Som dreng havde jeg en billedbibel, der kunne slå enhver moderne bibeludgave af marken: Det var nemlig NT i tegneserier (det kunne måske godt forklare et og andet om mine læsevaner her og nu). Billederne var noget primitive, men Jesus havde i det mindste ikke glorie på. Det havde hans talebobler til gengæld.
I fortællingen om den fattige enkes gave husker jeg, hvor ynkværdig hun var tegnet. Hun var helt igennem et trist skue. Og oven i al sin elendighed tog hun nu endnu en elendighed på sig: Hun gav sin sidste sikkerhed fra sig. Hele sit eje, "alt hvad hun havde at leve af" (Mark 12,44). Hun tog virkelig en byrde på sig; hendes skuldre var helt lodrette af nedbøjethed og bekymring.
Det forstår jeg jo godt. Jeg ville blive knust af at skulle give, længe før jeg skulle til at give af min sidste sikkerhed. Men alligevel er der noget, den gode tegner og jeg må have misforstået! Vi har vel tænkt os, at det må jo være idealet: at give så meget væk, at man er ved at gå i brædderne af bekymring over, hvor det næste måltid skal komme fra. At tage bekymring på sig for andres skyld.
Men det holder ikke. Jesus har nok bedt os tage byrder på os for hinandens skyld; men han har aldrig bedt os tage bekymringer på os! Han har aldrig bedt os bekymre os og blive deprimerede. Faktisk har han sagt det stik modsatte: at vi ikke skal bekymre os.
Enken gav næppe sine sidste penge i tillid til, at hun nu ville dø af sult. Hun gav dem i tillid til, at Gud ville hjælpe hende gennem andre gudsbørn.
“I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv”. Matt 6:24-25
Det er en lidt chokerende begrundelse: Hvorfor skal vi ikke være bekymrede? – fordi bekymring er at "tjene mammon."
Det, jeg bekymrer mig over, har jeg altså givet magten over mig. Og han har jo ret: Det, jeg bekymrer mig over, tager min nattesøvn, det æder min fred og stjæler min tryghed og ødelægger min livsglæde.
Det er derfor, Jesus ikke bruger ordet penge, men ordet "mammon" – håneordet, afgudsordet for penge. Det er et skældsord for penge, når de ikke tjener os, men vi tjener dem som en herre.
Tjener jeg derimod Kristus, giver jeg ham magten over mig. Og bekymrer mig lidt mindre.
