Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten.
Når folk siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe.
Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv. I er jo alle lysets børn og dagens børn.
Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket. Så skal vi da ikke sove som de andre, men være vågne og ædru.
For de, der sover, sover om natten, og de, der drikker sig berusede, er berusede om natten.
Men vi, der tilhører dagen, skal være ædru og iføre os troen og kærligheden som brynje og håbet om frelse som hjelm.
For Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, for at vi, hvad enten vi er vågne eller sover, skal leve sammen med ham.
Trøst derfor hinanden og opbyg hinanden, som I også gør. 1 Thess 5,1-11
“Nåh, så du glæder dig ikke til dommedag – hvad er det med dig?”
Hvordan er det lige, man bør reagere over for det med Jesu genkomst?!
Jo, vi ved jo nok, at vi bør reagere med forventning og glæde – og det gør de fleste af os måske også. I hvert fald noget af tiden. Det er jo det, der er meningen med det hele – det er det emne, vi slutter møderækker og bibelcampings og missonsuger af med.
Det er det, alle sangene og salmerne handler om: "Livsaligste dag som i håbet vi venter", og "Vi skal løfte vores hoved, for vores forløsning nærmer sig osv."
Men hvis nu man faktisk skal grave ret dybt for at finde frem til noget forventning og glæde – hvis nu man måske i stedet tænker ved sig selv: Jaeh, det bliver jo fint, det gør det; men jeg er faktisk også ret glad for det her liv, det behøver ikke være lige om hjørnet; for min skyld må det gerne vente lidt; der er simpelt hen ting, jeg gerne vil nå først: at få min eksamen, at få en kæreste, at få sex, at se mine børn vokse op, få deres eksamen, få en kæreste, selv få børn …
… så kan det fx være ret svært at finde sange og salmer og lovsange, der giver udtryk lige for den vinkel.
For alle sangene glæder sig så gevaldigt …
Og endnu værre, hvis nu man faktisk er lidt nervøs ved al den snak om Jesu genkomst! – man ved måske nok, at det burde man ikke være, og alle de andre omkring en synger så fint om "livsaligste dag" – og en og anden kunne måske godt sidde og føle sig lidt ensom, for det er ikke lige forventning, man sidder mest med …
Ja, hvordan er det lige, man bør reagere over for det med Jesu genkomst?!
Vi kan sagtens finde sange, der udtrykker tvivl – og sorg – og frygt – på alle andre emner end lige det med Jesu genkomst. Men her – på det måske mest frygtindgydende emne af alle! – dér glæder sangene og salmerne og lovsangene sig allesammen.
Jeg spurgte engang Asger Højlund (der færdes lige så hjemmevant i salmebogen som vi andre i Steen og Stoffer), om han kunne komme i tanker om en eneste sang eller salme, der udtrykte nervøsitet ved tanken om Jesu genkomst.
Det kunne han først ikke. Det sad vi så og tænkte lidt over.
Så kom han alligevel i tanker om nr 269 i DDS:
-
- Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom,
hvert øjeblik jeg ser mig om. - Hastig du komme kan og brat
i hver en time ved dag og nat. - Lad brænde mit hjertes lampe beredt
i tro, i håb og i kærlighed. - Jeg sover eller våger, da være jeg din,
jeg lever eller dør, da være du min! - Og når du kommer, kom mild og blid,
og gør mig salig til evig tid!
- Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom,
Det er jo ikke ligefrem frygt – men der er noget ærefrygt, noget sund alvor over den! – Det er ikke den der afskyelige dommedagstorden, der vil true og skræmme folk til omvendelse og lade os leve i evig angst; men der er en sund ærefrygt og alvor over den.
Samme tro, forskellige sind
Så hvordan er det lige, man bør reagere over for det med Jesu genkomst?!
Jeg tror, vi reagerer vidt forskelligt. Nogle af os er simpelt hen mere opadvendte af natur. Nogle af os er sådan skruet sammen, at vi er mere zoomet ind på det evige – og har lettere ved at glæde sig enkelt og forventningsfuldt.
