Karikaturtegneren Stuart Carlson bragte fornylig en tegning under overskriften: Je suis having second thoughts. Naturligvis en reference til kampråbet Je suis Charlie Hebdo. Tegningen viser ham selv siddende ved sit tegnebord med tankeboblen: Is this cartoon really worth my life?
Risikere livet?
I dag sidder kunstnere og redaktører helt seriøst og vejer en reel risiko for at blive dræbt op imod retten til at trykke en plat karikatur. Ganske som Luther afvejede risikoen i Worms: Nu gælder det evangeliet og mit eget liv.
En uvelkommen tanke melder sig: Med 50 statsledere i march i den største støttedemonstration i Frankrigs historie kunne man egentlig godt have ønsket sig en ædlere sag end retten til latterliggørelse. Hvor meget federe havde det været, hvis de havde vovet livet for "sandheden" eller "evangeliet" eller "kærligheden"!
Gode grunde til at forsvare grinet
Det er lidt ærgerligt at brænde så meget mod, trods og solidaritet af på så plat en sag. De dræbte tegnere hyldes som frihedskæmpere for Vestens ædleste værdier – som om vi ikke har højere mål end grinet!
Men så enkelt er det ikke. Der er gode grunde til at forsvare grinet. Imod undertrykkende magtsprog er latteren et af de bedste våben. Jeg forsvarer ikke latterliggørelse af mennesker. Men latterliggørelsen af absolutistisk magtsprog er nødvendig, om så det truer os med bomber eller med undertrykkelse.
Sanheden og grinet
Verden har i dag glimrende grunde til at afsky forestillingen om absolut, universel sandhed. Det var den forestilling, der flåede verden i stykker i 2. verdenskrig. Det var den forestilling, der holdt den kolde krig ved lige og holdt verden som gidsel under truslen om total udslettelse. Og det er den, der lurer bag religionskrigene.
Derfor står kampen i dag ikke mellem de forskellige bud på "sandheden", men mellem SANDHEDEN og grinet. SANDHEDEN er nemlig ikke længere noget, vi stræber efter eller søger; den er pr. def. et undertrykkende "sandhedsregime": Michel Foucault omformulerede den gamle tese "Viden er magt" til "Viden er vold", for man kan kun hævde sin egen fortolkning som universel sandhed ved at dømme andre som onde eller som idioter.
Relativismens tid
Ganske vist: Ugennemtænkt relativisme og bevidstløs tolerance er trættende fænomener. De er store i slaget og bæres af en tankeløs retorik, der alligevel ikke holder, når det virkelig brænder på. Ikke mindst er de irriterende for enhver, der prøver at formidle en universel sandhed. Deriblandt jo den kristne kirke.
Men hvis man prøver at udfordre relativismens og tolerancens tidsånd, viser det sig, at den er vanskeligere at vælte end som så. Den har gode kort på hånden, både epistemologiske, hermeneutiske og – ikke mindst – historiske, med referencer til absolutismens ødelæggende magt.
Træt af tidens tolerancereligion
Man kan blive så inderligt træt af tidens tolerancereligion! Den svigter grusomt, når de vigtigste værdier bliver truet. Men til tolerancereligionens fødelinjer hører trods alt et kristent syn på mennesket og på evangeliet. Som Grundtvig sagde det i digtet Tvang til Tro er Snak i Taaget:
Kun til Helved kan Man tvinges,
Mens til Himlen blot der ringes,
Frihed følger Sandheds Aand!
"Man skal lide af det, man bekæmper", påstod den gamle rebel Poul Henningsen (ham med PH-lamperne).
Man kan vanskeligt bekæmpe tidsånden uden selv at være ramt af den. Den er nødt til i et vist omfang at have såret og mærket en, for at man kan sætte et kærligt og uimodståeligt modangreb ind. Ellers ser man kun "tidsånden" som en eksternaliseret, diabolsk åndsmagt. Man ser ikke, hvad der er bag den: medmenneskene og deres famlen, deres prøvelser og deres gudbilledlige værd.
