En af de pinligste teologiske erkendelsesprocesser, jeg har været igennem, oplevede jeg for nylig i en ret sammensat kontekst, en meget bredkirkelig og bredfaglig gruppe: Vi var samlet i et forfatterteam, hvor vi ellers ikke kendte hinanden. Dér gik en prås op for mig, som sagde spar to til meget, der ellers sådan går op for mig.
Heldigvis var der ingen, der opdagede det. Det var jo heldigt.
Men den slags held kan en sand korsteolog naturligvis ikke have siddende på sig. Så her kommer det:
En sygehuspræst fortalte, at de i arbejdsgruppen på sygehuset jo var optaget af at møde det enkelte menneske i alle dets fire facetter …
… og jeg talte jo efter sådan helt for mig selv: ånd, krop, sjæl, det er tre…
Se, det værste var jo ikke, at jeg havde det lige på tungen og bare ikke lige kunne komme i tanker om det. Det værste var, at jeg ikke havde det lige på tungen. For det havde jeg ikke. Selv om jeg bagefter jo godt kunne se det indlysende og bibelske i det.
For heldigvis viste det sig, at jeg behøvede ikke blamere mig ved at spørge. Og om så det gjaldt livet, tror jeg heller ikke, jeg havde kunnet få mig til at spørge, hvad lige det fjerde aspekt var. Så vild var jeg alligevel heller ikke for at lære noget. Men heldigvis nævnte sygehuspræsten det selv lidt senere:
Det fjerde aspekt var jo relationerne …
Den individualistiske skævvridning
Man kan sagtens hævde, at dette fjerde aspekt på en eller anden måde må ligge implicit i de andre tre. Men pointen er, at det – ud fra den klassiske krop-sjæl-ånd-model – sagtens kan lade sig gøre at betragte et menneske som en isoleret entitet. Og at det vel endda er den betragtningsmåde, der traditionelt ligger lige for.
Derfor: I denne lille pinlige Aha-oplevelse eksploderede lige op i fjæset på mig en af de skævvridninger, som jeg hele tiden kæmper imod, men som jeg åbenbart stadig har med mig som et instinkt, indlejret i mig fra både min kultur og fra min nedarvede måde at læse Bibelen på: den individualistiske skævvridning – at alt forandres i mig; intet forandres i verden.
Hvis nu man faktisk kan se, at det er et problem – hvad gør man så?
Ja, efter sigende kan man jo for tiden bl.a. gøre det, at man lytter til et af tidens fyndord: gudsriges-teologien, hvor der gøres op med den individualistiske skævvridning. Gudsriget er "det nye sort"!
Jeg syntes jo ellers lige, at jeg kender skam godt Guds rige:
1. I syndsforladelsens Rige,
fortabte synderes hvilested,
der Gud med slægten har sluttet fred,
og Satans magter må vige.
Vor synd er sonet, vor gæld er betalt
med Jesu blod, som har udslettet alt.
Og lovens krav da må vige
i syndsforladelsens Rige.
2. Retfærdiggørelsens Rige,
dér alt er opfyldt, hvert krav, hvert bud.
Hvad ingen magtede, gjorde Gud …
Det er en af de sange, jeg holder mest af (Hjemlandstoner 1989 nr 306). Om syndsforladelsens rige, om retfærdiggørelsens rige.
Men er Guds rige mere end det? Eller er alt sagt med retfærdiggørelsen og syndsforladelsen?
Jeg tror selv, at der i tidens fokus på gudsriget ligger en indsigt i evangeliet, som mange af min generation har brug for at åbne os over for. Mere end det: Der ligger en nødvendig korrektion af noget skævvredet, af en indsnævring af Guds evangelium. En heling af noget amputeret.
Man skal ikke have dårlig samvittighed (eller blive sur!) over selv som ældre forkynder at opdage, at der endnu ligger rigdomme og skatte og vidunderlige enge og haver og venter på den anden side af bakken.
Jeg tror ganske vist også, at den indsigt kan betales med en pris, der er skræmmende høj. Men det behøver ikke gå sådan – og det er det, jeg gerne vil begrunde.
En af de tekster, der i min egen bagage blev banebrydende, var Manila-manifestet fra 1989:
”Manila-manifestet, art 4: Evangeliet og socialt ansvar:
Det autentiske evangelium må blive synligt i mænds og kvinders forvandlede liv. Samtidig med, at vi forkynder Guds kærlighed, må vi selv være engageret i en kærlighedens tjeneste, og samtidig med, at vi prædiker Guds rige, må vi være forpligtede på dets krav om retfærdighed og fred.