Det kan der være mange grunde til. De har måske lettere ved at forestille sig det evige liv hos Gud – eller dette liv har simpelt hen været så tungt for dem, at de ser frem til, at det en dag stopper, og jeg kan lægge det altsammen bag mig, og hver tåre skal tørres af mine øjne.
Andre er mere jordvendte og jordnære – det kan der også være mange grunde til: De holder måske meget af dette liv – eller de har sværere ved at se noget evigt og usynligt for sig.
Og det er OK. Den der med: "nåh, så du glæder dig ikke til dommedag – hvad er det med dig?", holder ikke en meter. Guds børn har altid været vidt forskellige på det her punkt som på alle andre.
Og netop så forskellige vi er, vil Gud lære os at leve samtidigt med sindet rettet mod denne verden og med sindet rettet mod den kommende verden. For nogle af os vil det fylde mere, og for nogle vil det fylde mindre. Det spørgsmål, der forener os, er: "Hvordan tjener jeg så bedst Gud og de andre med det sind, jeg nu har fået givet?"
Frygt og frygtløshed
Både Jesus og Paulus skildrer Menneskesønnens komme i frygtindgydende billeder. Og sikkert er det, at denne tekst i 1 Thess 5 er ikke egnet til at skabe hyggestemning.
Der er en grundtone af advarsel i både Jesu og Paulus’ tale om genkomsten. For genkomsten er både forløsningens dag og dommens dag. Der er en højre side og en venstre side af Menneskesønnens trone.
Indre Mission har været berygtet for at lægge vægt på dommen. Jeg tvivler på, det nogensinde har været sandheden om IM. Det er det i hvert fald ikke i dag. Faktisk skal rigtig mange af os mande os meget op for overhovedet at komme ind på det med dommen og fortabelsen.
Men sagen er den, at hvis vi skammer os over fortabelsen og ikke vil komme ind på fortabelsen, kan vi netop derved blive medskyldige i menneskers fortabelse. Guds ord har ikke talt så advarende, for at vi skal snige os uden om det og fortrænge det, men for at vi, med frygt og bæven, skal tale, som han taler.
Udenfor Kristus hersker frygten; men den er ikke bestemt for os. Den er bestemt for mennesker, der ikke kender Kristus, for at de skal lære ham at kende.
Derfor: I Kristus ophører frygten. I Kristus begynder det mirakel, der hedder troens frygtløshed. Netop fordi vi ved, at frygten hersker udenfor, bliver trygheden i Kristus et under. Den bliver til tryg ærefrygt.
Tryghed og trøst
Prøv at se, hvordan Paulus slutter sin tekst: "For Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, for at vi, hvad enten vi er vågne eller sover, skal leve sammen med ham. Trøst derfor hinanden og opbyg hinanden, som I også gør."
Han går fra tryghed til trøst! I Bibelens tale om genkomsten får trøsten altid det sidste ord.
Den kristne forventning til genkomsten er glæde. Og den er styrke. Den kan få een til at bære og udholde ting, man ellers aldrig ville kunne holde ud. Den kan få en til at leve videre med tab, der ellers ville være helt ubærlige.
Det er nok sådan, at sålænge vi ingen evighedsglæde har, så har vi heller ikke ret megen styrke i dette liv. Så tror man, at man går til grunde, og at alt liv hører op, når man mister.
Så jeg vil ønske for os, at sætningen "En dag kommer Jesus igen, en dag er dette liv forbi, en dag begynder evigheden på den nye jord" må blive en af de gladeste og stærkeste tanker for os. For så slår vi rødder på den nye jord. Hver gang du kan tænke med glæde: "En dag kommer Jesus igen, en dag begynder evigheden på den nye jord", så kaster vi håbsankeret ind i den verden, hvor Jesus allerede er ved at bygge en bolig til os.