Medmenneske eller modmenneske
Man kan ikke nå verden med evangeliet, hvis ikke man elsker verden: elsker den med en flig af Guds kærlighed. Men det indebærer, at man til dels indoptager dens famlen og dens prøvelser. At man netop er et medmenneske. Ellers bliver man et modmenneske.
Til den øvelse hører anfægtelsen: at jeg forlader mit tårn af absolut sikkerhed med de sort-hvide felter og går ud i tågen. Ud i gråzonen af usikkerheder. Men med frygt og ikke med lettelse! – for til anfægtelsen hører en ubodelig længsel efter vished og et inderligt had til løgnen.
Kunsten at skelne
Guds Ånds sandhed er absolut. Men jeg er ikke Gud. Al den sandhed, jeg tror på og formidler, er en tilnærmet, en approksimativ sandhed. – Det betyder imidlertid ikke, at alt er underordnet og alt er til forhandling, sådan som tolerancereligionen hævder. Guds Ånds sandhed er åbenbaret os og er ikke til afstemning. Men det betyder, at jeg kommer til at skelne mellem det, der definerer kristendommen, og det, hvori uenigheder og fejltagelser godt kan tåles! Og jeg kommer til at skelne mellem det, der er universelt og uforanderligt, og det, der er kontekstafhængigt og foranderligt.
Her kommer så problemet: Vi véd, at en sådan skelnen er afgørende. Vi véd, at kristendommen ikke kan bære uenighed og fejltagelser omkring fx. Kristi opstandelse eller Guds væsen og eksistens. Og vi véd, at den kan bære uenighed og fejltagelser omkring øl eller søndagsarbejde. Inde mellem disse to yderligheder ligger et helt spektrum af skadelige fejltagelser og dybe uenigheder, der måske deler os i kirkesamfund, men som alligevel ikke er fortabelse.
Absolutist eller relativist
Hvis man ikke vil leve med sådan en skelnen, bliver man enten absolutist og udnævner den rette mening om alle emner til at være betingelse for frelse; eller også bliver man relativist, overlegen og sorgløs over for alt. Begge ekstremer er absurde.
Men vi har aldrig fået en liste over, hvad der er hvad. Der er i kristendommen ingen lære om, hvordan man skelner imellem det universelle og det kontekstafhængige! Hvilket er dybt frustrerende og anfægtende: Hvad definerer kristendommen, så at afvigelse derfra ødelægger den? Og hvad kan bære en vis uenighed, så at uenige kristne stadig kan betragte hinanden som brødre og søstre?
Man kan møde den formulering, at det må være som at "skelne mellem skal og kerne": Kernen i kristendommen er det uopgivelige, det universelle; og skallen er det foranderlige, det kontekstafhængige, der hverken gør fra eller til.
At være menneske
Det tror jeg ikke. For selv om vi skelner, så kan vi ikke skille det ad kirurgisk, sådan som man skiller en valnød ad. Det er snarere som at skelne mellem sjæl og krop: Vi véd, der er forskel; men vi vil aldrig kunne skille dem ad eller sige præcis, hvor grænsen går. Kroppen gør noget ved sjælen; og sjælen gør noget ved kroppen.
Men denne skelnen er noget, hver generation er nødt til at genopdage møjsommeligt, i en skræmmende dialog mellem traditionen og tidsånden. Det arbejde er aldrig færdiggjort, så det kan overdrages uforandret til næste generation. Og i det arbejde kan man risikere, at kristendommen dør og forvrides til ukendelighed! Det er sket mere end en gang i kirkens historie.
– Gisp! Er det virkelig så skræmmende og anfægtende at være kristen og være kirke i verden?!
– Nej. Sådan er det simpelt hen at være menneske. Der er ingen, for hvem noget som helst overhovedet betyder noget som helst, som ikke må leve med den udfordring.
