Publisert

De andre og dig – om sjælesorg og relationerne


Ca leselengde:
8 min

En af de pinligste teologiske opdagelser, jeg har været ude for, oplevede jeg i en ret bredkirkelig og bredfaglig gruppe: Vi var samlet i et forfatterteam, hvor de fleste af os ikke kendte hinanden. Dér gik en prås op for mig, som sagde spar to til meget, der ellers sådan går op for mig.

Lykkeligvis var der ingen, der opdagede det. Det var jo heldigt. Men den slags held kan en sand teolog jo ikke have siddende på sig. Så her kommer det:

En af de andre (jeg tror, det var en sygehuspræst) fortalte, at de i arbejdsgruppen på sygehuset jo var optaget af at møde det enkelte menneske i alle dets fire facetter …

… og jeg talte efter sådan helt for mig selv: ånd, krop, sjæl, det er tre.

Se, det værste var jo ikke, at jeg havde det lige på tungen og bare ikke kunne komme i tanker om det. Det værste var, at jeg ikke havde det lige på tungen. Selv om jeg bagefter jo godt kunne se det indlysende og bibelske i det.

Det viste sig så, at jeg ikke behøvede flove mig ved at spørge (og sandt at sige tror jeg ikke engang, jeg havde kunnet få mig til at spørge, hvad lige det fjerde aspekt var!). For heldigvis nævnte vedkommende det selv lidt senere:

Det fjerde aspekt var jo relationerne

Vi har i denne serie om nutidig sjælesorg set på mennesket som sjæl, ånd og krop. Og man kan godt mene, at dette fjerde aspekt på en eller anden måde må ligge indbygget i de andre tre. Men pointen er, at det desværre godt kan lade sig gøre at betragte et menneske som en isoleret enhed; og så er forholdet til andre mennesker så et aspekt, der føjes til bagefter!

Jeg kommer oftere og oftere ud for, at unge kristne bebrejder min generation vores ”individualisme”. De ser den som selvtilstrækkelighed og egoisme. Og selv om jeg også vil fastholde, at det er vigtigt at se mennesker som enkelte,  der hver for sig står alene over for Gud, kan jeg ikke sige, at de slet ikke har en pointe.

Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen satte fornylig ord på den samme pointe, her ud fra en ikke-kristen synsvinkel, men slående og skræmmende:

Og det er måske det mest uhyggelige ved nutidens ekstreme selvoptagethed og optagethed af selvet: at den ydre verden, de andre, fællesskabet, kommer i anden række, og at der vokser unge op, som synes afkoblet fra flere tusind års basale erfaring: at det ’jeg’, vores kultur fejrer, er en fiktion – indtil det manifesterer sig i det relationelle. Næstekærligt og solidarisk f.eks.

Relationer skaber kvaler!

Hvis sjælesørgeren lider af samme ensidige menneskesyn, fristes man til at se på den enkeltes kvaler som noget, der bare foregår indeni den enkelte. Og så er det så dét, man spørger ind til og snakker om. Men sagen er den, at de fleste af vore kvaler har at gøre med vore relationer til andre! – også de kvaler, vi måske selv føler som noget rent indvortes og individuelt.

Derfor er der ikke ret meget vundet ved omsorg for menneskers ånd, for deres krop og deres sjæl, hvis ikke der også tages hånd om deres liv med andre mennesker. Og det gælder, både hvis deres forhold til andre lider mest under ensomhed og ligegyldighed, og hvis deres forhold til andre lider mest under konflikter og modvilje.

Første eksempel: Hvis du har siddet og glædet dig over en god forkyndelse, der har udmalet Guds nåde for dig, ”aftegnet ham for dine øjne som korsfæstet”, hvis du har hvilet dig i Guds smil og uendelige nåde – og hvis det alt sammen intet har ændret i dine relationer, i dit forhold til din næste og dit forhold til din fjende, så har du alligevel ikke hørt efter.

Andet eksempel: Det kan til tider være svært til gudstjenesten, når man kun står der som et isoleret menneske i sine egne tanker, så med power og overbevisning at istemme: ”Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige, himmelens og jordens skaber …”. Man kan gribe sig selv i at stå og mumle det lidt tonløst – eller bytte det ud med en slags ”Jeg håber på Gud Fader, den Almægtige …”

Og det er alt sammen vigtigt og væsentligt. Håb er også en måde at tro på!

Men så opdager man en dag, at det er jo slet ikke det, vi siger! Den apostolske trosbekendelse lyder: Vi tror på Gud Fader …

Og det tager noget af presset af: Jeg ved ikke, hvor jeg selv står lige i øjeblikket; men jeg hører til det folk, der tror! Lige her og nu læner jeg mig op af fællesskabet.

Tæt sammen...

