Første eksempel: En af lederne i det lokale IMU begynder at snakke med ungdomskonsulenten om sin hemmelige tvivl på kristendommen. De vender de konkrete spørgsmål i samtale efter samtale: Hvad er det konkret, tvivlen handler om? Men efterhånden går samtalerne i ring. Det er næsten, som om intet for alvor gør nogen forskel. Og konsulenten føler, at han ikke rigtig kan komme med noget, som lederen ikke har hørt før.
Som sjælesørger kan man godt undre sig over, hvor vanskeligt det sommetider er for nogle mennesker at tro på Gud eller tro på Guds evangelium. Det er måske ikke så sært, hvis de ikke ved ret meget om troen eller er dybt skeptiske. Men hvad med dem, der måske har hørt prædikener op ad døre og ned ad stolper? Eller ligefrem tigger og trygler om mere tro. Alligevel er det, som om det hele tiden smutter ud mellem fingrene på dem.
Er det, fordi de stadig ikke har forstået evangeliet? Det er slet ikke sikkert. Det kan tværtimod være, netop fordi de har forstået evangeliet, at det er svært for dem at tro på! For evangeliet er i sin kerne faktisk så sært og fremmed for os, at noget i os reagerer imod det.
Det ved vi jo godt fra den kristne troslære og fra Bibelen. Men det kommer altid bag på os, at det faktisk også kan opleves sådan i praksis!
Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham … 1.Kor 2:9
Sådan skildrer Paulus evangeliets kerne. I kap. 1 beskriver han evangeliet som en "dårskab", en "forargelse" for det naturlige menneske. Derfor fortsætter han:
… det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os. 1. Kor 2:10-13b
Det kommer ikke fra oss selv- get used to it!
Evangeliet er ikke opstået i vores eget hjerte. Det må åbenbares for os ved Guds ånd. Så meget er alle kristne klar over. Men skal det overhovedet nå frem og modtages i tro, så må der også ske en forvandling af os: Vi må lære at længes efter noget, som vores natur faktisk ikke bryder sig om: evangeliet fra Gud. Og dét er ikke alle kristne klar over!
Der er simpelt hen ikke noget i vores natur, der uden videre synes godt om Guds nåde! Vi tænker selvfølgelig helst, at vi har en vældig længsel efter Gud; og så kommer Ordet med det levende vand og slukker vores tørst osv. Men sådan fungerer det faktisk ikke. Selve tørsten og længslen er også fremmed for os. Den må skabes i os som noget helt nyt.
Helt bestemt er der meget i kristendommen, der uden videre virker sympatisk og tilforladeligt på os. Det er dét, sjælen (= psyken) længes efter. Men kristendommens centrum længes sjælen ikke efter! Paulus fortsætter:
Et sjæleligt [psykisk] menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok. Det åndelige menneske derimod bedømmer alt… 1.Kor 2:14-15
Det er ret radikalt! For man skifter jo ikke lige sådan sin medfødte psyke ud med noget nyt og åndeligt, som man skifter skjorte. Det er en langsom vækst. Det er en vandring.
Det er helt rigtigt, at er man kommet til Kristus i bøn om nåde, så har man den også!
Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort. Joh 6:37
Allerede ved dåben og allerede ved din første kalden på Kristus er han kommet til dig, har taget bolig i dig og sat dig over i sit rige – men derefter kan troen og tilliden være en lang vandring og en langsom vækst, fordi hele vores psykiske tankegang skal vendes rundt og forandres.
Og der er intet menneske, der nogensinde bliver ren ånd og slet ikke længere tænker "naturligt" eller "psykisk". Vores natur er derfor i virkeligheden hele tiden i konflikt med det, vores ånd længes efter og klamrer sig til!
Andet eksempel: En dygtig bibelskoleelev betror sin lærer, hvor meget hun i virkeligheden hele tiden føler sig udenfor, når de snakker om troen. Læreren undrer sig, for hun er aktiv og vidende. Hun kender sin Bibel, og i klassen bidrager hun ofte med originale og indsigtsfulde vinkler. Hun kan også godt lide at synge lovsange – men samtidig har hun hele tiden denne beklemte følelse af ikke at høre til.
Det, hun oplever, er en ægte, åndelig ambivalens. "Ambivalens" er den besværlige (og sommetider flove) oplevelse af at være trukket i to retninger på samme tid: Samtidig med, at man virkelig holder af sin kone og sine børn, er man sommetider ved at få svip af dem og længes efter at være alene. Det er nok ikke så underligt (de er også sommetider ved at få svip af dig). Eller når man både er taknemmelig på en vens vegne – og samtidigt misundelig på ham!
