Publisert

Ydmyghed og stolthed En antologi om David og Salomo


Ca leselengde:
22 min

Velkommen til årets forosskonferanse 8.-9. november i Ryenberget kirke (DELK). Se program og påmelding her. Bli med å "grav litt dypere" i temaet HEL OG HELLIG gjennom bibeltimer, seminarer, panelsamtaler og mingling.


“Nå-nå, hvorfor så lang i ansigtet? Er det korlederen, der hakker på dig igen? Kan du stadig ikke ramme de høje toner?”

“Far, lad mig nu være. Det har ikke noget med ham at gøre.”

“Slap af, jeg bider jo ikke. Det er da sært, så følsom du bliver, når du har været til øvelse. Er du stadig sur over, at du skulle tjene et år i koret? Jeg har jo sagt, at det er nødvendigt, for at du ...”

“Ja far, det er jeg stadig sur over. Det er slet ikke mig, det der syngeri. Men det er ikke det”.

“Nå, så må du jo selv finde ud af det, unge mand. Bare det ikke har noget med mig at gøre.”

Salomo vendte sig om mod David med al sin 17-årige vrede.

“Jo, du kan være sikker på, det har noget med dig at gøre! Du aner ikke, hvad det betyder at skulle være kongens søn og stå der sammen med de rødder og skråle den samling sange, ens egen far har skrevet!”

David satte sig med et suk i den store stol med de mange puder, han havde fået lavet året før, da han var begyndt at få så ondt i ryggen.

“Nåh, jeg kan vel godt forestille mig det. Jeg har også været en fars søn. Og Isaj var ikke den nemmeste mand i verden at være søn af”.

Han smilede lidt og kom til at se både overlegen og forlegen ud på én gang.

“Min far var bonde. Og jeg var stolt af ham. Folk respekterede ham, selv om han kunne være lidt stejl og stiv i det. Men det kan da ikke være ringere at være søn af selve kongen.”

Salomo skulede vredt til ham. Han var tavs noget længere end normalt, når han var i det hjørne.

“Jeg har ikke noget imod at være kongens søn. Du behøver ikke minde mig om, hvor heldig jeg er. Det klarer de andre helt fint. Men det er bare ...”

Det var heller ikke ligefrem normalt, at Salomo begyndte at lede efter ordene. David så usikkert på ham.

“Far – det er de sange, du skriver. Det er ikke så meget det der med, at vi skal synge min fars ting. Der er da meget af det, der er i orden. De fleste af os kan godt li’ det. Noget af det. Det med vores store Gud og vores stærke Gud og Libanons cedertræer og alt det. Lovsange er i orden. Det løfter.

Men noget af det er altså ikke til at holde ud. Det, de andre ikke kan ta’, det er al den sorte jammer. Al den kryben. Det kan da ikke være meningen.

Far, du skriver sange, der lyder som om du var den største lort i verden! Hvordan tror du, det er at stå sammen med de andre og skråle: Mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne– og så er det dig, vi synger om?”, vrængede Salomo. “Du skulle se Zikri og Jerimot foran mig i koret. De står og smågriner og skæver over til mig. Det stod vi og sang i dag! Det er ikke ligefrem ...”

David havde aldrig set Salomo begynde at bæve om munden før. Rystet sank han forover og så sin søn op i ansigtet.

“Salomo – det var jeg ikke klar over. Det skulle jeg måske have forudset. Nu ved jeg ikke ...
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det godt igen. Jeg ville bare have, at du skulle lære at tjene Gud med sangen. Nej – jeg ville bare så gerne, at du skulle lære at se Gud i sangen.
Min dreng, vi tager dig af koret med det samme. Det skal du ikke igennem. Det var en fejl.”

Salomo rystede voldsomt på hovedet for ikke at skulle tørre tårer væk.

“Far, det løser ikke noget. Dine sange er ude over hele Israel. Alle kan det udenad: I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig. De tager det jo bogstaveligt! Hvor skulle de vide fra, at du er en god nok far? De ved jo ikke, at du slet ikke er sådan en slimet synder, som du lader som om i dine sange. De aner ikke, at det bare er sådan noget religiøst noget, sådan noget man siger af ærbødighed for Gud eller hvad ved jeg. De vaskekoner og skraldemænd tror garanteret allesammen, at du har horet eller myrdet eller løjet!

Far, jeg føler det som om hele Israel peger fingre ad mig. Altså ad dig, ikke. Og det rammer også mig. Du er jo ikke ...”