En illustration: I et tv-interview fortalte en af de overlevende fra Auschwitz, at da de russiske styrker nærmede sig, og vagterne blev bange for, at de skulle befri fangerne og afsløre rædslerne i koncentrationslejrene, drev de fangerne ud på en dødsmarch ind mod Tyskland.

De udmattede og udsultede fanger døde i tusindvis på vandringen. På et tidspunkt aftalte nogle af fangerne så, at når de vaklede af sted der i uregelmæssige rækker, fem og fem, så kunne den midterste sove! Det kan faktisk lade sig gøre mere eller mindre at falde i søvn, fordi man går tæt sammen …

Den beretning har betydet meget for mit syn på den kristne menighed: Sommetider har man brug for at se, at man alligevel ikke går helt alene, men er en del af et tæt fællesskab – hvor man så på skift kan få lov til at stå lidt af …

At relationerne hører til overskrifterne for det kristne menneskesyn og definerer os som menneske, ligger præcis i dette, at vi er skabt i Guds billede og ”ligner Gud” (1.Mos 1:26f): Guds væsen er jo netop relationens. Hans væsen er først og fremmest kærlighed. Og han er den treenige Gud med tre guddommelige personer i evig samtale og evigt indbyrdes forhold til hinanden.

Noget af det sværeste ved sorg, sygdom, depression og skilsmisse er ofte, at det netop gør ensom. Det isolerer mig. Folk kan ikke nå ind til mig, og jeg kan ikke nå ud til dem.

I den japanske forfatter Haruki Murakamis roman Sputnik, min elskede siger hovedpersonen K på et tidspunkt:

Hvorfor skal mennesket være så ensomt? tænkte jeg. Hvorfor er det nødvendigt at være så ensom? Der er millioner af mennesker i verden, og alle længes de efter, at andre skal gøre dem lykkelige og hele, og alligevel isolerer de sig. Hvorfor? Er jorden blevet skabt udelukkende for at nære den menneskelige ensomhed?”

Derfor er samværet så vigtigt. Samværet om lidelsen, samværet i lidelsen. Og med tiden: samværet om glæden, samværet i glæden.

Som sjælesørger fristes jeg måske til at gøre lidende mennesker afhængige af sjælesørgeren selv, for det er jo smigrende og lokkende, at andre har så meget brug for mig. Og så forsømmer jeg måske en af sjælesorgens vigtigste mål: at arbejde for menneskers indgang i gode fællesskaber, at arbejde for menneskers forsoning med andre mennesker osv.

Relationerne er ikke bare faktorer i vores liv; de er vores liv. De er et hovedaspekt såvel i dannelsen af vores Jeg som i helingen af vores Jeg. Mit Jeg tilhører i overvældende grad slet ikke mig selv, men mit fællesskab. På godt og ondt.

Betydningen af opvækstens relationer

Tredje eksempel: Opvækstfamilien er den relation, man aldrig kan fravælge. Om man så skulle bryde endegyldigt med far og mor og samtlige søskende og aldrig mere har med dem at gøre, (for)følger de en indvendigt resten af livet. Til en vis grad er det dem, der bestemmer, hvordan jeg tænker og føler, og hvordan jeg handler – hvad enten det sker i lydighed og kopiering, i inspiration og vækst, eller det sker i oprør og protest.

Det er i opvækstens relationer, jeg bliver til. Måske som en ganske sammenhængende identitet, anerkendt og udfordret. Eller måske som et såret og sammenkrummet, hudløst individ, altid på vagt, altid mistænksom og usikker: Jeg er, hvad jeg var.

Både denne tilegnede styrke og denne tilegnede svækkelse er forbavsende sejlivede. Der skal meget til, før det modstandskraftige menneske bukker under – ligesom der skal meget til, før et menneske stik imod alle forventninger rejser sig op, bryder ud af sine medfødte og tilegnede mønstre: Jeg er ikke længere, hvad jeg var.

Så meget mere mirakuløst er det, når det faktisk alligevel sker. Når fremtiden alligevel kommer til at styre mere end fortiden. Og det sker netop oftest, når man finder nye, helende ”familier” – i ens egen nu-familie, i menigheden, i fællesskaber.


Artikkelen har tidligere blitt publisert i Indre Missions Tidende, Danmark.


 


Støtt foross.no
Ca leselengde
8 min
Ressurstype

  Livet

Skrifthenvisning

  1. Mosebok  1: 26-27

Forfatter
forfatter_fotoSkrevet av: Leif Andersen.
  Leif er gift med Elonora. Han er teolog og ansatt som reiseprest i Dansk Indremisjon og som lektor på Det danske Menighetsfakultet.
   Ressurser av Leif Andersen
Vil du støtte foross.no?

  Du kan gi via kredittkort

  Du kan benytte Støtt foross via Vipps! med Vipps-nummer: 70979

  Mer info og andre alternativ finnes på siden STØTT OSS.

Dagens bibelord i fastetiden 20/03/19 – 1. Tim 4,4-11