Endnu mere underligt er det, hvis man fx. opdager, at man efter lang tids alvorlig sygdom nu er ved at komme til kræfter – og faktisk ikke rigtig orker at skulle til at være rask, ansvarlig og effektiv igen! Selv om alle andre, og også en selv, forventer, at man bare er lykkelig for at være rask og leve.
Åndens og psykens ambivalens
Sådan en ambivalens er også konflikten mellem vores psyke og vores ånd: Vi længes efter nådens frihed – men reagerer samtidig imod den! For der er noget i os, der hellere vil være en ufri træl.
Vi er jo fortrolige med de mere indlysende sider af syndefaldet:
- ondskaben
- egoismen
- lasterne, overtrædelserne osv. Men alt det ligger ikke særlig langt fra det, enhver religiøsitet og enhver fornuftig humanist også vil kunne komme frem til. Her ser vi på den mere overraskende side af syndefaldet (som faktisk også først kan erkendes gennem åbenbaring):
- selvretfærdigheden
- trangen til trældom
- den instinktive modvilje mod nådens frihed.
Både- og
Når usikre eller fortvivlede mennesker spørger efter hvilen i Kristus, hvilen i Guds ubetingede kærlighed og frie nåde, og rækker ud efter den, så træder en åndelig ambivalens i kraft: at de i virkeligheden på én gang længes efter syndernes forladelse og viger tilbage for den!
Og selv om denne modvilje kan opleves vidt forskelligt, så rumsterer den åndelige ambivalens faktisk i os alle sammen.
Når sjælesørgeren bliver klar over det, falder meget på plads: Når folk har så svært ved at hvile i og stole på Guds ubetingede kærlighed, på syndernes forladelse og retfærdiggørelsen af tro, så er det måske hverken, fordi de er tungnemme, eller fordi de sidder fast i usund religiøsitet. Det er simpelthen, fordi de er mennesker.
Og det er sært, sært indtil det syrede (og selv for en veloplært teolog er det overraskende), at en side af mig faktisk foretrækker ufriheden og utrygheden for friheden og visheden!
Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium. Gal 1:6f
Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg! Gal 5:1
Noget af det særeste ved galaternes vranglære – så sært, at det forbløffer selv den hærdede Paulus! – er, at de ikke har ladet sig slæbe skrigende og sparkende ind i lovtrældommen! De favner den med taknemmelighed, stormer tilbage ind i fængslet med jubel og iver; og Paulus må ligefrem formane dem til at forblive frie og lade være med at liste sig tilbage til cellen og lænkerne …
Det virker vanvittigt. Men får man øje for denne ambivalens, falder meget på plads, som sagt. Måske ligger man ikke under for så naivt et menneskesyn, at vi fødes gode og rare. Men et snedigere og mere lumsk (men i virkeligheden lige så naivt) menneskesyn er det, at vi vel inderst inde helst vil være frie og finde hvile hos Gud, og at vi bestemt helst vil ud af trællehuset …
Det er der også en side af os, der gerne vil. Men farisæersindet, eller galatersindet, styrer desværre den anden side.
Korinternes vranglære ligger lige til højrebenet: De søler rundt i laster og lyster og overtræder bud på stribe. Det er da til at forstå.
Galaternes vranglære er ikke nær så indlysende og stritter tilsyneladende i den stik modsatte retning: De kan ikke få bud, love og regler nok! Når de løber tør for kristelige regler, begynder de at scanne hele den jødiske kalender og dens regelsæt for at finde flere (4:8-11). Undervejs er ganske vist både deres frihed forduftet (2:4; 5:1) og deres begejstring forsvundet (4:15); og menighedslivet er blevet et helvede af indbyrdes hellighedskonkurrence, mistænksomhed og åndelig selvoptagethed (5:13ff).
Hvordan kan man dog "så hastigt" lade sig vende bort til den slags slaveri? – jo, det er en pris, vi gladeligt betaler for dog i det mindste stadig at kunne stå og række hænderne mod himlen og takke Gud, fordi man ikke er som andre mennesker.
Striden mot vår egen fariseer
Megen sjælesorg, der på overfladen er en letforståelig og indlysende kamp mod anfægtelse, tvivl og selvanklager, er i virkeligheden en kamp mod den indre galater. En strid med den indre farisæers modvilje mod nåden.
Og faktisk er der rigtig megen hjælp i dette, at man forsoner sig med ens egen ambivalens: Dette er åbenbart min personlige udgave af den medfødte modvilje mod Gud, som alle mennesker slæber rundt på.
Artikkelen har tidligere blitt publisert i Indre Missions Tidende, Danmark.