Salomo gik i stå. Først nu så han rigtigt på Davids ansigt. Det var blegt og stivnet. Han så ud som et trækdyr, der var sunket sammen under trækstangen.

David sank et par gange, men sagde ikke noget. De stirrede på hinanden, mens frygten begyndte at sive ind i Salomos blik.

“Far, sig noget. Hvad er det med dig? Hvorfor ser du ud, som om jeg var Natan selv?”

David så ned, mens han sank endnu mere forover.

“Salomo, jeg skulle have fortalt det her for mange år siden. Det er ikke rimeligt, at du skal finde ud af det på den måde.

Jeg forstår, at du hader at høre mig bede Gud om tilgivelse igen og ydmyge mig over for ham på den måde. Det har jeg lært over mange år. Men for dig lyder det skamfuldt. Det lyder ... uværdigt.  Men nu må jeg til at ydmyge mig over for dig – og bede dig om tilgivelse. Jeg skulle ikke have udskudt det og udskudt det.”

Han så op, som om han bad Salomo om forladelse. Eller om forståelse.

“Sæt dig her ved siden af mig. Det her vil tage nogen tid.

Hør lidt på mig nu.

Søn, der går nogle rygter i Israel. Om mig. Og om din mor. Og de sladderkællinger og de fniseknægte, du føler dig så oprørt over, de har været meget mere nænsomme imod dig, end man kunne vente. De har trods alt ikke smadret de her rygter op i ansigtet på dig. Måske har de troet, at du selvfølgelig vidste alt om det. Men det sker sommetider, at det er dem tættest på tingene, der sidst hører om dem.

Nu må jeg fortælle dig om de rygter. Og jeg bliver nødt til at fortælle dem som det, de er: som sandheden. Det er sandt, hvad man siger om din far. Det, som åbenbart alle andre end du ved.

Og nej, du kan være sikker på, at den der “sorte jammer” i mine sange, som du kalder det, den er ikke “noget religiøst noget”, som man bare siger. Den er også sandheden.

Du ved, at da jeg første gang traf din mor, havde jeg allerede disse hustruer og medhustruer, sådan som kongernes skik er. Du ved også, at hun var enke efter Urias. Men det her ved du ikke ...

Batseba er den kvinde, jeg har elsket højest af alle mine hustruer. Jeg er sikker på, at det har du mærket.”

Salomo nikkede svagt.

“Men sådan begyndte det ikke. Det begyndte ikke som kærlighed. Jeg var ganske enkelt liderlig. Jeg havde set Batseba, mens hun var ved at tage bad på taget af Urias’ hus. Hun var nøgen og ufatteligt smuk”.

Salomo vred sig forlegent på stolen og trak sig lidt væk.

“Ja, jeg ved godt, at det ikke er noget, man gerne hører sine forældre snakke om. Men nu er der ingen vej tilbage. Forstår du: Hun var ikke enke! Ikke endnu. Urias levede stadig. Så jeg gjorde noget vanvittigt. Det mest vanvittige i mit liv. Jeg tog en anden mands hustru. Jeg tvang hende – nej, måske ikke netop med vold, men med min kongemagt.

Batseba blev gravid. Og jeg blev vistnok grebet af panik. Men jeg var også begyndt at holde af hende. Og så gjorde jeg noget lige så vanvittigt: Urias havde mærket, hvad der foregik. Og jeg ville have ham af vejen, for jeg ville have hans kvinde! Så sendte jeg Urias ud til fronten. Og jeg gav hans overordnede besked om at sørge for, at han skulle dø i kamp.

Det var ikke bare vanvittigt, det var også uklogt. Det var så tydeligt, hvad der skete, at alle kunne se det. Men jeg var ligeglad.

Salomo, du var bange for, at Israels sladderkællinger og fniseknægte skulle tro det værste om mig: horkarl, morder eller løgner. Men det er præcist, hvad der var sandheden om din far.”

Salomo var nu lige så bleg og stivnet i ansigtet som David.

“Far, det tror jeg ikke på. Du har ikke ... du har ikke voldtaget min mor – og slået hendes mand ihjel! Hvorfor hader mor dig ikke? Lader I bare, som om I holder af hinanden?!”

“Nej, Salomo. Vi lader ikke som om. Men grunden til, at din mor ikke hader mig, er at hun har tilgivet mig! Som Gud har tilgivet mig. Og forstår du: Det er dét, jeg har skrevet om i den sang, I øvede i dag.

