Publisert

Er kroppen et problem? – om sjælesorg og kroppen


Ca leselengde:
7 min

Klaus Rifbjerg skriver i sin roman Billedet fra 2000 om den lille Morten, der drømmer:

Månen var kommet frem fra en sky og lyste klart. Jeg så det selv, ja selv uden at vågne, den tegnede nemlig et tydeligt kors af vinduessprosserne på gulvet mellem min fars og mors senge, der stod op ad hver sin væg. Så gled skyen for igen. Klaus Rifbjerg

Mortens drøm siger noget om, hvordan rigtig mange har oplevet, at kristendommen kom til at spærre mellem mennesker og pressede dem væk fra hinanden. Særlig, når det gjaldt synet på kroppen.

Kropsfjendskap

En af kristentroens værste og ældste fjender er kropsfjendskabet.

Seksualforskrækkelse, følelsesfortrængninger, kropsfornægtelse, overåndelighed, ligegyldighed for social og legemlig nød, mistænksomhed over for leg og latter – det har alt sammen fulgt dele af kirken næsten som en grundskade.

Ellers skulle man jo egentlig tro, at det fra dag ét skulle være umuligt for kristentroen at blive kropsfjendsk, al den stund ordet blev kød i Kristus! Guds inkarnation, hans kødblivelse, tog intet fra Jesu guddommelighed og syndfrihed.

Alligevel popper kropsfornægtelsen og kropsfjendskabet op hele tiden: Sjælen er den finere side, og ånden er den allerfineste side; kroppen er den mest mistænkelige og syndige side af os. Sådan har mange kristne tænkt i århundreder, og selv i dag er der mange kristne, der tænker sådan.

Sjæle-omsorg

Sjælesorg betyder sjæle-omsorg – og hvis den skal være bibelsk og lægende, så må den også være kropslig omsorg. Krop-omsorg! Sådan, som Jesus tog sig af både sindets behov og kroppens behov.

Som en gjorde mig opmærksom på: Det første, Jesus gør for sine venner efter opstandelsen, er at lave morgenmad til dem (Joh 21:9-13)!

Og hvis man begynder at tænke i de baner, så kommer der måske en anden slags spørgsmål på bordet i sjælesorgen:

Hvordan har du det i kroppen? Den der ”klump angst i maven”, hvordan går det med den? Eller den der ”kniv i hjertet”? Din kollega eller din søster, der sidder som myoser i nakken? Vil du låne en trøje, eller måske et par sokker, mens vi snakker?

  • Får du spist fornuftigt?
  • Får du sovet?
  • Får du lys nok?

Vi kender fx alle sammen vrede som en utroligt kropslig følelse. Man bliver hed i kinderne, hjertet hamrer, man knytter hænderne, kniber øjnene sammen, krummer sig sammen som til angreb, man ”syder af arrigskab”. Vrede er nærmest umulig at skjule.

Erstatningsfølelser

Men ubehagelige eller skamfulde følelser kan alligevel skjule sig under erstatningsfølelser: Man tror fx, at det lindrer endelig at kunne begynde at græde, for det er en fast kliché i populærlitteratur og film. Det er også rigtigt – hvis man faktisk er ked af det! Men ikke, hvis man i virkeligheden er rasende. Ligesom det sjældent hjælper at slå, hvis man i virkeligheden er ulykkelig (eller hvis man faktisk er rasende – men på nogle helt andre, som man bare er for bange for).

Første eksempel: Det hjælper ikke en brik at snakke med folk om Gud, hvis det i virkeligheden er søsteren eller chefen, de har det elendigt med. Eller hvis de er klinisk deprimerede eller angste.

Ånd, sjel og krop

Vi er enheder, helheder af ånd, sjæl og krop. Kroppen og følelserne er hverken mere eller mindre faldet, eller mere eller mindre syndige, end sjælen og ånden er det. Og det kan være lidt forgæves at snakke og snakke om åndelige sager, hvis kroppen forsømmes.

Faktisk er det sært, hvor mange åndelige anfægtelser der kan komme af for lidt lys og for meget lagkage med flødeskum …

Ligesom det er sært, at man både kan danse sig selv og lege sig selv lidt gladere. Det kan man faktisk ikke med passiv underholdning!

Det er bestemt vigtigt at skelne mellem åndelige og jordiske glæder: Giver jeg overhovedet min trosglæde noget at leve af?! – Men lige så vigtigt er det måske at skelne mellem sunde og usunde glæder. Og de sundeste og mest holdbare glæder melder sig sjældent af sig selv. Dem må vi selv jagte og vriste ud af livet.

