Publisert

Guds rige mellem forkyndelse og handling – Del 3 At leve med spændingen mellem en traditionel forkyndelse af loven og evangeliet og en nyere betoning af gudsriget.


Ca leselengde:
14 min

En replik

Nu er det slet ikke min egen tolkning, at der i det nye fokus på gudsriget skulle ligge en distance til den klassiske forkyndelse af loven og evangeliet. Egentlig tror jeg ikke, jeg selv var kommet på at opfatte det som en modsætning, hvis ikke andre havde hævdet så markant, at det er det altså.

Et eksempel: I sit meget fine speciale fra 2007 En fremstilling og vurdering af nyere tendenser inden for evangelikal teologi og ekklesiologi fra 2007 kommer Martin Drengsgaard bl.a. ind på min homiletik Teksten og tiden. Heri skriver han (Drengsgaard 2007 s. 65f[1]):

”Jo mere posttraditionel verden bliver, jo mere vil mennesket forstå sig selv gennem sine handlinger (jf. 2.4.1). Derfor; hvis et evangelium ikke giver hjælp til konkrete handlinger eller inviterer ind i et handlingsmiljø, vil det posttraditionelle menneske ikke forstå evangeliet. Det posttraditionelle postmoderne/senmoderne menneske har ikke brug for at finde en nådig Gud, der kvit og frit tilgiver synd, men en Gud, som inviterer mennesket på en vandring, hvor dette menneske bliver en del af et handlingsmiljø.

Andersens problem, er for mig at se, at han stadig hænger i en modernistisk epistemologi og derfor ikke formår at levere en teologi, som kan bruges af det postmoderne menneske. Med hans stædige fastholden på lov og evangelium, som er et individualistisk evangelium, begrænser han Gudsrigets nærhed, at Jesus rent faktisk søgte at kultivere et fællesskab, der levede i Gudsrigets gerninger. Det er ikke min mening med denne kritik af Andersen at gøre lov og evangelium uevangelisk. Men jeg mener, at Andersen burde forholde sig så ydmyg, at han i stedet for at gøre lov og evangelium til det højeste bjerg i bjerglandskabet, gør lov og evangelium til et bjerg på højde med de andre ved fx at lade Jesu proklamation af Gudsriget være en ligeså vigtig del af evangeliet.”

Jeg er ikke helt enig …

Jo, nok i det med ydmygheden. Men ikke helt i konsekvenserne af den: Faktisk forekommer gudsriget ganske hyppigt i Teksten og tiden; og det er ikke altid synonymt med ”retfærdiggørelsens rige” …

Men jeg skal gerne vedgå, at bogen lider af en noget individualistisk skævvridning (det er sandelig godt, den kun er ”en midlertidig bog”). Hvad mere er: Jeg kan godt genkende det i det hele taget som karakteristisk for min tænkemåde om forkyndelsen. Det er en kritik, jeg tager til mig, og en udfordring, jeg vil arbejde videre med.

Egentlig tror jeg hverken, at Guds ord skulle stå på den enkeltes side imod det kollektive, eller at Guds ord skulle stå på det kollektives side imod individualiteten. Men i det omfang, i hvert fald min generation har overdyrket det individuelle, er kritikken helt på sin plads.

Jeg tror også, at Drengsgaard ser fuldstændig ret i sin iagttagelse, at hvis et evangelium ikke giver hjælp til konkrete handlinger eller inviterer ind i et handlingsmiljø, så vil det posttraditionelle menneske ikke forstå evangeliet. Det er meget fint set og meget fint sagt.

Og for balancens skyld vil jeg endda supplere og forstærke Drengsgaards kritik af lov-og-evangelium-hermeneutikken ved lige at præsentere en oversigt over dens traditionelle svagheder, som jeg anvender i undervisningen her på MF:

Hvad er problemet ved en oversystematisk, bevidstløst repeteret forkyndelse af ”lov og evangelium”?