For nu kommer det værste: Du sagde, at jeg så ud i hovedet, som om du havde været profeten Natan selv. Du ved slet ikke, hvor præcist det var. For efter alt det her kom Natan en dag op til mig. Men han sagde ikke noget direkte. I stedet fortalte han mig, lige så uskyldigt og lumsk, en rædsom historie om en rig mand, som var så hjerteløs, at han stjal en fattig mands eneste lam og slagtede det til sine gæster.

Jeg ved ikke ... – jeg var vel lettet over, at han ikke gik efter mig, så jeg fór op som en retfærdig dommer og dømte så hjerteløs en mand til døden. Man vidste vel nok, hvad der var rigtigt og forkert! Men så rakte han hånden frem og pegede på mig og sagde med en røst så sort som Guds egen: ‘Du er manden. Det var dig, der stjal Urias’ hustru. Og ham fik du dræbt. Nu har du dømt dig selv’.

Salomo, hvad siger man så? Du må forstå: Natan havde ventet et helt år. Batseba havde født vores søn! Og hvad havde jeg gjort i al den tid?

Jeg var simpelt hen frosset til is i løbet af det år! Jeg havde bidt tænderne sammen. Jeg ville ikke gå i mig selv. Jeg ville ikke indrømme noget. Hverken over for andre eller over for mig selv. Havde jeg måske ikke bare gjort, hvad alle konger gør?!
Kan du huske den sang, der begynder med Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet? Har I ikke også sunget den?”

Salomo nikkede.

“Så husker du også linjen Da jeg tav, sygnede min krop hen, mens jeg stønnede dagen lang. For dag og nat lå din hånd tungt på mig. – Det var det, jeg gjorde i hele det år. Jeg tav, som intet menneske nogensinde har tiet før! Jeg bed tænderne sammen; men indvendig visnede jeg.

Jeg kunne ikke bede til Gud. Jo, jeg kunne godt sige ordene. Udadtil var jeg stadig den fromme. Jeg skrev såmænd også et par sange. De er også med i samlingen. Men det var bare udvendighed og facade.

Jeg hadede min egen stolthed. Men jeg kunne ikke bare gøre mig lille og ydmyg over for Gud. For så ville jeg blive nødt til at indrømme, at jeg var som alle andre mennesker. Og hvad var jeg så? En almindelig bonde. Et nul. Forklædt som fyrste.

Forstår du, jeg havde jo set, hvordan det gik Saul. Se, han var et rigtigt kongsemne! Et hoved højere end alt folket. Men han faldt med sådan et brag! Og så proklamerede Samuel Guds dom over ham. Så forlod Guds Ånd Saul – og kom over mig.

Men hvis jeg nu skulle se i øjnene, at jeg var faldet lige så tungt og lige så dybt som han, ville Guds Ånd så ikke også forlade mig?!”

Salomo hviskede:

“Kast mig ikke bort fra dig, og tag ikke din hellige Ånd fra mig!”

David nikkede:

“Netop. Det er det, det handler om. Tænk, hvis Gud fjernede sin helligånd fra mig og lod mig stå der som en hul skal i en hult rungende hal.

Det var selvfølgelig sindssygt. Gud kan man ikke narre. Men man kan godt narre sig selv. Man kan narre sig selv et helt år og dø indvendigt. Indtil Gud endelig kommer og narrer en til at dømme sig selv.”

For første gang smilede David svagt og usikkert.

“Kan du se det for dig? – hvad siger man, når Guds profet er kommet bag på en og har snydt en til at indrømme?

Der var ikke noget at sige. Ikke andet end at hviske: ‘Jeg har syndet mod Herren’. Salomo, det var så ynkeligt, så ydmygende, at jeg var lige ved at tude af skam dér midt i hallen. Havde jeg i det mindste bare nået selv at komme først! Så havde det måske været knap så rædselsfuldt.

Og de vidste det allesammen. De stod allesammen rundt om mig og slog blikket ned af skam over deres kuede konge. Et par trak sig lidt væk fra mig, som om de var bange for at stå i Natans skudlinje. Og Natan stod stadig dér, med hånden pegende imod mig som et spyd. Lynende af vrede. Guds vrede.

Salomo, kan du se det for dig?”

Han nikkede langsomt.

“Godt. For ellers er jeg ikke sikker på, at du kan fatte miraklet i det, der skete.