Når mennesker undrer sig over deres egen slidthed, og man så hører om, hvad de har været igennem for mange år tilbage, så siger de måske: ”Men det går jeg jo ikke og tænker på i dag. Jeg sammenkobler ikke min slidthed med de gamle sorger” – så er der anledning til at understrege, at kroppen husker, hvad sindet har glemt.

Faktisk gælder det for menighederne i både NT’s Korinth og for NT’s Galatien, at synet på kroppen sejlede fuldstændigt. I Korinth blev seksuel synd bagatelliseret; og kødets opstandelse blev fornægtet eller åndeliggjort. I Galatien blev troens og kærlighedens relationer til Gud og mennesker erstattet af ydre (legemlig) lovopfyldelse; og lige om hjørnet lå fristelsen til frelse gennem omskærelse.

Det er yderligheder, der alt for tydeligt illustrerer, hvilke konsekvenser et falsk syn på kroppen får for forholdet både til Gud og til mennesker. Og til en selv.

Skal vi genfinde fortroligheden med vores krop og slutte fred med den, så må vi genfinde et evangelium, der også helbreder vores forhold til vores egen krop.

"Din krop er nu en kirke"

Andet eksempel: En af de smukkeste, enkleste og mest bevægende sætninger, jeg har læst i mange år, var en enkel anvisning i Martin Lönnebos fine bog Kristuskransen: ”Slå korsets tegn. Din krop er nu en kirke.”

Tredje eksempel: På sommerlejren Korsvei i Norge 2013 havde man indrettet en række bede- og meditationsrum, som fulgte rækkefølgen i Kristuskransens bønsperler. I hvert rum var en meget stor bønsperle og en bedeskammel. I stedet for at insætte bønnen i mit eget indre kunne jeg altså her gå ind i bønnens indre! – for en gangs skyld lade ordene hvile og sindet slappe af, mens kroppen knælede og hænderne bad. For det, min krop gør, gør jeg. Hvis ellers jeg er på talefod med den.

Fjerde eksempel: Det er jo ikke sådan, at vores kropssprog blot udtrykker det, der er i os. Det går også den anden vej: Krummer jeg mig sammen, bliver jeg tung i sinde. Smiler jeg, eller ligefrem ler, bliver jeg gladere. Jeg kan lege mig selv lettere til mode.

Der har været spændende forskning i børns forskellige læringsstile. Nogle kan lettere indlære matematik, hvis de kan bevæge sig samtidig.

Måske skal I gå en tur, mens I snakker. For nogle er det distraherende (det kan det fx godt være for sjælesørgeren, skal jeg hilse og sige!); men for andre åbner det op.

Eller stå op. Eller byt stol. – Betydningen af at flytte sig kender mange forkyndere, når det gælder fx at løsne op for en fastlåst forberedelse: Man sætter sig i et andet rum. Går en tur. Eller sætter sig på bordet, mens man taster de næste sætninger. På samme måde kan man opleve, at der bliver løst op for tanker, der ellers var gået i hårdknude.

Et baseballbat, der tæsker løs på en telefonbog – for nogle er det pjat, for andre giver det forfærdeligt god mening. Lidt lissom at sætte billedet af chefen på boksebolden eller sandsækken.

Det er ikke så helt få af dem, vi snakker med i sjælesorg, der er ved at få svip af de mange tanker og de mange ord. Mange af dem vil først kunne høre, når de får lov til at bevæge sig. Eller får lov til at føle. Når de begynder at kunne forlige sig med, at ganske vist er heller ikke kroppen fuldkommen eller syndfri, men at den på den anden side heller ikke er mere falden eller syndig end sjælen og ånden.

Så får de måske noget af splittelsen lægt, splittelsen mellem det åndelige og det kropslige.


Artikkelen har tidligere blitt publisert i Indre Missions Tidende, Danmark.


 

Relatert



Støtt foross.no
Ca leselengde
7 min
Ressurstype

  Livet

Skrifthenvisning

  Johannes´ evangelium  21: 9-13

Forfatter
forfatter_fotoSkrevet av: Leif Andersen.
  Leif er gift med Elonora. Han er teolog og ansatt som reiseprest i Dansk Indremisjon og som lektor på Det danske Menighetsfakultet.
   Ressurser av Leif Andersen
Vil du støtte foross.no?

  Du kan gi via kredittkort

  Du kan benytte Støtt foross via Vipps! med Vipps-nummer: 70979

  Mer info og andre alternativ finnes på siden STØTT OSS.