Det ulægelige frafald
Hebræerbrevet er skrevet netop for at advare de kristne hebræere mod at falde fra troen. Igen og igen mindes der om, hvordan livet under lovens pagt, som de har vendt sig fra, var en trældom, og at kun livet under nådens pagt giver frimodighed, frihed og frelse.
Og til disse advarsler hører: Der findes et ulægeligt frafald, et frafald hvorfra der ikke er nogen vej tilbage. Det er det frafald, der er sket med så åbne øjne og så forhærdet et sind, at det aldrig selv vender om og fortryder.
Hvor et menneske har forhærdet sig selv så bevidst, at der ingen vej er tilbage, så vil det ganske enkelt aldrig igen gå i sig selv og vende om. Det er dét, der menes i v. 6. Det er det ulægelige frafald.
En forhærdelse i mennesket selv
Men det er vel at mærke en forhærdelse i mennesket selv. Ikke i Gud. Det er ikke Gud, der forhærder sit hjerte over for den frafaldne! Og det er vigtigt, for der er mange kristelige myter i spil, hvor man forestiller sig, at et menneske fortryder sit fald og går i sig selv; men det har opbrugt sin "nådetid"; der er ingen nåde at få. Det kan man fx møde i den ellers på mange måder udmærkede John Bunyans Pilgrimsvandringen.
Men det er løgn! Det vil aldrig ske.
“Er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke” 2 Tim 2:13
Skulle han vise det menneske bort, der kom til ham, måtte han fornægte sig selv og ophøre at være Gud.
Myter om “bespottelse af Helligånden”
Der er fx mange kristelige myter om, hvad "bespottelse af Helligånden" vil sige (Matt 12,31). Og kristne har været skrækslagne over, om de måske engang i fortiden har begået et eller andet uklart, men forfærdeligt, så at de nu lever uden for nåden og uden håb. Men det er en forfærdelig løgn!
At "bespottelse af Ånden" ikke tilgives, betyder faktisk ikke andet, end at forkastelse af Kristus ikke fører til frelse. Mere indviklet er det ikke. Det er ikke noget med, at jeg kunne have en slags fald eller frafald i min fortid, der ikke findes tilgivelse for, når jeg kommer til ham.
De frafald, der ikke er ulægelige
Men hvad så, hvis et frafaldent menneske fortryder sit frafald? Her er det utrolig vigtigt, at der også er frafald, der ikke er ulægelige:
“Jeg vil helbrede deres frafald og elske dem med glæde. Min vrede vender sig fra dem” Hos 14:5
Det sker igen og igen, at frafaldne mennesker fortryder deres frafald og vender tilbage til Herren. Og dér gælder Guds uforbeholdne løfte:
“Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” Joh 6:37
Vi kan ikke se forskel. Vi kan ikke vide, hvem der aldrig vil vende om, og hvem der alligevel fortryder, helbredes og vender tilbage til Herren. Men dette er sikkert: Det er aldrig Gud, der giver op. Hvis et menneskes frafald er ulægeligt, så er det ene og alene mennesket selv, der ikke vil. Aldrig Gud.
At forblive i synd og at falde i synd
Så spørger du til sidst, om det ikke også er en slags gentagen korsfæstelse af Kristus, at vi synder.
Nej. "Korsfæstelsen af Kristus" er netop det åbne, bevidste frafald, der aldrig vil gå i sig selv igen – at man forbliver i synd, lever i synd og aldrig beder om tilgivelse.
Men at falde i synd er noget helt andet. For selv om vi ikke lever i synd, så lever synden i os; og vi falder i denne synd ustandselig. Synd er både noget, man begår med mellemrum – konkrete fald, man kan pege ud og sætte ord på og bekende – og det er noget, der lever i os 24 timer i døgnet.
Men vi lever ikke i synden. For vi lever i stadig opgør med denne synd. Vi bekender den, så godt vi kan. Også selv om vi ved, at vi aldrig kommer helt i land med det.
At falde i synd er ikke frafald!
”Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i…” Rom 5,2
Ligesom synden lever i os, lever vi i nåden! 24 timer i døgnet! Det er derfor, man kalder det for "nådens stand".
Et liv i tro
Man falder ikke ud af nåden, fordi man begår noget forkert. Ikke engang, hvis man ved, det er forkert, mens man gør det (det ved vi jo i virkeligheden næsten altid!). Man falder ud af nåden, hvis man forhærder sig i det, nægter at bekæmpe det, nægter at bekende det. For så dør troen.
Men når vi lever i bøn og bekendelse og i krig mod vores egen syndighed, så lever vi i tro! Og dermed fortsætter vi vores liv i tro, under nåden.