Jeg havde hvisket: ‘Jeg har syndet mod Herren’. Og hvis jeg havde været i Natans sandaler, så havde jeg nok fnyst af foragt: ‘Ja tak, nu indrømmer du. Bare fordi jeg kom bag på dig. Lad os lige se lidt på den dér ‘anger’! Hvem tror du, du narrer?’ og så videre.

Men Natan lod langsomt hånden synke. Og så sagde han ...”

David rømmede sig. Han forsøgte et par gange at få stemmen under kontrol:

“Så sagde Natan: ‘Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø!’

Salomo, jeg fattede det ikke. Og jeg fatter det stadig ikke. Der var ikke noget med at rode rundt i min stolthed og mine følelser og mine motiver. Det var så forfærdende enkelt, at jeg den dag i dag kan sparke mig selv for ikke at være kommet til Gud noget før: Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav. Sådan var det. Sådan er det at angre, Salomo.”

Men Salomos ansigt var ved at lukke sig. Han rettede ryggen og så hårdt på sin far:

“Nå, sådan er det at ‘angre’, hvad? Sådan er den Gud, du vil have mig til synge lovsange og klagesange for. En Gud, der vil have os til at krybe og gøre os ydmyge! Jo, du kan tro, jeg kan se det for mig! Jeg har nok set dig, når du har sejret over filistre og moabitter og tvinger dem til at knæle for dig, og du sætter din hæl på deres nakke! Sådan en kongegud vil du altså have mig til at bøje nakken for og ydmyge mig for.”

David så et øjeblik forskrækket på sin søn. Så rystede han på hovedet.

“Ja, det troede jeg vel også. Det var nok derfor, jeg ikke ville ydmyge mig. Fordi jeg troede, at Guds nåde var ydmygende. Men Salomo, det er jo dét, der er miraklet: Den, der ydmyger sig over for Gud, skal ikke længere stå med bøjet hoved og skamme sig i al evighed. Den, der bøjer sig over for Gud, rejser han op!

Det er noget, jeg endnu kun aner rækkevidden af. Men måske kunne man sige det sådan, at enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes ...”

Han tøvede.

“Det er måske næsten for voldsomt ... – Men hvis det virkelig holder vand, kan du så ikke se, hvad det betyder?! Kan du huske alle de sange, der siger noget om, at jeg ‘ophøjer’ Gud, jeg ‘ophøjer hans navn’ og så videre? Det, jeg oplevede ved Natans ord, det var ikke ydmygelse. Det var, at ligesom jeg ophøjer Gud, sådan ophøjer han mig.”

Davids stemme var sunket til en undselig hvisken.

“Måske kommer der en dag en profet, der tør sige det sådan. Selv aner jeg det kun.

Men jeg aner det alligevel så stærkt, at jeg vovede at sætte de ord på det, som du har stået og øvet på i dag: Forkynd mig fryd og glæde, lad de knogler, du knuste, juble!”

Han smilede igen.

“Jeg siger dig, det var næsten for stærk kost selv for Natan. Jeg tror nok, at han først følte, at jeg burde være taknemmelig og tilfreds med at være blevet lukket indenfor igen; så kunne jeg sidde på en skammel i sæk og aske nogle år og skamme mig; og så kunne vi efterhånden tillade os lidt ‘fryd’ og ‘glæde’, sådan ligeså forsigtigt.

Men da vi havde talt og talt om det her gennem mange aftener – nej, i virkeligheden først, da han selv havde sunget min sang for sig selv nogle gange, begyndte han at lyse op. ‘David, nu har du forstået Guds nåde bedre end jeg selv. Jeg troede, jeg skulle lede dig til at begribe det. Nu har du ledet mig’.

Jeg tror stadigvæk, at der er nogle, Gud vil have til at slå øjnene ned. Det er dem, der endnu bilder sig ind, at de kan stå med blikket løftet mod Gud og takke Gud, fordi de ikke er som andre mennesker. Men når jeg endelig har indset: ‘Så er jeg altså virkelig som andre mennesker’, og må bøje hovedet over for Gud, så ... så tager Gud mig om kinderne og vender mit ansigt op mod sig og siger: ‘Så – løft nu dit hoved. Ret din ryg. For nu rejser jeg dig op’.”

“Jamen far, er det ikke bare en ny slags stolthed? Er du så ikke tilbage, hvor du startede?”

David tøvede.

“Nej. Det kan stadig komme over mig, at jeg fristes til hovmod over for Gud og mennesker. Men der er miraklet til forskel! Guds tilgivelse kan aldrig blive en selvfølge for mig mere. Den kan aldrig blive min ret mere.