1. Den har ofte været stivnet i forudsigelighed
2. Den har ofte været misbrugt til kætterjagt.
3. Den har ofte reduceret forkyndelsen til dens centrum (”det ene fornødne”).
4. Den er udviklet i en skyldkultur, der ikke har kendt styrken i eller anerkendt betydningen af skammen.
5. Den har ikke kendt til den moderne / postmoderne identitetskrise.
6. Den har været tilbøjelig til at underbetone skabelsen.
7. Den har været tilbøjelig til at underbetone gudsriget.
(ja, okay, det sidste punkt er jeg først begyndt at tilføje, efter jeg havde læst Drengsgaards speciale …)

Men: Jeg kan for det første ikke se, at Teksten og tiden skulle være skævvredet på den måde, at den skulle underbetone handlingskristendom eller diakonal omsorg. Det er sandt, at den væsentligst fokuserer det som rettet til den enkelte; og den kritik tager jeg til mig. Men trods alt er hele bogens homiletiske matrix bygget op efter:

Skabt / Afsløret / Befriet / Forpligtet

Så jeg synes jo da nok, at det med forpligtelsen, den tredje brug af loven, det diakonale, fylder en del. Hvordan kan det så være, at det alligevel efterlyses?

Ikke specielt sagt imod Drengsgaard, men opsparet gennem længere tid:
Sommetider virker det, som om nogen først kan tro på, at vi faktisk forkynder til handling og efterfølgelse, hvis vi holder op med al den snak om lov og evangelium …

Igen ikke specielt sagt mod Drengsgaard, men opsparet gennem længere tid:
Jeg skal indrømme, at jeg kan godt blive lidt sur, når jeg for 349. gang hører den fordom igen, at forkyndere, der fokuserer meget på at skelne mellem loven og evangeliet, sikkert dermed også kun kan tale om synd og nåde!– at så kan vi nok ikke finde ud af at forkynde til handling og efterfølgelse.

Dét er om noget en amputeret forståelse af den klare skelnens lære.

Jeg ved ikke, hvorfor så mange ikke kan høre efter her: Den, der kun kan tale om synd og nåde, har netop ikke skelnet ret mellem loven og evangeliet.

Man kan høre det så galt, at den dér klare skelnen mellem loven og evangeliet jo ikke indeholder nogen etisk fordring, og det er derfor, vi har brug for gudsrigesteologien – jamen er der virkelig tale om en ret skelnen, så vil den uvægerligt indeholde en etisk fordring, nemlig i lovens tredje brug, i formaningen, i Kristi lov. Gør den ikke det, er der slet ikke tale om nogen overbetoning eller overdrevet skelnen, men tværtimod om et katastrofalt sammenrod.

For det andet (og det siger jeg med nogen tøven):
Helt kongruent dækker de to fortællinger, løvens og lammets fortælling, ikke over de to hermeneutikker, gudsrigets hermeneutik og lov-og-evangelium-hermeneutikken.

For så længe vi blot taler om løvens og lammets fortællinger,eller om løvens og lammets metaforer, så har jeg ingen problemer med at vægte dem lige meget og hylde dem lige højt. Der skal virkelig være en balance mellem styrkens og afmagtens betoning, mellem påskemorgen og langfredag; mellem sejrens og syndighedens temaer.

Nåden og efterfølgelsen er simpelt hen lige definerende for det at være kristen. Det er ganske sandt; og det er måske også i virkeligheden dét, der er Drengsgaards anliggende.

Men det er ikke sådan, han formulerer sig. Og jeg må tilstå, at skal jeg se på de to formuleringer, de to nøgler til Guds ord: gudsrigets hermeneutiske nøgle og lovens og evangeliets hermeneutiske nøgle, så kan jeg faktisk ikke vægte dem lige meget.

Balance

Jamen nu balancerede det hele jo lige så nydeligt! Skal vi nu til at have en skæv, asymmetrisk bue: spinkelt og lyst gotisk i den ene side og tungt, mørkt romansk i den anden …

Jeg ville egentlig ønske – både for den æstetiske symmetris skyld og for den dialogiske imødekommenheds skyld – at jeg kunne fremholde de to nøgler som lige vigtige. Men det kan jeg ikke ærligt. Jeg er ikke dér endnu; og jeg tror heller ikke, jeg er på vej derhen.

Jeg vil lige bede jer lægge mærke til, hvad jeg ikke siger: Jeg siger ikke, at
så skal vi alligevel til at skrue op og ned for nogle temaer i forkyndelsen, og så rangerer nåden alligevel over efterfølgelsen og hvad ved jeg.

Det er sandt, hvad jeg også gerne vil være blandt de første til at fremhæve, at det er lammets fortælling, der adskiller kristendommen fra alle andre livssyn. Løveteologi kan du finde i alle religioner og livssyn.

