Gud som pårørende

Ca leselengde:
6 min

Tekst: Leif Andersen

Publisert:


”Han, som har for mig en moders hjerte,
hver en dag jo også sende vil
mig den lille del af fryd og smerte,
som jeg netop trænger til.

Sådan skrev Lina Sandell oprindeligt i Kun en dag, et øjeblik ad gangen.

Men da sangen så skulle udgives, ændrede man det til ”en faders hjerte”! For det kunne åbenbart ikke gå an, at man kaldte Gud for mor … Men Lina Sandell havde fuldstændig ret. Gud er ikke bare far. Han har også en mors hjerte!

Det er sandt, at Gud Fader ikke er en kvinde. Men han er jo heller ikke en mand! Og lige så vel, som Bibelen bruger far-billeder og far-udtryk om Gud, bruger den faktisk også mor-billeder om Gud.

Herren drager ud som en helt, som en kriger vækker han sin lidenskab; … Jeg har tiet i lange tider, jeg har været tavs og holdt mig tilbage; nu skriger jeg som en fødende, jeg stønner og snapper efter vejret. Es 42:13f

Så Gud sammenligner altså ikke blot sig selv med en mandig kriger, men også med en fødende kvinde. Bibelen siger aldrig ”hun” om Gud. Det kan så være grunden til, at vi måske til daglig ikke lige tænker på, at dette vidunderlige billede, at vi er født af Gud, er genfødt, jo faktisk forudsætter tanken på Gud som en fødende kvinde.

Og nu kommer noget af det mest fantastiske: Samtlige de steder, hvor Bibelen kalder Gud for ”far”, skildres han faktisk som en mor.

Det kan godt komme bag på den almindelige dansker. For når psykoanalytikere og religionshistorikere skal forklare det bibelske billede af Gud som ”far”, forstår de det næsten altid som en streng, krævende og dømmende faderskikkelse. Sådan forstod fx Freud det: Troen på Gud Fader var bare et forstørret billede af den strenge husfar! Og det billede er i høj grad gledet ind i den almindelige danskers bevidsthed.

Det er ganske sandt, at Bibelen mange steder skildrer Gud som både streng og dømmende – men i de tekster kaldes han aldrig for far. Tværtimod er det sådan, at alle de steder i både GT og NT, hvor Gud kaldes for far, så er det med en grundtone af barmhjertighed, omsorg, nænsomhed, tålmodighed, ømhed – alt det, som psykoanalytikere og religionshistorikere måske vil sige, burde være mor-billeder!

Tag fx. lignelsen om den fortabte søn, hvor faderen skildres som så tilgivende, overbærende og nænsom, at det faktisk er en provokation i en meget mand’sk kultur som den mellemøstlige kultur.

Det samme i GT:

Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.
For han ved, at vi er skabt,
husker på, at vi er støv. Salme 103:13f

Men, Herre, du er jo vor fader;
vi er ler, og du har formet os,
vi er alle sammen dine hænders værk.
Vær ikke så vred, Herre ... Es 64:7f

Så når Israel vil appellere til, at Gud ikke skal være så vred, så minder de ham netop om, at han jo er deres far! For så vred bør fædre altså ikke være …

Jeg fik Israel kær, da han var ung,
fra Egypten kaldte jeg min søn ...
Det var dog mig, der lærte Efraim at gå
og tog dem op på armen;
men de vidste ikke,
at jeg ville helbrede dem.
Jeg holdt dem i menneskebånd,
i kærlighedens tøjler;
jeg var som den,
der løfter barnet op til kinden,
jeg bøjede mig ned
og gav det mad. Hos 11:1ff.

Sådan er det bibelske billede af Guds faderhjerte!

Det siger os i hvert fald to ting: For det første, at Bibelens billede af det at være far er meget mere blødt, varmt og omsorgsfuldt, end vi måske havde forestillet os. Det er både en stor udfordring og en vidunderlig hvile for den mand, der i forholdet til sine børn forsøger at spejle Guds faderhjerte:

For denne sags skyld bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem ethvert faderforhold i Himmel og på jord har sit navn. Ef 3:14f, 1948-overs.

For det andet, at det er helt, helt rigtigt både at tale om Guds faderhjerte og om Guds moderhjerte!

Men her stopper det ikke. Gud er nemlig også blevet vores bror! Jesus er ikke bare Gud på samme måde, som Faderen er Gud. Han er også menneske på samme måde, som vi er mennesker. Han er ikke bare den Gud, der hører bøn; han er også selv et bedende, lidende menneske.

For den, der helliger, og de, der helliges, har alle samme fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre, … Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de. Hebr 2:14

Gud har ikke blot mødt os som den frygtindgydende majestæt, men som et barn! – som det svageste af alt, som barnet i krybben!

Endelig møder vi i Bibelen også Gud som brudgom, som ægtemand – både i profeternes klage over Guds utro elskede hustru, Israel, og i NT’s skildring af menigheden ”som en brud, der er smykket for sin brudgom." Åb 21:2

For at skildre Guds kærlighed så mangfoldigt og rigt som muligt, har Bibelen altså anvendt alle de familierelationer som billeder, som man overhovedet kan komme på. Også, selv om de i vores verden ville være uforenelige. Så stor en spændvidde er der altså i Bibelens skildring af Guds kærlighed til os: Han er på alle måder blevet en pårørende.

  • Han er far.
  • Han er mor.
  • Han er ægtefælle.
  • Han er bror.
  • Han er barn.

Hebræerbrevet siger om Jesus, at ”… vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi” (4:15 – og ordet for ”fristet” betyder også ”prøvet”!). Dermed træder han altså helt tæt hen til os, træder ind i vores liv og deler liv og prøvelser med os.

Han ved, hvad det er at være far, mor, ægtefælle, bror og barn til et lidende menneske.

Han ved, at det at være pårørende både kan være en prøvelse og være en velsignelse.


 

Relatert



Støtt foross.no
Ca leselengde
6 min
Ressurstype

  Livet

Forfatter
forfatter_fotoSkrevet av: Leif Andersen.
  Leif er gift med Elonora. Han er teolog og ansatt som reiseprest i Dansk Indremisjon og som lektor på Det danske Menighetsfakultet.
  Flere ressurser av Leif Andersen
Vil du støtte foross.no?

   Du kan benytte Støtt foross via Vipps! med Vipps-nummer: 70979

  Mer info og andre alternativ finnes på siden STØTT OSS.