Eftersom vort hovedanliggende er evangeliet, kommer evangelisering i første række, for at alle mennesker kan få mulighed for at modtage Jesus Kristus som Herre og Frelser. Men Jesus nøjedes ikke med at forkynde Guds rige, han demonstrerede også dets komme med barmhjertigheds- og undergerninger. Vi er i dag også kaldede til at forkynde Guds rige i ord og gerninger. …
Forkyndelsen af Guds rige kræver nødvendigvis profetisk fordømmelse af alt, som er uforeneligt med det. Blandt de onder, vi sørger over, er destruktiv vold, herunder institutionaliseret vold, politisk korruption, enhver form for udbytning af mennesker og af jorden, underminering af familien, fri abort, narkotikahandel, tilsidesættelse af menneskerettigheder.
Vor stående forpligtelse til social handling skyldes ikke en forveksling af Guds rige med et kristianiseret samfund. Den er snarere en erkendelse af, at evangeliet har uomgængelige sociale implikationer. …”
Det blev for mig en banebrydende udfordring til at tænke bredere og større om gudsriget end det strengt individuelle fokus, som jeg havde med mig fra min kultur og min teologiske tradition – og som åbenbart alligevel nu og da leger kispus med mig …
Nu tror jeg jo ikke rigtig på, at en forkynder ret ofte begynder at tage ting op og prædike om dem, bare fordi han bør og skal. Vi tager ting op og prædiker om dem, først og fremmest fordi de tænder lidenskab og begejstring i os.
Sådan også med gudsriget. Og jeg tror, at en af de ting, der kan tænde min lidenskab og begejstring og få mig til at bløde op på min kierkegaardske individualitet, er evangeliet om Guds folk.
Evangeliet om Guds folk
Hvor har vi dog fx sentimentalt sunget og prædiket om, hvordan "han er min brudgom, jeg er hans brud" (Hjemlandstoner 1989 nr 427) – vel er jeg ej; jeg er ikke Jesu brud. Vi er Jesu brud! – kirken er gift med Kristus; det er ikke den enkelte, der er det …
Eller et andet eksempel: Det kan til tider være svært til gudstjenesten, når man kun står der som "hin enkelte", så med power og overbevisning at istemme: "Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige, himmelens og jordens skaber …". Man kan gribe sig selv i at stå og mumle det tonløst – eller bytte ud med en slags "Jeg håber på Gud Fader, den Almægtige …"
Og det er alt sammen vigtigt og væsentligt. Det er også en måde at tro på.
Så opdager man en dag, at det er jo slet ikke det, vi siger! Den apostolske trosbekendelse lyder: Vi tror på Gud Fader …
Og det tager noget af presset af: Jeg ved ikke, hvor jeg selv står lige i øjeblikket; men jeg hører til det folk, der tror! Lige her og nu læner jeg mig op af fællesskabet.
Jamen kan fællesskabet, kan gudsfolket bære sådan et fokus?
En illustration: Jeg så for nogen tid siden et interview i tv med en af de overlevende fra Auschwitz. Hun fortalte, at da de russiske styrker nærmede sig, og vagterne blev bange for, at de skulle befri fangerne og afsløre rædslerne i koncentrationslejrene, drev de fangerne ud på en dødsmarch ind mod Tyskland.
De udmattede og udsultede fanger døde i tusindvis på vandringen. På et tidspunkt aftalte nogle af fangerne så, at når de vaklede af sted der i uregelmæssige rækker, fem og fem, så kunne den midterste sove! Det kan faktisk lade sig gøre mere eller mindre at falde i søvn, mens man vakler videre, fordi man går tæt sammen …
Sommetider har man brug for at se, at man alligevel ikke går helt alene, men er en del af et tæt fællesskab – hvor man så kan skiftes til at stå lidt af.
Nu er jeg jo nok klar over, at det ikke er en typisk gudsrige-vinkel, sådan som den efterlyses for tiden. Den er stadigvæk for tøset, for sjælesørgerisk. Den fremhæver svagheden og fattigdommen; og det er netop dét, nutidig gudsrigeteologi er så træt af. Den efterlyser syn for handling, for styrken og kraften i kirken!
Og jeg tror selv, det er en efterlysning og et fokus, der kommer på høje tid. Mange af os har virkelig specialiseret os i et følsomt og sjælesørgerisk fokus – et fokus, der svigter den ressourcestærke og slukker forventningen til fremgang og sejr for Guds rige i denne verden!
Vores traditionelle yndlingstilhører er jo den anfægtede, den angergivne og den bøjede – og hvis folk ikke er anfægtede, angergivne og bøjede, så skal vi nok få dem gjort til det! Vi har vore metoder …
Så kommer gudsrigesteologien og minder os om den sejrstone, den vished om styrke og den forpligtelse til handling, som også ligger i NT.
Som en ung teolog sagde til mig: "Vi er vant til at høre en prædiken, der driver hen til Kristus – nu længes vi efter en prædiken, der også driver os hen til vores næste".
Det drejer sig jo ikke om at bruge termen "Guds rige" og "gudsriget" noget mere og så ellers bare forkynde løs, som man altid har gjort. Det drejer sig om at finde et andet fokus: Guds rige er ikke bare retfærdiggørelsens forensiske rige, men transformationens rige, forvandlingens rige!
