Præsten prædiker igen.
Præsten prædiker udmærket.
Præsten prædiker om Guds nåde.
Bedre kan det ikke være.
Intet er større. Intet er gladere.
Hvorfor sidder en mand så dér og bliver mere og mere utilpas?

Fordi han har fået et problem. Et problem, præsten nok ikke ved om. Eller sikkert ikke lige har tænkt på. Eller kan tage højde for. Nemlig at det i mandens øjne for tiden ikke så meget er ham selv, der har brug for tilgivelse. For tiden er det mere Gud, der har brug for tilgivelse.

Manden finder ikke på at sige det højt. Eller lavt. Eller overhovedet. For tanken er absurd. Han er selvfølgelig vant til at tænke modsat. Hele hans kristelige opvækst har indlært ham det billede, at det altid er ham, der er synderen. Aldrig Gud.

Men mandens billeder er blevet knust. Hans billede af verden er blevet rystet, hans selvbillede er vendt på hovedet. Og så meget præstens og hans eget gamle billede af Gud end protesterer, vil tanken ikke gå væk: Denne gang er det Gud, der har syndet.

For Gud havde jo lovet, at når man beder i Jesu navn, vil man få, hvad man beder om. Præsten havde læst det højt igen og igen.

Alligevel skete det. Det, der ikke måtte ske.
Gud gjorde det utilgivelige.
Så hvordan skal man nu tilgive Gud?
Og kan et menneske overhovedet tillade sig at ville tilgive Gud?

Dommen før tilgivelsen?!

For mange er det ved at være en gammel nyhed, at det er muligt at blive vred på Gud. Engang var det uhørt. Men det er ved at være længe siden. I dag er retten til vrede måske endda for nogle så indlysende, at de ikke længere ser miraklet i denne rettighed.

Vrede imod Gud er naturligvis kun en “rettighed” i den forstand, at vi har ret til at gå i rette med Gud og sætte ord på vreden, når den nu engang er der. Om vi overhovedet har ret til at blive vrede, er for så vidt uinteressant. De fleste af os bliver det bare. For vi føler os svigtet. Vi synes, vi har oplevet “Guds grusomheder”, som Job kalder det. Og så spørger vreden ikke om dogmatik eller om tilladelse.

Det afgørende derimod er, hvad vi så gør med den: om vi vedgår den, sætter ord på den. Og det er deri, vores mirakuløse barneret består: som børn har vi frisprog. Og Far bliver ikke vred over vores vrede. For al hans vrede er sonet af Sønnen.

For nogle er det stadig en uhørt tanke. De har forstået det sådan, at Gud ikke finder sig i andet end taknemmelighed og taksigelser. Og når alt det andet syder og koger inden i en, er der ikke andet at gøre end bide tænderne sammen. Så han ikke opdager det ...

Andre – måske særligt mange unge – er helt fortrolige med vreden og er ikke specielt bange for respektløshed og dristighed i bønnen. De er mere bange for hykleri og uærlighed. Og deri har de ganske ret.

Men derfra og så til også at ville tilgive Gud ...

Det er måske nok ikke så fjernt fra det, vi gør i vores opgør med mennesker, der er os tilstrækkeligt nær: Tilgivelse forudsætter opgør. Og opgør indeholder vrede. Fortrængt og fornægtet vrede umuliggør tilgivelsen.

Det er på en måde heller ikke så fjernt fra det, Gud gør i sit opgør med os: Vreden går forud for nåden. Dommen først, nåden derefter. Og så videre.

Men derfra er der alligevel et spring til den absurde tanke, at vi skulle kunne vende det hele rundt: Først bliver man vred på Gud! Så går der nogen tid! Og til sidst tilgiver man ham! – eller måske rettere: tripper frem og tilbage mellem vrede og tilgivelse ...

For selv om det måske i dag ikke virker så absurd, at man kan blive vred på Gud, kan det stadig virke helt grotesk, at vi så skulle til at tilgive ham. Skal Gud måske benådes? Sige undskyld? Skal vi måske til at forlade Gud hans synder i .... – ­øh, ja i hvis navn egentlig? Skal vi tage Gud til skriftemål? Tilsige ham syndernes forladelse under håndspålæggelse?!