Men det betyder overhovedet ikke, at så er løvens teologi alligevel mindre vigtig! Det er kun en ekstremt dialektisk teologi, der forlanger, at vi kun må forkynde, hvad kun kristendommen har at sige til forskel fra alle andre! Har vi ikke løvens fortælling med for fuld skrue, så krøller lammets fortælling sammen under vægten af nederlag og vanære og dårskab.

Men hvad er det så, jeg siger?

At ”gøre lov og evangelium til et bjerg på højde med de andre” ved fx at lade Jesu proklamation af gudsriget være en ligeså vigtig del af evangeliet – hvis jeg går ind i substansen af de to temaer; hvis jeg spørger konkret, hvad der sker, hvis jeg taber enten det ene eller det andet tema af syne, så kan jeg faktisk ikke tillægge dem samme betydningstyngde.

Jeg kan jo ikke selv se nogen grund til på den måde at mandjævne de to teologiske koder. Men hvis man endelig vil sammenligne, så går for mig at se lov-og-evangelium-hermeneutikken simpelt hen et lag dybere end gudsriges-hermeneutikken. Den kaster et klarere lys ind over både vores forkyndelse og vores handling. Den kaster et klarere lys ind over både vores gudsrelation og vores næsterelation.

For hvad skete der nu, hvis vi mistede en af dem?

Hvad sker der, hvis vi mister gudsrige-hermeneutikken – og dermed mener jeg selvfølgelig ikke, at vi mister selve gudsriget, men vi mister gudsrigesvinklen som tolkningsnøgle; vi mister synet for de aspekter, en bibelsk gudsrigeshermeneutik lukker op for os – hvad ville der så ske?

Så bliver vi alvorligt fattigere. Så mister vi et vigtigt aspekt, og jeg kan godt se, at vi må frygte, at vi også mister kraft og fremdrift. Og det er alvorligt.

Men mister vi den elementære evne til at skelne mellem loven og evangeliet (og det er faktisk muligt!), så dør vi. Så mister vi livet. Og det er trods alt alvorligere. Så går vi som farisæeren hjem til vores hus, helligere end andre, mere oprejste og frimodige end andre, mere aktive og handlende end andre, men fortabt.

Så har vi, om jeg så må sige, smidt barnekåret ud med badevandet.

Og her tænker jeg jo ikke på ”lov og evangelium” i dets stivnede, dogmatiske, eftersnakkende, systemiske form, dets museums-form; hvad skal vi bevare dén for? Jeg tænker på det i dets empatiske, sjælesørgeriske, levende form, dets etisk forpligtende, dets autentiske, paulinske form.

Mistede vi dét, så ville det fx en dag ikke længere være elementær børnelærdom, at formaning, etisk fordring og discipelskab alt sammen forværrer os i stedet for at forbedre os – nemlig hvis det ikke længere lyder på en baggrund af stadigt udpenslet forkyndelsen af den frie nåde.

Så ville ordene om efterfølgelse og ”dyr nåde” (uanset hvor inspirerende og nuanceret og kreativt de lyder!) begynde at forgifte vore menigheder i stedet for at forpligte dem! Og vi ville ikke kunne forstå, hvad det var, der skete; for vi havde jo set det med den frie nåde som noget selvfølgeligt, vi ikke skulle være nødt til at gentage og gentage …

Sagt på en anden måde: Jeg kan til nød se for mig, hvordan der godt kunne lyde et kald til discipelskab og radikal efterfølgelse, også uden en udviklet gudsriges-hermeneutik. Det er ikke godt; det vil blive mudret og uklart; men det kan måske godt lade sig gøre.

Men jeg kan vitterligt ikke se for mig, hvordan der på nogen måde skulle kunne lyde et klart kald til discipelskab og til radikal efterfølgelse uden en klar lov-og-evangelium-hermenutik. Uden den vil hele kaldet til efterfølgelse ikke bare blive uklart og mudret, det vil blive counter-productive, det vil forgifte i stedet for at forpligte.

Det så meget mere, når gudsrelationen i dag mere og mere bliver defineret af spirituel erfaringsteologi. På godt og ondt. Den forensiske nådesstand glider ud af synsfeltet, selv når gudsrelationen stadig står i fokus.

Jeg er dybt taknemmelig for det fornyede fokus, der er på efterfølgelse og discipelskab. Formaningen til radikal efterfølgelse og discipelskab er livsvigtig.

