom, antagelig en hård lungebetændelse (Lodin 1956, 60; Hansen 1987, 66).

I Uppsala kom Rosenius aldrig rigtigt i gang med de teologiske studier. Han var ikke fysisk rask, han havde økonomiske problemer, så han blandt andet tog arbejde som huslærer, og endelig løb han ind i alvorlige tvivl især om Guds eksistens og Bibelens guddommelige sandhed. Det bør bemærkes, at tyskeren David Friedrich Strauss' (1808-1874) bog Leben Jesu fra 1835 præget af en radikal bibelkritik var det store debattema ved Uppsala Universitet, kort før Rosenius blev ramt af sin store åndelige krise (Holmquist 1923).

I den situation fik han sjælesørgerisk hjælp af den skotskfødte, oprindelig prebyterianske metodist-missionær George Scott (1804-1874), der var kommet til Sverige i 1830 og på den tid var den åndelige leder af et livskraftigt evangeliserende arbejde i Stockholm.

Scotts primære arbejde var at være præst for en metodistisk menighed af indvandrede englændere[2], men som den dynamiske organisator han var, udførte han også et evangeliserende arbejde blandt svenskerne. Scott arbejdede således for bibelspredning og evangelisk traktatmission, ligesom han gjorde en pionerindsats for ydre mission. Han medvirkede således i 1834 til at starte udgivelsen af en Missions-Tidning og til oprettelsen af Svenska Missionssällskapet i 1835 (Lodin 1933, 297-394; Sundkler 1937, 45-60; Jarlert 2001, 115).

Scott ydede ikke alene Rosenius sjælesørgerisk hjælp, men blev også opmærksom på Rosenius’ evner og fik ham knyttet til sit arbejde. Selv om Scott ikke var lutheraner, var han pragmatiker på den måde, at han var klar over, at hvis han skulle fremme et vækkende og evangeliserende arbejde i det svenske folk, skulle han skjule metodistiske tendenser og satse på, at hans arbejde havde en luthersk profil (Lodin 1933, 297-394).

På initiativ af Scott blev det besluttet at udgive et evangelisk, opbyggeligt og upolemisk månedsblad, der fik navnet Pietisten. Som navnet signalerede, skulle  bladet fremme gudsfrygt. Pietisten udkom første gang 1. januar 1842 med Scott som redaktør og Rosenius som medarbejder ([Moberg og Sandell] 1868, 72-79); Westin 1949, 178-190).  Som bladets hoved stod der: Pietisten. Navnet Pietist kommer af ett Latinsk  ord, Pietas, gudaktighet.

I 1841 rejste Scott til USA, hvor han besøgte og forhandlede med The Foreign Evangelical Society, der gav tilsagn om at aflønne to bymissionærer i Stockholm/Sverige, der skulle arbejde under  Scotts ledelse. Rosenius blev således fra 1842 ansat af The Foreign Evangelical Society i New York som bymissionær i Stockholm, og kort tid efter blev Oscar Ahnfelt (1813-1882) også ansat. Denne ansættelse med økonomisk understøttelse varede til 1863, idet Scott fik udvirket, at ansættelsen fortsatte, selv om han forlod Sverige (Westin 1931, 17-23; Lodin 1956, 112; Jarlert 2001, 115.137.152).[3]

Ansættelsen fra Amerika betød to ting for Rosenius. Han fik økonomisk mulighed for at virke som fuldtids lægmandsprædikant på den svenske kirkes bibelsk-lutherske fundament, men uafhængigt af de kirkelige myndigheder og sognegrænser. Samtidig så han det sådan, at Scott havde formidlet et ydre kald til ham.

Da Rosenius som Scotts medhjælper var begyndt at prædike og holde bibeltimer, blev han kritiseret for ikke at have afsluttet sine teologiske studier og være blevet kaldet og ordineret præst i Svenska Kyrkan, så han kunne blive  rettelig kaldet (rite vocatus), som det er foreskrevet i Confessio Augustana artikel 14.

For Rosenius var kritikken af, at han ikke var rettelig kaldet, en anfægtelse. Rosenius behandlede denne kritik i et brev skrevet påskeaften 1842 ([Moberg og Sandell] 1868, 84-89; jævnfør Martling 1965). I sin forståelse af Confessio Augustana  artikel 14 inddrog Rosenius Luther og konkluderede, at Confessio Augustana artikel 14 for den kaldede og ordinerede præst betød et generelt kald, mens Confessio Augustana artikel 14 for lægmanden betød, at han forud for hver prædiken skulle modtage et konkret kald fra en virkelig menighed/forsamling, der ønskede ham som prædikant. Rosenius understregede, at han aldrig havde prædiket noget sted uden et konkret forudgående kald. Understøttelsen fra USA så han som en bekræftelse på sin forståelse af at være ret kaldet.

På grund af stigende modvilje fra både den svenske stat og den svenske lutherske kirke mod Scotts allianceprægede arbejde i Sverige og især efter voldsomme tumulter i forbindelse med Scotts svenske eftermiddagsgudstjeneste palmesøndag den 20. marts 1842 skønnede Scott, at hans person kunne blive en hindring for det gryende vækkelsesarbejde i Sverige. Det tog han konsekvensen af og forlod Stockholm den 30. april 1842.[4] Rosenius stod da alene som redaktør og udgiver af Pietisten og kort tid efter også af Missions-Tidning. Derved blev han den åndelige leder af det vækkelsesarbejde, som Scott havde været den menneskelige initiativtager til.

Rosenius fik især blivende betydning for den religiøse folkevækkelse som redaktør af Pietisten. Derudover øvede han sin indflydelse på følgende tre måder. 1. Som prædikant hvor han især fremtrådte som bibeludlægger. Mange af hans artikler i Pietisten havde han først holdt som prædikener, bibeltimer eller andagter. 2. Som brevskriver. Mange fra vækkelsen kontaktede Rosenius for at få åndelig vejledning (Wadström 1900, 313-316). 3. Carl Olof og hans hustru Agatha (1814-1874) Rosenius havde et meget gæstfrit hjem, hvor der ofte var nogle til spisning. Mange boede også hos dem i kortere eller længere tid, som Chr. Møller og Sejersen i 1866 (Anonym 1922, 8), hvor Rosenius gav sjælesørgerisk hjælp og åndelige råd (Wadström 1900, 65). Det var på den måde, at han for mange blev en stor åndelig autoritet (Gustafsson 1963, 147.165).[5]

Les resten av artikkelen i pdf- format: rosenius-teologi-med-saerligt-henblik-pa-hans-syn-pa-helliggorelse


 

Denne artikkelen har nylig blitt publisert i siste utgave av Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke 03/2016


 


Støtt foross.no
Ca leselengde
9 min
Ressurstype

  Aktuelt

Forfatter
Skrevet av: Flemming Kofoed- Svendsen.
  Flemming er gift med Inger Margrethe. De mistet sin ene sønn med sin familie i tsunamien i 2004. Han er doktor i teologi og har vært prest i 35 år, generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende, partiformann og minister.
   Ressurser av Flemming Kofoed- Svendsen
Vil du støtte foross.no?

  Du kan gi via kredittkort

  Du kan benytte Støtt foross via Vipps! med Vipps-nummer: 70979

  Mer info og andre alternativ finnes på siden STØTT OSS.