Ja, vel er det grotesk. Og dogmatisk set er det også meningsløst. I næsten enhver forstand. Gud har ikke syndet. Aldrig mod noget menneske, og heller ikke mod mig, heller ikke da det gik allerværst. Han har hverken fejlet eller svigtet, og han har ikke noget at sige undskyld for.

Men hvis nu det er rigtigt, at vrede ikke spørger om dogmatik og korrekthed, men bare vælter frem, fordi man føler sig svigtet, og hvis det er rigtigt, at vi har lov til at vedgå den og sætte ord på den (selv om vi dogmatisk set ikke har nogen grund til vrede), er det så egentlig ret meget mere grotesk at ville tilgive Gud end at blive vred på ham?

Forligelse går begge veje

Paulus har i 2 Kor 5 en forbløffende vinkel på omvendelsen (og det er derfor, jeg ovenfor skrev, at dette at tilgive Gud er, dogmatisk set, grotesk i næsten enhver forstand!):

“Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!”

Og begynder det så ikke alligevel at ligne lidt?

“Forligelse” betyder opgivelse af fjendskab. Hos Paulus er  katalla,ssw / katallagh, først og fremmest en ensidig term: Gud forliger verden med sig selv, endnu inden den overhovedet har tænkt på at opgive sit fjendskab:

For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever. Og ikke alene det, vi har også vores stolthed i Gud ved vor Herre Jesus Kristus; ved ham har vi nu fået forligelsen Rom 5:10f

Fra denne vinkel er forligelsen næsten synonym med forsoningen, i`la,skomai / i`lasmo,j at Guds vrede stilles ved sonofferets blod (Rom 3; Hebr 9 etc). Og det er helt afgørende for trosfrimodigheden, at denne forsoning er fuldbragt ensidigt. Den er sket ved forsoningen, inden vi overhovedet var inde i billedet.

Men vores grundproblem er netop det gensidige fjendskab mellem Gud og os: Vi er blevet Guds fjender (Rom 8,7); og som konsekvens heraf er kærlighedens Gud blevet vores fjende (Es 63,10). Vreden er imellem os, indtil forsoningen udsletter fjendskabet.

Derfor er katalla,ssw / katallagh, grundlæggende en gensidig term: To fjender forliger sig med hinanden. Frasiger sig gensidigt fjendskabet.  Giver afkald på hævn.

Og det er for mig at se et ekko af denne gensidighed, Paulus nu anvender i 2 Kor 5: Først har Gud ensidigt forligt verden med sig (ved forsoningen i Kristus) og har derved frasagt sig sin vrede imod verden – dernæst udfordres vi til, at vi på vores side lader os forlige med Gud. Det vil sige, at vi begynder at frasige os vores vrede imod Gud.

Man har i sin sorg og sin fortvivlelse måske haft vredens tid. Den blev ikke fortrængt, og den blev ikke fornægtet. Man skyndte sig ikke utidigt hen til trøsten og tilliden, men lod vreden syde og gav sig selv lov til at være ulogisk og sårbar. Vreden fik rum og tid.

Bliver det nu tid til at begynde at forlige sig med Gud?

Indledningens situationsbillede med manden, der bliver mere og mere utilpas, jo gladere præsten udmaler Guds tilgivelse, er forøvrigt ikke fiktion. Det stammer fra en samtale for en del år siden, som jeg har fået lov til at referere. Han var faktisk blevet så utilpas under gudstjenesten, at han havde været nødt til at gå ud – og forstod ikke, hvad der var sket. For sådan havde han aldrig reageret før; han var en velopdragen kirkegænger. Men han havde også i løbet af kort tid oplevet to store sorger. Og det var så først i samtalen længe efter, det gik op for os, at han ganske enkelt ikke kunne klare at høre endnu en gang om, hvor stort det var, at Gud ville tilgive os vores synder, når nu det denne gang var Gud, der havde syndet, og manden ikke vidste, hvordan han skulle tilgive ham.

Det gode ved at tænke i “tilgivelse” kunne være, at den sunde tilgivelse jo egentlig ikke regner vreden for en fejl! Man anerkender vredens ret – men vælger at give afkald på gengældelse!