Jeg har én gang for alle mærket den onde ånds kraft i stoltheden. Jeg tror faktisk, den er troens værste fjende. Og det, du kaldte min ‘sorte jammer’ – at ‘min synd har jeg altid for øje’, er præcis det der gør, at nu kan jeg danse af begejstring. Uden stolthed. At ydmyge sig over for Gud er ikke ydmygende.”

“Far, det er jeg altså ikke sikker på, at jeg kan håndtere. Jeg ved jo godt, hvad det vil sige at blive ‘tilgivet’; jeg har prøvet at mærke mors sårede blik og høre hende sukke: ‘Ja-ja, så tilgiver jeg dig. Igen. Nu håber jeg ikke, du skuffer mig igen’! Og hvis det er lidt i den stil, Gud tilgiver, så ...”

David bed sig i læben for ikke at komme til at smile for åbenlyst.

“Ja, den har jeg også mærket. Det er et udmærket magtmiddel. Mod Batsebas sårede blik er ingen kongemagt ret meget værd.

Men Salomo, det er sådan, vi mennesker tilgiver hinanden. Vi kan lade det være glemt. Vi kan opgive at hævne os. Vi kan gengælde ondt med godt. Længere kommer vi ikke. Den sårede erindring vil stadig ligge i baghovedet på os; og i selv den bedste af os vil den ligge på lur og være parat til at springe frem og bide fra sig, så snart den føler sin ‘tilgivelse’ misbrugt.

Men det er kun et svagt, svagt genskin af den måde, Gud tilgiver på. Gud glemmer faktisk. Han ser ikke bare bort fra det eller lader som om det aldrig er sket eller sådan noget. Han går helt anderledes gennemgribende til værks. Husker du: Rens mig med isop for synd, vask mig hvidere end sne! ...

Og Salomo fortsatte:

“Vend dit ansigt bort fra mine synder og udslet al min skyld!– ja, jeg husker det. Men jeg forstod det ikke. Jeg forstår det knap nok nu.

Far, alt det her er næsten mere, end jeg kan bære. I løbet af én aften har jeg skullet udskifte både mit billede af min far og mit billede af min Gud. Du har fortalt mig det værste om dig selv og det bedste om dig selv. Eller det bedste om Gud, hvad ved jeg. Og det er meget forlangt, at det skal kunne ligge side om side i samme menneske på én gang.

Jeg er nødt til at sove på det. Men jeg ville ønske, at jeg havde vidst alt det, før jeg skulle stå bagved Zikri og Jerimot og synge om det af fuld hals. Er du sikker på, at de og korlederen aner, at det er alt det, du lægger i det? På dem virker det, som om det bare er nogle ord, du har sat sammen. Lidt ligesom en konge, der også gerne vil være en rigtig digter.”

David sad længe stille. Så rejste han sig og gik hen til bordet, hvor der lå pergament og pensel. Han tænkte sig om et øjeblik. Så begyndte han at skrive, mens han sagde:

“Salomo, det her har det taget mig et liv at fatte. Og jeg kæmper stadig for at begribe det. Jeg bliver aldrig færdig med det. Men når jeg fatter det, så ligger det faktisk side om side i mig på samme tid, som du siger: Min synd står mig altid for øje – og samtidig er jeg ved at sprænges af glæde. På én gang.

Når du i morgen kommer over til korlederen, så giv ham denne seddel. Det er en ny overskrift til min sang. Den skal fremover stå der i alle de eksemplarer, I skriver af.

Så ved de, hvad min sang handler om. Og hele Israel ved det.”

Salomo tog pergamentet. Der stod:

“For korlederen. Salme af David. Dengang profeten Natan kom til ham, fordi David havde været sammen med Batseba.”


 

Relatert



Støtt foross.no
Ca leselengde
22 min
Ressurstype

  Aktuelt

Skrifthenvisning

  Salmenes bok  51

Forfatter
forfatter_fotoSkrevet av: Leif Andersen.
  Leif er gift med Elonora. Han er teolog og ansatt som reiseprest i Dansk Indremisjon og som lektor på Det danske Menighetsfakultet.
   Ressurser av Leif Andersen
Vil du støtte foross.no?

  Du kan gi via kredittkort

  Du kan benytte Støtt foross via Vipps! med Vipps-nummer: 70979

  Mer info og andre alternativ finnes på siden STØTT OSS.