Men den kan også være livsfarlig. Den er en meget skarp skalpel, der både kan læge og slå ihjel. Og dette, at man faktisk kanformane folk ihjel, man kanudfordre dem til døde, nemlig hvis formaningen ikke sker på baggrund af en frigørende forkyndelse af fri nåde, det ligger altså ikke lige til højrebenet. Det undgår man ikke, uanset hvor nuanceret eller kreativt det forkyndes; man undgår det heller ikke ved bare at skrue lidt ned for den. Det undgår man kun, hvis man har fået lov-og-evangelium-hermeneutikken ind under huden.

Så lad os bare gøre front mod individualismen, hvor alt drejer sig om min egen forædling og min egen åndelige oplevelse.

Lad os også gøre front mod nederlags- og jammerteologien, hvor al tale om sejr og kraft dømmes ude og mistænkeliggøres som sværmeri.

Lad os frem for noget gøre front mod den passive og slappe egoistiske åndelighed, der ser stort på forpligtelsen og efterfølgelsen.

Men nådens ubetingede frihed må aldrig svækkes. Og syndserkendelsen må aldrig svækkes! Syndserkendelsen, ikke som i skamfyldt, selvcentreret selvhad, men som i kærlighedens nøgterne, velproportionerede sorg over synden, må aldrig svækkes. For Guds æres skyld, for min næstes skyld – og for min egen trosglædes og trosfriheds skyld.

Vi må ikke underkende den åndelige fristelse, der ligger i al forkyndelse af den frie nåde. Den fristelse har min generation af forkyndere nok sommetider underkendt.

Men tilsvarende skal man heller ikke underkende den åndelige overspringshandling, der kanligge i al aktivisme og handlingskristendom: undvigelsen fra syndserkendelsen, undvigelsen fra blodets teologi.

På vej

Teologien er i opbrud. Det er Guds folk altid. Også teologen må altid stå parat til opbrud, med staven i hånden, kjortlen bundet om lænd og lamperne tændt.

Derfor kan systematisk teologi aldrig blive systemets teologi. Den er løvens og lammets teologi, netop fordi den aldrig må blive et system, men må blive Kristus-teologi.

Det vil altid være Kristus, der er den egentlige hermeneutiske nøgle. Det er ham, der (som på Strozzis billede) holder de andre nøgler i hånden og giver dem til kirken. Han er og bliver topstenen i vores kirkebue.

I en sund kristologi forsones og fusioneres sund ekklesiologi og sund soteriologi. For gudsriget er Kristi fredsrige, hvor der ikke længere er krig mellem gode teologiske koder.


[1]findes med den lidt anderledes overskrift En beskrivelse og vudering af fænomenet "Emerging Church"på www.myspace.com/drengsgaard

Bibliografi:
Andersen, Leif: Teksten og tiden – en midlertidig bog om forkyndelsen I-II, Kolon i samarbejde med Credo Forlag 2006
Drengsgaard, Martin: En fremstilling og vurdering af nyere tendenser inden for evangelikal teologi og ekklesiologi (Speciale ved det teologiske fakultet i Århus, juli 2007).
Hjemlandstoner, Lohses Forlag 1989
Manila-manifestet 1989, www.lausanne.org
Munch, Morten: Det omvendte rige – en bog om Guds rige og kirken, ProRex 2008
Poulsen, Sten Clod:  Undskyld – vi tog fejl …kronik i Politiken 28-8-10
Skjevesland, Olav: Det skapende ordet – en prekenlære, Universitetsforlaget Oslo 1997
Wisløff, Carl Fredrik: Fullfør din tjeneste! – artikler og taler, Oslo, Lunde 1993


 

Relatert



Støtt foross.no
Ca leselengde
14 min
Ressurstype

  Livet

Emne

  Forkynnelse

Serie

  Guds rige mellem forkyndelse og handling – Del 1

  Guds rige mellem forkyndelse og handling – Del 2

  Guds rige mellem forkyndelse og handling – Del 3 At leve med spændingen mellem en traditionel forkyndelse af loven og evangeliet og en nyere betoning af gudsriget. (vises nå)

Forfatter
forfatter_fotoSkrevet av: Leif Andersen.
  Leif er gift med Elonora. Han er teolog og ansatt som reiseprest i Dansk Indremisjon og som lektor på Det danske Menighetsfakultet.
   Ressurser av Leif Andersen
Vil du støtte foross.no?

  Du kan gi via kredittkort

  Du kan benytte Støtt foross via Vipps! med Vipps-nummer: 70979

  Mer info og andre alternativ finnes på siden STØTT OSS.