Det er klart, at den inderste kerne i forligelsen med Gud er at søge hans tilgivelse – den inderste kerne er ikke, at vi skulle tilgive ham. Den objektive virkelighed vil altid være, at skylden er på vores side og ikke på hans. Men det ændrer intet ved, at den subjektive virkelighed kan være ganske anderledes: at jeg måske endda har tjent Gud trofast og vidnet om ham og forsøgt at få andre til at stole på ham etc – og så lønner han mig ved at lade mit liv gå i stykker, bryde sig fejl om mine nødråb og i det hele taget opføre sig som en grusom tyran ...

... da kan det meget vel være en livsnødvendig side af forligelsen med Gud, at jeg nu forsoner mig med det livsvilkår og den livsfortælling, han har givet mig.

Forsone sig med sit liv

Den norske sygehuspræst Berrit Okkenhaug gennemgår i sjælesorgs­lærebogen Når jeg ser dit ansigt bl.a. den narrative sjælesorg: I genfortællingen af ens livshistorie og sorghistorie kan man “forsone sig med sider af livsfortællingen, som det har været smertefuldt at leve med”.

Denne formulering har gjort dybt indtryk på mig. For den fornægter ikke skuffelsen. Den rummer sorgen. Men den rummer også lægedom. Den erkender, at livet ikke på alle punkter blev, som man havde håbet det; og så indstiller den sig på det anderledes vilkår.

Og det slår mig, at denne forsoning med de tungeste sider af ens livsfortælling måske netop er et udtryk for, at man har forsonet sig med / forligt sig med Gud. Man har erkendt, at man aldrig kommer til at forstå ham, og at visse ting i ens liv næppe nogensinde bliver meget anderledes.

Kunne man ligefrem betragte sjælesorgens tjeneste først og fremmest som “forligelsens tjeneste”?

Gud “gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen” – ordet om forligelsen er jo netop i denne sammenhæng et dobbelt: Det er evangeliet om Guds ensidige forligelse af verden med sig selv – og det er formaningen til os, at vi dernæst skal lade os forlige med Gud.

Forligelsens grund

Nu tror jeg faktisk ikke, at en sådan forligelse med Gud bare kan besluttes frem. Over for mennesker, der har såret en frygteligt, kan man – af mange blandede grunde – give afkald på gengældelse. Egentlig uden nogensinde at få tillid til dem. Det kan endda være nødvendigt at holde igen med sin tillid, for ikke alle mennesker bør man møde med naiv tillid. Tilgivelse medfører ikke nødvendigvis tillid.

Men anderledes er det med Gud. Det egentlige grundlag for at kunne forlige sig oprigtigt med ham er vel tværtimod, at man genfinder sin tillid til ham. Som Job erkender man til sidst, at Gud alligevel ikke var den grusomme tyran, man så vredt havde anklaget ham for at være.

Og genfunden tillid beslutter man ikke bare. Man må have noget at have sin tillid i! Man må have en god grund. Også når det gælder tilliden til Gud.

Så den dér klassiske frase “Jamen du skal bare tro” holder ikke en meter (heller ikke selv om jeg i min ungdom, fx på gademission, brugte den i ét væk)! Hvordan i alverden skal man dog pludselig have tillid til noget i dag, som man ikke havde tillid til i går? Og det er nu engang, hvad tro består af: “Tro er fast tillid til det, der håbes på ...” (Hebr 11,1).

Hvad er da min gode grund til tillid til Gud?

Den er – i dette som i alt andet – Jesus af Nazaret. Han har ikke bare sonet vores synd og skaffet os forligelsen med Gud; han har også givet os grund til tillid til Gud. Han er blevet det gudsansigt, der har udskiftet billedet af den grusomme tyran med billedet af den omsorgsfulde far.

Jesus Kristus er den usynlige Guds eivkw.n (Kol 1,15; Hebr 1,13). Hans kærlighed og omsorg er i nogle situationer sandsynligvis det eneste, der kan genskabe vores tillid til den usynlige Guds kærlighed og omsorg.

Kristus har altså banet tilgivelsens vej fra begge sider: Først Guds tilgivelse af mig. Dernæst min tilgivelse af Gud.